 |
|
|
| OCD hos børn og unge |
Bogen er skrevet af Per Hove Thomsen samt andre forfattere. Nogle af dem er ocd-ramt og har skrevet en personlig beretning. Den er udgivet af Psykologisk forlag.
En bog om tvangstanker og tvangshandlinger.
"De fleste af os kender fra dagligdagen et vist omfang af ritualer og tvangstanker. Hos nogle børn og unge tager ritualerne magten, og tvangshandlinger dominerer hele dagen. I de tilfælde kan der være tale om OCD (obsessiv-kompulsiv sygdom, dvs. svære tvangstanker og tvangshandlinger). OCD er en relativt hyppig psykiatrisk lidelse, som rammer omkring 1 ud af hver 100 børn og 3 ud af 100 voksne.
Hvad vil det sige at lide af OCD? For et barn kan det betyde, at det må bruge alle vågne timer på at udføre alskens ritualer, checke at døre er lukkede, og el-installationer er slukkede, eller at barnet føler sig tvunget til at vaske hænder 50 gange om dagen, ofte så voldsomt at hænderne vaskes til blods. Langt de fleste børn og unge kan behandles effektivt med terapi og medicin.
OCD hos børn og unge præsenterer den mest opdaterede og veldokumenterede viden om OCD og omhandler såvel kliniske som behandlingsmæssige aspekter. Bogen beskæftiger sig primært med børn og unge med OCD, men den beskrevne klinik og behandling vil være gældende også for voksne med OCD. Målgruppen er primært fagfolk, som kommer i kontakt med børn og unge med OCD, men også OCD-ramte og deres pårørende kan her hente central viden.
Bogen er skrevet af psykologer, børne- og ungdomspsykiatere og socialrådgiveren tilknyttet OCD-ambulatoriet ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i århus og indeholder endvidere beretninger af en forælder, unge OCD-ramte samt repræsentanter fra den danske OCD-forening."
|
|
|