Efter 4 måneder
Efter et halvt år
Efter 8 måneder
Efter 1 år og 2 måneder
Efter 1 år og 8 måneder
Efter 2 år og 3 måneder
I den seneste tid
Starten på en ny periode af mit liv
Opgivenhed
Starten
Jeg flyttede ind på Bøgegården den 1. august 2001. Grunden dertil var, at jeg ikke længere magtede "kun" at være i ambulant behandling. Jeg gik rundt med selvmordstanker, samtidig med var jeg stærkt plaget af mine tvangstanker og tvangshandlinger.
Jeg skulle i starten forholde mig til meget nyt, det var hårdt. Jeg forsøgte i starten ved hjælp af personalet at modarbejde mine tvangshandlinger på toilettet. Jeg blev reduceret i tid og brug af toiletpapir. Jeg arbejdede på denne måde i et par uger, men det blev ikke til meget mere end nederlag, da jeg ikke kunne overholde vores aftaler. Jeg måtte op på toilettet igen, efter jeg var gået i seng. Personalet syntes, at det virkede som om, at da jeg kom, så jeg kun mig selv som en pige med OCD. Det virkede som om, jeg gik med et skilt rundt om halsen, hvorpå der stod skrevet OCD. Det hjalp mig ikke at nedtrappe ved hjælp af den kognitive behandling, derfor besluttede de at prøve at behandle mig på en anden måde. Jeg har arbejdet med den kognitive terapi i flere år, uden at jeg har fået det godt. Eller det vil sige, jeg fik det godt, efter jeg havde været indlagt, men da jeg startede på efterskolen, fik jeg et stort tilbagefald. Bøgegårdens behandling gik i starten ud på, at de ikke ville hjælpe mig med at modarbejde mine tvangshandlinger. De ville hjælpe mig til at fokusere på mine gode egenskaber. Jeg arbejdede med mine følelser og med at kunne sætte ord på, hvad jeg var ked af, og hvad det var, der gjorde mig trist. Jeg måtte kun snakke om min OCD 1 time om ugen, når jeg snakkede med min kontaktperson. Jeg arbejdede selv hårdt på at komme mine tvangshandlinger til livs. Da jeg kom derned, havde jeg undgået rengøring, så meget jeg kunne. På Bøgegården skulle jeg gøre rent to gange om ugen på fællesområderne. Jeg investerede i et par rengøringshandsker. Det fjernede ikke ubehaget ved rengøringen. Jeg var bange for, at bakterierne kunne trænge igennem dem, selvom personalet forklarede mig, at de ikke kunne. Jeg begyndte også at deltage i havearbejde. Det gjorde jeg også med handsker på. Jeg havde ligeledes meget svært ved at røre ved råt kød p.g.a. bakterieangst. Det slap jeg heller ikke for. Det hed sig i starten, at jeg skulle lave retter med kød. Det var hårdt og førte også efterfølgende til mange håndvask. Det meste kunne lade sig gøre for mig efter kort tid, når bare jeg havde hjælpemidlerne i orden. Jeg var plaget af en voldsom angst, når jeg skulle gøre alt det, som jeg før havde holdt mig langt væk fra. Mens jeg gjorde rent, kørte tankerne for fuld speed i mit hoved. Det var meget ubehageligt, men jeg har altid været stædig, hvilket gør, jeg kæmper, alt hvad jeg kan for at udholde det. I løbet af den første måned, begyndte jeg at have dage, hvor jeg havde lyst til at pakke mine sager sammen og sige farvel til Bøgegården. Jeg gjorde det ikke, for jeg tænkte, det ikke ville hjælpe noget. Jeg troede, det bare var for at flygte fra problemerne. Jeg vidste, jeg ikke ville kunne flygte fra dem, de vil blive ved at forfølge mig, indtil jeg får dem løst..... desværre.
Jeg startede på en daghøjskole i Kolding, da jeg havde boet på Bøgegården 1 måned. I starten var jeg kun af sted en formiddag ugentlig, hvor jeg havde kreativt værksted. Efter kort tid fik jeg også koblet svømning på. Det var meget svært for mig at være på daghøjskolen. Jeg var meget usikker på mig selv og ville i perioder helst være usynlig. Samtidig med havde jeg også mine plagsomme tanker om bakterier. Jeg kunne godt være bange for, jeg fik bakterier på mig, når jeg rørte ved et eller andet. Derudover deltog jeg i badminton 2 gange ugentlig i følgeskab med Bøgegården. Jeg syntes, det var svært at deltage i det daglige arbejde. Ikke mindst fordi der var så meget, som gjorde mig angst. Jeg brugte meget energi psykisk både i det daglige arbejde og i forhold til min OCD. Sidst på eftermiddagen var jeg ofte meget udkørt og havde brug for at slappe af.
I den første måned modtog jeg et brev, fra en som arbejder for TVDanmark. Han ville gerne lave en udsendelse med mig i 48-timer. Han havde set min tidligere hjemmeside og syntes, det kunne være spændende at lave et program med mig, om hvordan det er at have OCD, fordi jeg har været så hudløs ærlig om det på min hjemmeside. Tilbudet fik mig til at vokse 10 centimeter. Jeg blev virkelig stolt over tilbudet. Jeg kunne godt tænke mig at medvirke, og hvis jeg ikke havde tænkt det ordentlig igennem, var mit svar nok også blevet ja. Personalet syntes, det var en dårlig ide. Jeg havde det meget skidt på det tidspunkt. De var bange for, at jeg ville gå hen og få det dårligere, hvis jeg medvirkede. Desuden mente de heller ikke, det var godt for mig, da jeg ville komme til at udstille mig selv. Jeg ærgrede mig over, at jeg måtte sige nej tak. Jeg håber, at jeg vil få et tilbud om at stå frem og fortælle min historie, når jeg er blevet rask.
Efter 4 måneder
I de første 4 måneder gjorde jeg rent med handsker på. En fredag da jeg skulle gøre rent, havde jeg bestemt mig til, at nu kunne jeg godt gøre det uden. Det gjorde jeg også, men det var bestemt ikke sjovt. Det var hårdt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg ikke blev smittet med nogle farlige bakterier. Det blev jeg ikke....tror jeg da. Tvivlen bliver ved med at være der. Hvad nu hvis?!?
Efter jeg havde gjort rent, vaskede jeg altid mine hænder i meget varmt vand med meget sæbe. Jo mere ondt det gjorde jo bedre. Når jeg følte en smerte, var det lig med, at nu havde jeg vasket hænderne grundigt. Mine hænder har ofte været røde og hævede. Jeg kunne aldrig gå i seng efter en rengøring, før jeg havde været i bad også gerne i meget varmt vand, men dog ikke skoldende.
Det var rart, at jeg kunne holde ud at gøre rent uden handsker på. For mig var det et tegn på, at der var sket fremskridt. Personalet så det på det tankemæssige område. Det har jeg haft lidt svært ved. En af pædagogerne spurgte mig en dag, om jeg ville være rask? Hvis jeg ikke ville det, kunne de heller ikke hjælpe mig. Det satte nogle tanker i gang i mig. Jeg tror det på det tidspunkt, var det spørgsmål, som var med til, at jeg lavede fremskridt.
Efter et halvt år
Da jeg havde været på Bøgegården et halvt års tid, begyndte jeg at have lettere ved at være sammen med mine forældre. Det gjorde, at jeg oftere tog hjem på weekend, og at jeg også kunne begynde at nyde det, når jeg var hjemme.
På daghøjskolen begyndte jeg at få undervisning i foto. Det var et fag, jeg blev meget glad for. Det var med til at gøre, at jeg fik mere lyst til at tage ind på skolen. På det hold faldt jeg også i snak med nogle af de andre kursister. Det var godt for mig at have noget at tage af sted til. Det gav mig også en lyst til at stå ud af sengen om morgenen, hvilket jeg gennem hele mit sygdomsforløb har haft meget svært ved.
Efter 8 måneder
Efter cirka 8 måneder begyndte jeg igen at arbejde konkret med mine tvangshandlinger, da de var blevet forøget i den tid, jeg havde været på Bøgegården. Det lykkedes mig også at komme af med et par af de knap så betydningsfulde handlinger.
Det blev efterhånden som tiden gik mere tilladt for mig at vise mine følelser. Jeg blev bedre til at turde vise, hvis jeg f.eks. var ked af det. En dag oplevede jeg mig selv meget vred. Jeg gik ud i haven og kastede med en masse grene. Det kom meget bag på mig, at jeg gav mig til det. Jeg havde før været meget bange for at lade min vrede komme til udtryk.
Efter 1 år og 2 måneder
Jeg begyndte endnu engang at tvivle på, om Bøgegården virkelig var i stand til at hjælpe mig med min OCD. Min tvivl opstod, fordi jeg ikke syntes, jeg fik det bedre i forhold til min OCD. Bøgegårdens vurdering lød på, at det havde hjulpet mig at være der på det følelsesmæssige område. Det kunne jeg også godt se. Jeg valgte derfor endnu engang at arbejde ud fra den måde, Bøgegården mente var den rigtige.
Inde for nogenlunde den samme periode begyndte jeg at tage kørekort. Det var med stor usikkerhed, da jeg den første dag mødte op til teoriundervisning. Det var med tanker som, kan jeg finde ud af det, hvad tænker de andre om mig, hvad hvis jeg dummer mig??? Da jeg havde været til teoriundervisning 2 gange, begyndte jeg at føle mig godt tilpas i de andres selskab. Jeg fandt også ud af, at de faktisk godt ville tale med mig. Da jeg begyndte at have køretimer, gjorde det situationen meget bedre. Min kørelærer spurgte mig ved den første køretime, hvad det var for et sted, jeg boede. Det fortalte jeg ham. Jeg fortalte ham også, at jeg har OCD, og hvad det vil sige. Han var meget forstående, og efterhånden betroede jeg mere til ham. Han blev en værdifuld lytter i en meget svær periode, da jeg jo også på det tidspunkt følte, jeg var i behandling et forkert sted. Min kørelærer blev min ventil, mens jeg gik til køreundervisning. Jeg vil aldrig glemme, hvor stor en hjælp han var for mig. Den dag, jeg bestod køreprøven, var en dag, hvor jeg både var fyldt med glæde og lidt vemodighed. Jeg havde det svært med, at det var afslutningen på de gode samtaler med min kørelærer, men jeg var også stolt over at stå med et midlertidigt kørekort i hånden. Jeg bestod både teori og køreprøven første gang.
Efter 1 år og 8 måneder
Da jeg var færdig med kørekortundervisningen, skulle jeg have noget andet at lave. Daghøjskolen, som jeg tidligere havde gået på, var lukket ned. Jeg havde dog læst i avisen, at 2 private personer havde startet en dagskole op selvstændigt. Jeg besluttede mig for at undersøge, om det var rigtigt. Det viste sig at være sandt. Jeg tog ind på skolen, Madsen & Madsen som den hedder, og tilmeldte mig. Den ene Madsen var jeg begyndt at tale med på den tidligere daghøjskole. Jeg syntes rigtig godt om hende, hvilket gjorde, at det ikke var så svært for mig at starte på Madsen & Madsen. Det gav mig tryghed, at jeg i det mindste kendte 1. Jeg begyndte at tage Pc-kørekort. Man skal bestå alle 7 moduler for at få
Pc-kørekortet. Det var en udfordring for mig, at jeg skulle til at lære en ny person at kende. Ham der underviser i det, havde jeg aldrig talt med før. Det viste sig dog hurtigt at blive godt. Det, at jeg ville tage Pc-kørekort, var også for at teste mig selv. Jeg havde før "kun" haft de kreative fag. Min selvtillid var meget lav, og jeg troede faktisk ikke på, at jeg ville kunne finde ud af noget, der bare mindede lidt om skolearbejde længere. Da jeg havde bestået de første 2 moduler, begyndte jeg at få et lidt andet syn på mig selv. Jeg var stolt, hver gang jeg havde været til prøve og samtidig var bestået 1. gang - hver gang. I denne periode bestod jeg 3 moduler.
Jeg var meget opsat på, at jeg ville være pædagog. Jeg ville gerne tage den pædagogiske grunduddannelse ikke mindst fordi, det var begrænset, hvor meget man skulle gå i skole, da der er meget praktik under denne uddannelse. Jeg troede ikke på, jeg ville kunne finde ud af at gå i skole. Jeg havde meget koncentrationsbesvær og hadede tanken om, at jeg skulle tilbage på skolebænken igen på et tidspunkt. Jeg vidste dog også godt, at en uddannelse til pædagog ikke passede særlig godt sammen med min bakterieangst. Den pædagogiske uddannelse var det eneste, jeg havde for øje, fordi jeg ville skolebænken så lidt som muligt. Jeg snakkede med Lone Madsen om det, og hun foreslog, at jeg kunne begynde på kompetenceafklaring hos dem. Det ville hjælpe mig til at finde ud af, hvilken uddannelse der kunne være god for mig. Kommunen gik med til det, så jeg startede på kurset. Det, at jeg startede på kurset, betød samtidig, at jeg skulle af sted 5 dage om ugen. I løbet af mit kursus på kompetenceafklaring nåede jeg frem til, at jeg vil være Mediegrafiker. I første omgang var det meningen, at jeg skulle starte på grundforløbet "Teknologi og Kommunikation" efter sommerferien. Jeg syntes, det var meget uoverskueligt på dette tidspunkt og ville også gerne have mit Pc-kørekort gjort færdigt. Jeg besluttede derfor at udsætte det til januar.
Jeg var stadig stærkt plaget af mine tvangstanker og tvangshandlinger. Jeg arbejdede med at få mine tvangshandlinger reduceret, men det var svært for mig. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre for at komme dem til livs. Jeg begyndte at mærke savnet af min bror meget. Jeg sad tit og græd i lang tid på værelset. Jeg var så ulykkelig og var bange for, jeg aldrig ville holde op med at græde igen. Jeg havde meget svært ved at udholde at være ked af det og fik derfor ofte selvdestruktive tanker.
Efter 2 år og 3 måneder
Jeg fortsatte på Madsen & Madsen efter sommerferien 2003. Jeg havde fået lov til at gøre mit Pc-kørekort færdig, da det var meget relevant for min videre uddannelse. Jeg var kun af sted 2 gange om ugen. De andre dage deltog jeg i de daglige pligter på Bøgegården. Derudover søgte jeg efter lærerplads til min uddannelse som mediegrafiker. Jeg skulle være færdig med mit Pc-kørekort inden efterårsferien, hvilket jeg også blev. Det faldt mig let for arbejdet med computeren, og jeg nød det. Jeg bestod alle moduler 1. gang. Jeg tog afsked med dem inde på Madsen & Madsen, men det var ikke med min gode vilje. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske efter ferien, hvilket gik mig på. Jeg havde det ikke særlig godt, når jeg gik hjemme på Bøgegården. Jeg kunne ikke holde ud at være der. Det kedede mig at skulle lave havearbejde eller handle ind. Jeg havde brug for at bruge min hjerne. Jeg havde behov for at tænke på noget andet end mine tvangstanker og handlinger.
Da jeg kom tilbage fra efterårsferien, var jeg rigtig negativ. Jeg var kun af sted 2 formiddage om ugen, hvor jeg gik til sekvenstræning. Jeg havde derfor meget tid til at tænke over mit liv, min behandling på Bøgegården og på hvor meget min OCD fyldte. Jeg var ulykkelig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde i det sidste stykke tid ofte talt i telefon med en, jeg har lært at kende gennem OCD foreningen. Jeg fortalte hende, hvor meget min OCD gik mig på. Jeg sagde til hende, at jeg ikke følte, de var i stand til at hjælpe mig med det på Bøgegården. Hun rådede mig derfor til at begynde hos en behandler, som var vandt til at behandle personer med OCD og havde resultater. Det var samtalen med hende, der gjorde, at jeg tog mine egne tanker om min behandling alvorligt. En lørdag eftermiddag sagde jeg til lederen, jeg gerne ville tale med ham. Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville gå til behandling hos en uden for Bøgegården, mens jeg boede der, og at hvis det ikke kunne lade sig gøre, var jeg parat til at tage konsekvensen af det og flytte. Jeg var så desperat efter at få noget professionelt behandling mod min OCD, at min angst for at skulle bo alene kom til at fylde mindre. Jeg vidste, at jeg skulle have hjælp til min OCD, før jeg ville være tryg ved at være alene om natten. Jeg havde været så ulykkelig på det sidste, fordi jeg ikke kunne se en ende på min behandling. Jeg kunne godt se, de havde hjulpet mig meget på det følelsesmæssige område, men da jeg flyttede ind, var det for at få behandlet min OCD. Det var den, jeg så som roden til de fleste af mine problemer. Jeg syntes egentlig, lederen virkede meget forstående. Jeg fik et indtryk af, at han godt ville være med til, at jeg prøvede det. Han sagde, at hvad jeg gjorde i min fritid, kunne han ikke blande sig i. Jeg blev senere klar over, at det var, hvis han ikke kendte til det. Jeg forstod det også som om, at han gerne ville ringe til den behandler, jeg havde nævnt, for at undersøge om han ville tage mig i behandling, mens jeg boede på Bøgegården. Det viste sig senere, at det også var en misforståelse. Jeg kontaktede derfor selv behandleren og fortalte ham om min situation. Jeg fik et indtryk af, jeg godt kunne gå i behandling der i min fritid, uden Bøgegården skulle blandes ind i det. Lederen talte med det øvrige personale om mit ønske. Jeg fik en tilbagemelding, som lød på, at man ikke kunne godkende, jeg gik til en anden behandling, mens jeg boede der. Da jeg ringede og fortalte den behandler, jeg havde kontaktet, det, ville han ikke tage mig i behandling alligevel. Han mente ikke, det var godt med behandling 2 steder. Lederen troede, det ville få mig til at tænke, det var dumt at starte behandling et andet sted, men der tog han fejl. Jeg kontaktede en behandler i Søborg, som jeg også havde talt med en af de andre gange, jeg ikke var tilfreds med Bøgegården. Han kunne ikke se noget problem i, jeg gik til behandling i hans klinik, mens jeg boede på Bøgegården. Vi aftalte, at jeg skulle starte derover hurtigst muligt. Jeg var godt klar over, det nok ville give mig nogle problemer, når jeg valgte Bøgegården fra, men jeg havde aldrig drømt om, at det skulle blive til det mareridt, det endte med at blive. Jeg meddelte lederen, at jeg stod fast ved beslutningen om at starte behandling et nyt sted. Min beslutning betød, at Bøgegården skulle tage stilling til, hvor længe jeg så kunne blive boende. Min sagsbehandler kontaktede lederen, så de kunne drøfte deres holdninger. Ved deres telefonsamtale meddelte lederen, at det var besluttet, at Bøgegården ikke kunne imødekomme mit ønske. De aftalte også et møde, som jeg skulle have besked om. Jeg blev oplyst om mødet aftenen før, det skulle finde sted - klokken 22. Jeg fik at vide af personen, som skulle give mig beskeden, at han havde glemt at meddele mig det først på eftermiddagen. Jeg ringede straks til min far, og vi aftalte, at han skulle komme og deltage i mødet. Jeg har for nylig bedt om aktindsigt i min sag. Ud fra de papirer kan jeg læse, at mødet er aftalt 4 dage før, det skulle finde sted. Det får mig til at undre over, hvorfor jeg fik beskeden SÅ sent. Det bliver meddelt mig på mødet, at jeg ikke kan blive boende på Bøgegården og samtidig få behandling i Søborg. Jeg blev tilbudt, at Bøgegården kunne rette behandlingen til, så der blev arbejdet mere kognitivt med min OCD. Jeg sagde, jeg ikke var interesseret i dette, da de før har tilbudt mig det og også har gjort det, men kun i det omfang de kender til kognitiv adfærdsterapi. Når jeg beklagede mig over, det ikke virkede, sagde de, det var fordi, jeg ikke ville det nok. De spurgte ofte, hvordan de så skulle hjælpe mig. Det vidste jeg ikke. Hvis jeg havde vidst det, var der vel egentlig heller ikke nogle grund til, jeg gik i behandling, så kunne jeg have behandlet mig selv. Jeg holdt fast ved min beslutning, om at jeg ville starte i behandling i Søborg. Jeg fik derfor at vide, at jeg senest skal være flyttet den 1. februar 2004.
Da jeg var begyndt at snakke om alt det med en ny behandling, aftalte jeg med lederen, at jeg kunne komme i praktik på Madsen & Madsen en uge, hvis det var i orden med dem. I denne uge var jeg også til møde, med den sagsbehandler som skal tage stilling til, om jeg kan komme på revalidering. Hun bevilligede, at jeg kunne gå på Madsen & Madsen frem til jul. Det var fedt. Det fik mig i bedre humør.
I den seneste tid
Det har været hårdt, lige siden jeg traf beslutningen om, at jeg ville starte på behandling i Søborg. Jeg føler, at jeg har mødt meget modstand fra Bøgegårdens side. Når jeg har været til samtaler med min "såkaldte kontaktperson", har der været fokuseret meget på, hvad der kan gå galt, når jeg skal bo alene. Jeg har virkelig forsøgt at se positivt på min situation, da jeg tænker, at ellers er det dømt til at mislykkes på forhånd. Jeg synes, det er hårdt, at være tvunget til at skulle tale med sin kontaktperson en gang ugentlig, for der kommer ikke noget positivt ud af det. Hun er altid så negativ, hvilket jeg ikke kan holde til at høre på længere. Jeg synes, det er meget mærkeligt, at nu hvor jeg ikke har lyst til at tale med min kontaktperson hver uge, skal jeg. Jeg får at vide, man skal have en ugentlig samtale med sin kontaktperson. Da jeg tidligere klagede over, jeg ikke altid snakkede med min kontaktperson hver uge, fik jeg at vide, at det skulle man heller ikke. Jeg synes, det er meget forvirrende. For mig lyder det som om, at reglerne går på, hvad der lige passer dem i situationen. Det har været ulideligt at være på Bøgegården på det sidste. Meget af min fritid har jeg tilbragt alene på mit værelse. Jeg kunne ikke holde ud at være i nærheden af personalet. Jeg følte ikke, jeg mødte andet end bebrejdende blikke. Det kan godt være, jeg ind imellem har set syner, men kan man næsten andet, når man er sårbar og har mødt meget modstand gennem en længere periode? Jeg deltager ikke længere i hverken terapi eller gruppeterapi på Bøgegården. Det gav en lille konflikt, da jeg meddelte, jeg ikke ville deltage i det længere. Jeg kan ikke se nogen mening i at deltage i det mere. Jeg har også svært ved at kunne passe det tidsmæssigt, med det øvrige jeg skal deltage i såsom skole, sekvenstræning og rengøring. Terapeuten på Bøgegården kunne ellers ikke se noget problem i, at jeg både skulle passe min uddannelse, have terapi, gruppeterapi, ugentlig samtale med kontaktperson på Bøgegården og til en ugentlig behandling i Søborg.
Jeg er startet i behandling hos en psykolog i Søborg. Jeg startede derover den 2. december. Det var så fedt. Det er første gang, jeg har talt med en, som, jeg føler, virkelig forstår, hvad jeg taler om. Hun vil ikke have mig til at finde alle mulige dybereliggende grunde til, hvorfor jeg gør, som jeg gør. På Bøgegården føler jeg, man har fokuseret meget på min barndom. Jeg har tit været meget ulykkelig, fordi jeg ikke har kunnet forstå, hvorfor jeg laver mine tvangshandlinger. Jeg ved det stadigvæk ikke, men nu har jeg større forhåbninger for, at jeg på et tidspunkt vil finde tanken, som ligger bag min OCD. Jeg omtaler min OCD som en djævle. Englen forsøger hver dag at bekæmpe djævlen, men det er meget sjældent, det lykkes. Hver dag er en kamp i mit sind. En kamp, som jeg tror, en dag vil føre til helbredelse.
Jeg har i den seneste tid været på Madsen & Madsen hver dag. Det har været guld værd for mig at komme derind igen. Jeg ville aldrig have klaret min kamp uden det sted. Madsen & Madsen har været mit fristed. Jeg har tilbragt alle mine dage inde i computerrummet. Jeg har lært at lave hjemmesider helt fra bunden af Bent. Det er mens, jeg har gået derinde, at jeg har lavet langt det meste på denne hjemmeside. Det har været fedt at se det udvikle sig på den måde, som det har gjort. Da jeg begyndte at læse de første sider, om hvordan man bygger en hjemmeside op, troede jeg aldrig, der skulle komme noget godt ud af det i den sidste ende. Det synes jeg selv, der er. Det at lave en hjemmeside kan jeg også se som noget brugbart på min uddannelse til mediegrafiker. Jeg skal starte på skolen den 5. januar 2004. Det er mærkeligt for mig at skulle starte på en uddannelse, for jeg føler ikke, det er særlig længe siden, jeg overhovedet ikke kunne se mig selv på skolebænken igen. Jeg glæder mig til at starte. Starten i det nye år bliver nok en hård tid, da jeg udover at skulle starte på uddannelse også skal flytte i ungdomsbolig til den 1. februar. Kommunen er for øjeblikket ved at undersøge, om jeg kan blive tilknyttet et støttecenter. Hvis jeg kan det, vil det betyde, at jeg kan få besøg af en kontaktperson fra støttecenteret et par gange om ugen. Jeg håber, det kan lade sig gøre. Året 2004 bliver for mig starten på en ny periode af mit liv.
Starten på en ny periode af mit liv
År 2004 har budt på mange nye oplevelser. Jeg startede på CEU, da jeg kom tilbage på Bøgegården efter juleferien. Det gav mig et nyt friskt pust at komme ind på skolen. Jeg mødte en masse positive og glade unge mennesker. Det var virkelig rart. Jeg syntes, det var utroligt, hvilken forskel det gjorde ved mit humør. Jeg blev påvirket i positiv retning af den gode stemning. Lige så snart jeg trådte ind ad døren på Bøgegården, dalede mit humør igen. Jeg fandt ud af, at jeg sagtens kan fungere på lige fod med andre unge. Det var af meget stor betydning for mig, da Bøgegården flere gange har udtrykt deres bekymring for, hvordan jeg fungerer socialt sammen med andre unge. Det, de har vurderet det ud fra, var mit samvær med de unge ude på Bøgegården. Jeg har ofte forklaret personalet, at jeg isolerede mig, fordi jeg ikke kunne holde alt den tristhed ud, der ofte var. Det havde de tilsyneladende lidt svært ved at forstå.
Januar var en meget hård måned. Jeg følte ikke, at jeg hørte til nogle steder. Jeg følte mig meget alene. Den eneste grund til, at jeg stadig var på Bøgegården, var, at jeg behøvede et sted at sove. Når jeg var på Bøgegården, tilbragte jeg det meste af tiden på værelset. Jeg følte mig ikke velkommen i personalets selskab. Det var jeg sikkert - jeg ved det ikke. Jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvor jeg stod henne i forhold til dem. For at sige det kort var det et mareridt at være derude i den sidste måned. Det, der holdt mit humør oppe og gjorde, at jeg kunne modstå mine selvdestruktive tanker, var skolen og samtalerne hos psykologen i Søborg. Uden det ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort. Jeg har mødt en meget positiv respons på min måde at være på inde på skolen. Den første gang jeg fortalte nogle af de andre elever, hvad jeg slås med, blev jeg mødt med overraskende blikke. De havde slet ikke forestillet sig, at jeg har nogle psykiske problemer. Jeg, som altid virker så glad. Jeg har en rigtig god hjælp i min humor og ironi. Det kan hjælpe mig med at skjule meget, men også hjælpe mig med at fokusere på andet end problemer. Det er befriende.
Jeg skulle være ude af Bøgegården senest den 31. januar 2004. Jeg nåede ikke at få et sted at bo inden den dato. Jeg kontaktede derfor min sagsbehandler og gjorde hende opmærksom på mit boligproblem. Det eneste, hun kunne tilbyde mig, var, at jeg kunne flytte ind på Overmarksgården, som er et forsorgshjem. Jeg havde ikke lyst til at flytte ind sådan et sted. Jeg aftalte derfor med mine forældre, at jeg flyttede hjem til dem, indtil jeg fik et sted at bo. Hjemme fra mine forældre havde jeg 2 timers transport til skole hver dag. Jeg boede hos dem indtil den sidste weekend i februar, hvor jeg flyttede ind i min ungdomsbolig.
De holdt afskedsmiddag for mig på Bøgegården. Det var en blandet fornøjelse. Jeg syntes ikke rigtigt, der var noget at fejre. Mit ophold sluttede på en mærkelig måde, og jeg vidste ikke længere, hvordan jeg skulle forholde mig til personalet.
Jeg flyttede den 31. januar 2004. Lederen var der ikke for at tage afsked med mig. Han havde heller ikke gjort det en af de andre dage. Det skuffede mig meget. Der mistede jeg det sidste af respekten for ham. Det var mærkeligt at se mit værelse blive tomt. Det havde været mit hjem i 2½ år. Der var sket så meget i dette rum. Der var blevet grinet, spillet højt musik, set film og ikke mindst stortudet. Det var en del af mit liv, jeg nu skulle tage afsked med. Det, der var sværest ved at skulle flytte fra Bøgegården, var, at jeg skulle væk fra de dejlige mennesker, der bor derude. Et par stykker af dem vidste jeg, jeg ville komme til at savne rigtig meget. Vi har haft mange positive oplevelser sammen, men de oplevelser kan ikke gøre mig rask. Der skal langt mere til. Jeg vidste dog også, at hvis jeg ville have et håb for at få det bedre, så var jeg nødt til at flytte. De ville aldrig blive i stand til at hjælpe. Jeg havde brug for professionel hjælp. En hjælp som hedder kognitiv adfærdsterapi og selvværdstræning. Det kunne ikke blive ved på den måde længere. Det har bare gjort så ondt at indse. Jeg havde længe bevaret håbet om, at de havde ret i, at de var i stand til at hjælpe mig. Det var de ikke. Derfor flyttede jeg. Jeg flyttede for at få hjælp til at starte på et nyt og bedre liv. Hjælpen får jeg i Angst og OCD klinikken i Søborg.
Bøgegården har været et kapitel i mit liv, som nu er slut.
Opgivenhed
Det er hårdt at være i behandling. Jeg har været på vej til Langbortistan mange gange, mens jeg har været på Bøgegården. Jeg har følt mig så rastløs, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg kunne bare ikke finde ro nogle steder. Mine tanker var sorte og opgivende. Hvorfor være på jorden, når det skal være så uudholdeligt? Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv. Jeg har haft nogle tidspunkter, hvor jeg havde mest lyst til at gøre mit liv forbi. Jeg har ikke gjort det, for jeg tør ikke, og jeg vinder heller ikke noget ved det, men smider derimod mit liv væk.
Når jeg havde dage, hvor jeg var fyldt med en indre smerte, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved, blev jeg meget selvdestruktiv. Jeg ridsede i mig selv med ståltråd, papirclips, spidse sakse, og hvad jeg ellers havde ved hånden. Da det ikke længere var nok, begyndte jeg at skære mig med en kniv. Jeg gjorde det på mine arme. Det skulle helst begynde at bløde, så det rigtig kunne ses og mærkes. Jeg skjulte det så godt, jeg kunne, når jeg havde gjort det. Mange gange var det min måde at få afreageret på. Mit hoved var fyldt op med indviklede tvangshandlinger og tanker. Jeg havde brug for ro. Jeg havde brug for at få det ud. Alt min tristhed og vrede var jeg også nødt til at have ud. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af det. Jeg havde også svært ved at græde, det kunne jeg for det meste, efter jeg havde givet mine arme den voldsomme tur.