Dagbog

Den 26. januar 2010 - Forandring fryder - eller gør det? Den 17. oktober 2009 - På den rette vej Den 15. marts 2009 - Intet nyt under solen! Den 8. november 2008 - Mit møde med sundhedsministeren, Jakob Axel Nielsen. Den 28. september 2008 - Sundhedsministeren vil modtage mine underskrifter. Den 4. august 2008 - Så lykkes det måske endelig... Den 20. maj 2008 - Fremskridt efter optagelserne til QTV - se QTV på nettet. Den 18. april 2008 - Jeg kommer i TV-talkshowet "QTV" den 29. april 2008 Den 2. april 2008 - Kolding Kommune bryder forvaltningsloven! Den 25. marts 2008 - Fremskridt - dog stadig hemmelige... Den 15. januar 2008 - I Jydske Vestkysten igen! Den 28. oktober 2007 - Problemer med den adresse jeg har udbredt om min underskriftindsamling! Den 2. september 2007 - Hvor uskyldig er den antidepressive medicin? Den 21. juni 2007 - Underskriftindsamling til støtte for OCD-ramte Den 21. marts 2007 - Se mit foredrag fra Christiansborg Den 26. september 2006 - Foredrag på Christiansborg Den 29. august 2006 - Livet er stadig svært Den 15. maj 2006 Den 24. februar 2006 - Min søster er død Den 23. februar 2006 - Foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg Den 18. november 2005 Den 6. juli 2005 - "I Tankernes Vold" Den 10. maj 2005 - Udsendelser om OCD Den 29. april 2005 - Dokumentar på TV2 Den 10. april 2005 Den 26. februar 2005 Den 28. november 2004 Den 2. oktober 2004 - Har brug for hjælp til min kamp mod systemet! Den 8. august 2004 Den 11. juli 2004 Den 24. juni 2004 - TV syd Den 5. juni 2004 Den 12. april 2004 Den 15. januar 2004 Den 26. januar 2010 - Forandring fryder - eller gør det? Onsdag den 20. januar blev udsendelsen med mig i QTV på kanal 4 genudsendt. Jeg var ikke blevet informeret om dette af holdet bag QTV, så jeg blev lidt overrasket, da jeg modtog en sms fra en af mine venner, hvor der stod det. Samtidig generede det mig en anelse, for jeg var ikke indstillet på at skulle blive "genkendt" endnu en gang. Det er stadig de færreste af mine studiekammerater, der kender til min livshistorie. Formentlig har størstedelen af dem aldrig overvejet at google mit navn og dermed fundet min hjemmeside! Den efterfølgende dag modtog jeg også beskeden inde på skolen: "Jeg så dig i fjernsynet i går..." Mit svar var: "Åh nej!" Efterfølgende forklarede jeg, at udsendelsen var en genudsendelse, som blev sendt første gang for snart 2 år siden, og at det er lidt mere end 2 år siden, at optagelserne fandt sted. Jeg følte, at jeg var nødt til at sige sådan, for den person, der var i QTV onsdag aften, er ikke mig længere... Eller det er selvfølgelig stadigvæk mig, men det, jeg siger i udsendelsen, passer heldigvis ikke på mig længere. Jeg har det på mange måder meget bedre, end jeg havde det dengang. Min OCD fylder stadig i mit liv, men jeg befinder mig ikke nært så ofte i et fængsel længere, som jeg gjorde dengang, hvilket jeg er lykkelig for. Desuden fungerer jeg meget bedre socialt, end jeg gjorde for to år siden, og mit liv har fået et større livsindhold. Overvejende er jeg blevet et langt gladere menneske, end jeg har været i mange år - et mere frit menneske, kan man også sige. Mine dage kan stadig være en kamp, men dagene hvor det forholder sig sådan, bliver stadig færre. Noget andet er, at jeg stadig er meget energiforladt i perioder, og jeg har stadig et stort søvnbehov. Dette har jeg selvfølgelig, fordi jeg stadig kæmper med min OCD. Den største forskel på dengang og nu er, at jeg er begyndt at vinde flere af mine kampe, end jeg gjorde dengang! Det er ikke sådan, at jeg har fortrudt, at jeg sagde ja til at medvirke i QTV for lidt mere end to år siden, for det er stadig vigtigt for mig at stå frem og fortælle min historie, så andre kan blive klogere på OCD. Jeg kunne bare godt ønske, at jeg havde fået muligheden for at fortælle, hvordan mit liv ser ud i dag. Jeg håber, at jeg får denne mulighed, når jeg er helt klar til at stå frem igen. Min positive forandring er det desværre ikke alle, der kan tolerere. Det undrer mig meget, at det skal være sådan, og det gør ondt, men for nogles vedkommende er jeg ikke længere den person, som jeg var, da de lærte mig at kende. Dette har betydet, at der er blevet tyndet ud i min vennekreds. Jeg havde nogle venner en gang, som ikke længere er mine venner. Vi er ganske enkelt vokset for langt fra hinanden. Én af årsagerne er nok, at jeg er begyndt at markere, hvor mine grænser går. Jeg lader mig ikke længere bestemme over. Tidligere har jeg fundet mig i det meste, men det gør jeg heldigvis ikke længere. Det er blevet vigtigt for mig, at andre ikke bestemmer over mit liv. Jeg vil have lov til at sige fra, når/hvis der er noget, jeg ikke vil være med til. Egentlig ser jeg dette som et sundhedstegn, men det er ikke alle i min omgangskreds, der har det samme syn på det. Nogle gange spørger jeg mig selv, om min forandring er det værd, når jeg ligefrem mister venner på at få det bedre... Det skaber jo i forvejen en vis uro i mig at undergå de store forandringer, så det gør det ikke just bedre, at nogle af mine venner ikke kan acceptere forandringen. Efter at have tænkt det igennem flere gange, er jeg dog nået frem til, at mit helbred er vigtigere end mine venners forståelse og accept. Det gør ondt, at der skal falde nogle fra undervejs, men det er på tide, at jeg tænker mere på mig selv end på andre. Derfor vil jeg ikke lade andres manglende accept og forståelse for min forandring bremse mig på min vej ud af min OCD. Jeg har et mål - nemlig at gå hele vejen. Hvis nogle personer i min omgangskreds ikke har forståelse for, at jeg forandrer mig på denne vej, så må de tage valget om at falde fra. Nogle gange vokser man fra hinanden, og der er nok en stor risiko for, at jeg vokser fra flere, end jeg allerede er gjort. Alle mennesker gennemgår en forandring i løbet af livet, men min forandring er nok større/bliver større end de fleste andres i og med, at jeg har været igennem så meget i løbet af mit forholdsvis korte liv. Derfor har jeg forståelse for, hvis nogle mener, at min forandring er blevet for stor til, at vi stadig har noget til fælles. Det ændrer dog ikke på, at det stadig gør ondt at miste venner, fordi man har fået det bedre... Min vej er stadig lang, og jeg har fortsat brug for støtte fra mange mennesker. Der er endnu et stykke tid til, at jeg kan se mig ude af min OCD. Jeg håber dog fortsat på, at dagen vil komme, hvor jeg kan kalde mig tidligere OCD ramt, selvom troen på det stadig kan være lille... Den 17. oktober 2009 - På den rette vej For 2-3 uger siden var der en opdatering her på hjemmesiden. Opdateringen var her lige til den dag, hvor jeg kom til at slette den ved et uheld, fordi jeg ikke tænkte mig helt om. Det ærgrer mig meget, for jeg var ret godt tilfreds med det, jeg havde skrevet. Jeg husker ikke alt, hvad jeg havde skrevet, men jeg vil forsøge at skrive nogenlunde det samme igen... Et af emnerne var, at det går fremad for mig med min OCD. Jeg har dog haft et tilbagefald med mad, da jeg i midten af august blev ramt af en ret voldsom infektion pga. noget kylling, som jeg havde spist. Når sådan noget sker for mig, reagerer jeg meget konsekvent, og jeg kunne derfor i en kort periode hverken få mig selv til at tilberede kylling eller andre former for kød. Til at starte med kunne jeg derfor kun spise det kød, som andre havde tilberedt til mig, og jeg lavede kun suppe til mig selv. Jeg vidste, at jeg var nødt til at bide tænderne sammen og spise kylling meget snart, så jeg kunne få aflivet den nyopståede angst, inden den blev al for voldsom. Derfor købte jeg en dag nogle chicken Nuggets, som jeg spiste uden problemer. Kort efter lavede jeg noget laks til mig selv. Omtrent en uge efter tilberedte jeg kylling til mig selv, som jeg spiste uden at blive angst. Det var virkelig fedt. At jeg kan komme så hurtigt tilbage efter en så voldsom infektion fortæller mig, at jeg har en meget større kontrol over min OCD, end jeg har haft tidligere. Det gør mig glad, da det for mig er et tegn på, at det virkelig går i den rigtige retning. Jeg er godt klar over, at min OCD stadig fylder alt for meget i mit liv, men jeg er begyndt at have en oplevelse af, at jeg er i stand til at få kontrollen over den, hvis jeg blot hænger i og kæmper imod den forbandede angst, som det medfører, når jeg afholder mig fra at lave mine tvangshandlinger. Mine tvangstanker kan være meget styrende, og de er nok sværere for mig at gå imod, end mine tvangshandlinger er. Formentlig skyldes det, at tvangshandlinger er noget, man kan stoppe med at gøre sådan rent fysisk. Tvangstankerne bliver jo ved med at komme, selvom jeg gerne vil ændre dem. Disse tanker skal jeg gå mentalt imod, og det kræver både energi, overskud og et stort mod, hvilket jeg ikke altid har. I mange år har jeg syntes, at det er vildt svært at forklare andre mennesker, hvor meget det går ud over ens livskvalitet, når man lider af OCD. Egentlig har jeg troet, at det ville være en af mine sværeste opgaver i livet at forklare andre det. Nu er det dog begyndt at gå op for mig, at der er noget, som er mindst ligeså svært at få andre til at forstå. Nemlig hvad det gør ved én, når man har mistet en eller flere søskende. Som man ved, hvis man har læst hele min hjemmeside, har jeg mistet begge mine søskende. Jeg er dermed gået fra at have haft to ældre søskende til at blive enebarn som 22-årig. Det er ikke nogen sygdom eller psykisk lidelse at miste begge sine søskende, men det har alligevel en stor indgriben i ens liv. Tabet af mine søskende har forandret mig på mange måder. Nogle vil måske mene, at jeg er blevet mere kold. Måske kan man godt kalde det for det, men jeg vil nok nærmere sige, at der skal mere til for at få min sympati. På mange måder har jeg haft mange store problemer/udfordringer i mit liv, hvilket har medført, at jeg har svært ved at udvise sympati, når folk er nede over problemer, som jeg ser som små. I virkeligheden ville jeg da ønske, at de problemer, som mine jævnaldrende ser som store problemer, også var store problemer for mig, da det jo ville være tegn på, at jeg ikke havde mødt de barske sider af livet allerede nu. Sådan er det bare ikke, og derfor kan jeg måske godt virke lidt kold til tider... Samtidig har tabene betydet - specielt tabet af min søster - at det føles som om, jeg har mistet en del af mig selv. Det er som om, at en del af min identitet er gået tabt. Muligvis kan det godt være lidt svært at forstå, men jeg kan ikke forklare det bedre... Det er også meget svært for mig, at jeg er blevet enebarn. Jeg mangler min søster hver dag. Det er så mærkeligt, at jeg ikke bare kan tage telefonen og ringe til hende. Det gør mig ked af det, at hun ikke længere kan give mig et klem. Derudover har jeg svært ved at acceptere, at hun ikke fik lov til at opleve, at jeg har fået det bedre på så mange måder. Der er så mange tidspunkter, hvor jeg mangler hende i mit liv, hvilket der altid vil være. I min familie vil der altid mangle to. Savnet forsvinder aldrig, som nogle tror, men forhåbentlig forsvinder sorgen med tiden. Sorgen er enormt energikrævende, og den fjerner noget af glæden fra livet. Det er i virkeligheden først, når man har mistet noget, at man ved, hvor betydningsfuldt det ER, det man har mistet... Som jeg også skrev i det tabte indlæg, er der begyndt at gå længere imellem, at jeg får opdateret min hjemmeside. Jeg har fået et behov for at holde mere for mig selv. Jeg har været meget i medierne i nogle år, hvor jeg været meget åben og ærlig. Det er ikke noget, jeg på nogen måde har fortrudt, men det er nok en medårsag til, at min hjemmeside er gået lidt i stå. Jeg fik pludselig et behov for at holde mere for mig selv i en periode. Dette behov er ikke det samme som, at jeg vil takke nej, hvis jeg får en ny henvendelse fra medierne, da jeg stadig gerne vil være med til at oplyse om OCD, og de vanskeligheder man kan møde i systemet - som kampen for at få sine behandlinger betalt. Det sidstnævnte er nok nærmest blevet min hjertesag, og den har jeg ikke tænkt mig at slippe lige med det samme. Nu er det heller ikke sådan, at jeg vil lade hjemmesiden gå helt i stå, men jeg er begyndt at vie min overskydende tid til min bog, som jeg gerne vil have færdig snart. Min bog kommer til at gå noget mere i dybden end denne hjemmeside. Derfor frarøver den som sagt noget af den tid, jeg ellers kunne have brugt på at opdatere min hjemmeside. Jeg vil fortsat lade Jer følge med i de vigtigste ændringer i mit liv, som har betydning for min OCD, men der kan som sagt godt gå længe imellem. Den 15. marts 2009 - Intet nyt under solen! Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet herinde. Egentlig har jeg ikke noget nyt at berige med, men jeg vil alligevel forsøge at få kradset lidt ned... I forhold til mit møde med Sundhedsministeren, er der intet nyt i sigte. Jeg går og overvejer at sammenfatte en mail til ham blot for at høre, om han har tænkt sig at gøre noget! Desværre tror jeg, at jeg kender svaret, så et eller andet sted kan det nok slet ikke betale sig. Samtidig synes jeg ikke, at mit store stykke arbejde skal have lov til at falde helt til jorden uden videre, så jeg skal nok få sendt ham en mail snarest. På det seneste har jeg modtaget mange henvendelser fra 9. klasses elever, som gerne vil skrive projektopgave om OCD. De vil så gerne have lov til at interviewe mig... Jeg er også blevet kontaktet af studerende fra videregående uddannelser. Til stadighed undrer jeg mig over, hvad det er, andre finder så interessant ved lidelsen OCD... Hvad er det, der gør, at de gerne vil vide noget om en lidelse, som er så belastende og ødelæggende for de ramte? Skyldes det, at det er så svært at forstå os, eller er det nærmere fordi, den på mange måder er en meget spøjs lidelse? Det kan godt gøre mig lidt nysgerrig. For øjeblikket er jeg i en periode, hvor min OCD er trukket lidt i baggrunden. Den fylder ikke så meget i mine tanker, da noget andet har taget over. Sorgen er endnu en gang blusset op, og så er der tilsyneladende ikke plads til så meget andet... Det er hårdt og til tider ensomt, men mon ikke jeg endnu en gang finder vejen ud? På mange måder tror jeg, at jeg har/har haft et liv, som kan være svært for andre at forstå omfanget af. Mit liv er i den grad blevet forandret flere gange, og det skete har forandret mig. På mange måder er jeg blevet et mere eftertænksomt menneske, end jeg oplever, at andre er. Så invaliderende oplevelser får virkelig én til at spekulere over livets mærkværdigheder. Det er meget svært at forklare. Jeg tror, man er nødt til at have oplevet det selv for at forstå, hvad det er, jeg tænker... Jeg vil lige sige, at min OCD fylder mindre, end den tidligere har gjort. Der er begyndt at være plads til de gode og sjove oplevelser i mit liv - bl.a. fester. Det er oplevelser, som giver mening. De gør det sjovt at leve. Gad vide hvordan jeg har kunnet klare mig uden disse fester i hele mit teenageliv? Det er mig en gåde nu, men formentlig skyldes det, at jeg ganske enkelt har haft det for dårligt til at kunne nyde det. Godt at tingene kan ændre sig med tiden - og den rette behandling. Den 8. november 2008 - Mit møde med sundhedsministeren, Jakob Axel Nielsen. Først vil jeg gerne takke alle Jer, der har bidraget med en underskrift til min online underskriftindsamling. Jeg endte med at få indsamlet 1790 underskrifter på, at der bør indføres gratis psykologbehandling til OCD ramte i Danmark. Underskrifterne afleverede jeg til sundhedsministeren, Jakob Axel Nielsen, torsdag den 30. oktober 2008. Udover ministeren og jeg deltog to kvinder ved mødet. Mit gæt er, at det var to af ministerens embedsmænd. Jeg startede med at give ministeren de 1790 underskrifter, og jeg sagde til ham: "1790 personer har skrevet under på, at OCD ramte bør have gratis, specialiseret psykologbehandling." Jakob Axel Nielsen takkede for underskrifterne, hvorefter han sagde: "Det er et godt stykke arbejde, du har gjort Lisbeth, men det er nok lidt overflødigt, da vi er kommet dig i forkøbet!" Sandsynligheden for, at han ville komme med den sidste bemærkning, havde jeg tænkt, var stor, så jeg var beredt. Nogle få dage før mit møde med sundhedsministeren var der blevet indført behandlingsgaranti til psykisk syge via Satspuljeordningen. Ordningen var og er jeg ikke tilfreds med. Jeg mener ikke, at den dækker behovet hos alle OCD ramte, hvilket jeg også sagde til Jakob Axel Nielsen. Udover behandlingsgarantien er der en specialordning for personer med angstlidelser i let til moderat grad, som kommer til at gælde fra 2010. Ordningen kommer til at betyde, at disse patienter kan blive henvist til en psykolog, der har overenskomst med sygesikringen. Jeg sagde til ham, at jeg tror, de sværest OCD ramte vil komme i klemme ved ordningen. Både fordi de ikke er omfattet af den, og fordi de mest specialiserede psykologer har fravalgt at have overenskomst med sygesikringen. Sundhedsministeren var stadig ikke enig med mig, men det kan man nok heller ikke forvente af én, der ikke ved, hvad det vil sige at få for dårlig og en alt for utilstrækkelig behandling! Jeg havde i punktform skrevet ned, hvad der var vigtigt for mig at få sagt. Det blev dog hurtigt overflødigt, da sundhedsministeren viste sig at være en meget sympatisk mand. Han ville gerne høre, hvordan det er for mig at leve med OCD, og hvordan det er startet. Jeg fortalte ham om flere situationer, som jeg normalvis ikke taler så højt om, og som jeg ikke ønsker at komme ind på her. Det gav Jakob Axel Nielsen et indblik i, hvordan det er at lide af OCD. Desuden fortalte jeg ham om den fejlbehandling, jeg har været udsat for på Bøgegården, og hvordan det fik mig til at miste tilliden til det offentlige system. Dette havde jeg indtryk af, at han egentlig godt kunne forstå. Vi fik også en snak om de behandlingstilbud i det offentlige system, som jeg knap nok har fået. Derudover sagde jeg til ham, at hvis man er i behandling i det offentlige system for OCD i svær grad, så vil man ofte risikere at skulle skifte behandler undervejs, da man har behov for et langt forløb. Dette er ikke godt, når man skal behandles for OCD. Årsagen er, at man har behov for et tillidsforhold til behandleren for at turde gå med til eksponeringerne. Jeg sagde, at ethvert behandlingsskift vil betyde, at denne tillidsrelation skal bygges op på ny. I det private system er der mindre risiko for, at man må skifte behandler midt i et forløb. Til slut sagde ministeren, at han er glad for, han har mødt mig. Dette har givet ham et indblik i, hvordan det er at leve med OCD, og det gør det lettere for ham/dem, når de skal tage stilling til, hvordan de skal hjælpe os. Helt til sidst sagde han: "Jeg håber, du får det så godt, som det overhovedet er muligt at have." Jeg takkede, og vi gav hånd til afsked. Jeg føler mig ikke sikker på, at jeg får opfyldt mit krav om gratis, specialiseret psykologbehandling til OCD ramte lige med det samme. Jeg ved dog, at jeg har været med til at gøre en forskel. Det kunne jeg mærke ved mit møde med Sundhedsministeren. Jeg har været med til at gøre en stor forskel, og jeg er én af årsagerne til, at OCD langt om længe er kommet på dagsordenen. Mit hårde og lange stykke arbejde når højst sandsynligt ikke at komme mig til gavn, men nu ved jeg i det mindste med mig selv, at jeg har gjort, hvad jeg kunne. Det var meningen, at TV-Avisen på DR1 skulle have dækket afleveringen af underskrifterne. Desværre for mig og alle OCD ramte valgte DR1 at svigte mig blot 1 time før mit møde! Jeg er stadig træt af, at de traf det valg, da jeg mener, medierne har en magt, som de kunne have brugt positivt i dette tilfælde. Sådan skulle det ikke være denne gang, og jeg håber blot, at jeg har gjort et så dybt indtryk på Sundhedsministeren, at han hjælper OCD ramte uden mediernes pres. Nedenfor kan du se, hvad jeg havde planlagt at sige til Sundhedsministern. Det er ikke spildt arbejde, da jeg har givet Jakob Axel Nielsen det på skrift. •Der er penge at spare ved at betale OCD ramtes psykologbehandlinger: I forhold til én person har jeg regnet ud, at samfundet kan spare: - Hvis jeg skal være på førtidspension de næste 42 år, vil det koste samfundet 7.676.928 kr. - Hvis man i stedet gav mig en behandling hos en psykolog i 1 time om ugen til f.eks. 1000 kr., 45 uger om året i 5 år samt førtidspension i 5 år, ville det koste samfundet 1.138.920 kr. - Det ville spare samfundet for 6.538.008 kr. Beløbet er i nutidskroner. - Regnestykket er kun gældende for én OCD ramt på førtidspension. Der vil kunne spares oceaner af penge, hvis man medtager de resterende ca. 150.000 OCD ramte. Mange af dem lever af en eller anden form for understøttelse. Samtidig vil det forbedre de OCD ramtes livskvalitet. •Når man sammenligner udgifterne for privat psykologbehandling med psykologbehandlingen i det offentlige system, kan der også spares penge - altså ved at benytte de private psykologer: Der er lavet en undersøgelse i det tidligere Århus Amt og det tidligere Fyns Amt, hvor man gav depressionsramte psykologbehandling. - I Århus Amt blev de depressionsramte behandlet af psykologer i det offentlige system. - I Fyns Amt blev de depressionsramte behandlet af privatpraktiserende psykologer. De depressionsramte havde her en egenbetaling på 40% af udgiften. Der var blandt andet følgende resultater: - I Fyns Amt kom de depressionsramte hurtigere i behandling end i Århus Amt, hvilket medførte færre lægebesøg og mindre indtagelse af medicin for de depressionsramte i Fyns Amt. Dette havde en økonomisk gevinst. Det jeg ser som det mest interessante ved undersøgelsen er psykologudgifterne: Hvis man forudsætter, at der ingen egenbetaling er i Fyns Amt for at kunne sammenligne med udgifterne i Århus Amt, så vil omkostningerne ved psykologbehandling per person være følgende: Århus Amt 8000,84 kr. mod Fyns Amt 6003,67 kr. Den billigste behandling er dermed at finde hos de privatpraktiserende psykologer. - Når man medregner omkostningerne ved lægeydelser og medicin, er der endnu mere at spare. I Århus Amt har de som sagt højere udgifter her, da der er længere ventetid ved behandling, end i Fyns Amt. - Disse udgifter er som følger: Århus Amt 11.260,84 kr. mod Fyns Amt 8.060,55 kr. Kilde: Psykologprojektet (Se side 36 og 37) •OCD ramte bør have samme rettigheder til specialiseret behandling som f.eks. kræftpatienter: - OCD er en meget kompliceret lidelse. - OCD er yderst vanskelig at behandle, da den "kan tage sig ud" på sig mange forskellige måder. - At behandle patienter med OCD i moderat eller svær grad kræver specialviden. For disse patienter er det nødvendigt at blive behandlet hos en psykolog, der har en meget stor forståelse for lidelsen. Det er nødvendigt at blive behandlet hos en psykolog, der har specialiseret sig i behandlingen af OCD. - Tillid til behandleren er noget af det vigtigste i behandlingen af OCD. Når man lider af OCD, kan man nogle gange tro, at man vil være meget tæt på at dø, hvis man udsætter sig selv for noget af det, man er så bange for. Derfor lægger man nærmest sit liv i psykologens hænder - og tilliden bliver virkelig et must! - Patienter med OCD i svær grad har behov for et længerevarende behandlingsforløb. Det er et forløb, der ofte ikke er ressourcer til i offentlig regi. Hvis der endelig er mulighed for det, er der meget stor risiko for, at man kommer til at skifte behandler undervejs i forløbet. Dette betyder, at man endnu en gang skal bygge tillidsrelationen op. Risikoen for et behandlingsskift er langt mindre i det private system. - At behandle kræft kræver, at man specialiserer sig i sygdommen. Kræftpatienter får denne specialiserede behandling. Man sætter f.eks. heller ikke en øre- næse- halslæge til at operere et knæ. Det får man en kirurg til. OCD ramte har behov for den samme kvalificerede behandling, men de får den ofte ikke. - Det koster samfundet penge, hvis man ikke sætter ind straks. Samfundet har allerede mistet penge ved at lade OCD ramte være overladt til deres egen pengepung for at få den nødvendige specialiserede behandling! - Personer med spiseforstyrrelser får hjælp til at få en specialiseret behandling. Nu er det OCD ramtes tur. OCD ramte er en meget overset gruppe, som blot venter på hjælp, så de kan blive en del af arbejdsmarkedet! •En mulighed er at give psykologer i Danmark de samme rettigheder som psykologerne i Norge: I Norge har psykologerne siden 2001 haft de samme rettigheder som psykiaterne med nogle få undtagelser. - Ved at de norske psykologer "får den lovfæstede anerkendelse af deres arbejde, har de mulighed for at udvikle deres kompetencer og bidrage til forskningen i højere grad end før." Dette har medført: - Bedre behandlingstilbud til patienterne. - Stigningen i antallet af psykologer har gjort det muligt at lavere en væsentlig hurtigere udbygning af de forskellige behandlingstilbud. Kilde: Bedre psykiatri, nr.3 2008 Den 28. september 2008 - Sundhedsministeren vil modtage mine underskrifter. Sundhedsministeren, Jakob Axel Nielsen, har nu sagt ja til at modtage mine underskrifter personligt. Jeg skal aflevere dem til ham den 30. oktober i år. Jeg henvendte mig til sundhedsministeren igen, efter jeg havde været i TV-Avisen. Egentlig troede jeg ikke, at min sag bragt som hovedindslag i TV-Avisen ville være nok til at få ham til at ændre mening, men der tog jeg fejl. Medierne har nok på nogle områder mere magt, end de egentlig bør have. I dette her tilfælde er jeg dog glad for det. Mit møde med sundhedsministeren kommer kun til at vare 5-10 minutter, så for mig handler det virkelig om, at jeg skal fatte mig i korthed den dag, samtidig med at jeg skal få ham til at forstå, hvor vigtigt det er at få lavet en lovændring! Jeg har allerede en ide om, hvordan jeg vil bære mig ad, men det venter jeg med at skrive, til afleveringen af underskrifterne har fundet sted. Jeg lover at gøre mit bedste for at få sundhedsministeren til at forstå problemet og gevinsten i at hjælpe OCD-ramte. På nogle områder sker der fremskridt for mig i forhold til min OCD. Blandt andet er der sket et meget stort fremskridt. Jeg er begyndt at lave mad. Flere gange har jeg lavet wok mad med kyllingefilet i strimler. Jeg har købt fileterne færdig skåret, da jeg så slipper for at røre ved det rå kød. Det er stadig alt for angstfremkaldende for mig. Jeg tør ganske enkelt ikke røre ved det. Jeg har gjort det hos min psykolog, men der følte jeg mig også mere tryg. Når jeg er alene, så kører angsten meget hurtigere op. For mig er det heller ikke så vigtigt, om jeg tør at røre ved maden. I stedet er det vigtigt for mig, at jeg tør lave nogle retter. Lige nu tør jeg kun lave noget med kylling eller kalkun, men det er jo så sådan, det er. Meningen var, at jeg også skulle begynde at lave noget med svinekød. Det mistede jeg dog hurtigt modet på, da jeg en dag hørte radioavisen. Deri sagde de, at der er langt mere salmonella i svinekød end kylling. Så skulle jeg ikke nyde noget af at kaste mig ud i det eksperiment. Heldigvis er kylling noget af det, jeg helst vil spise. Nogle gange kan det dog godt være træls at spise det 2-3 gange i ugen, men det er også træls at spise rugbrød hver dag, så det går nok... Det er trods alt bedre end de færdigretter, man kan købe. Dem er jeg kørt træt i. Under madlavningen vasker jeg mine hænder meget grundigt rigtig mange gange. Det er hver gang, jeg har været i berøring med kyllingen på en eller anden måde. Også selvom det måske blot er via grydeskeen, jeg har været i berøring med det. Jeg er simpelthen så bange for at få salmonella, så jeg gør alt, hvad jeg tror, der skal til, for at undgå det. Det er yderst anstrengende at have det på den måde, men på en eller anden måde har jeg lært at leve med det, selvom jeg fortsat kæmper for at ændre på det. Det køkkengrej, som er i berøring med kyllingen, smider jeg i vasken efter endt brug. Inden jeg vasker det op, skyller jeg det i kogt vand. Jeg ved, at kogt vand dræber bakterierne. Nogle gange skyller jeg grejet flere gange. Det afhænger af, hvor presserende mine tanker er den pågældende dag. I forhold til min OCD sker der som sagt nogle fremskridt. Det er ikke min største plageånd pt. Min største plageånd er savnet efter eller sorgen over min storesøster. Jeg savner hende simpelthen så ubeskrivelig meget, at det gør helt ondt. Sorgen føles mest af alt som en syl i mit bryst. Til tider føles det næsten som om, at jeg ikke kan få luft. Jeg føler, at sorgen æder mig op. Samtidig føler jeg, at jeg mangler noget af mig selv. Det er som om, at jeg har mistet et eller faktisk to stykker af mig selv. Det ene stykke mistede jeg ved min brors død. Det andet stykke mistede jeg, da min søster døde. At miste disse to stykker af mig selv har forandret mig. Jeg bliver aldrig den samme igen, som jeg var, inden de døde. Jeg tror, man er nødt til at have prøvet at miste én eller flere af sine søskende for helt at forstå, hvordan jeg har det. Det er så svært at forklare andre. Et eller andet sted føler jeg, at jeg ligeså godt kan opgive at forklare det. Jeg tænker, at det alligevel ikke nytter noget. I skolen må jeg ind imellem kæmpe for at holde tårerne tilbage. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Det er bare som om, at jeg hele tiden står og svajer. Nogle gange skal der bare et meget lille skub til, så er jeg ved at miste balancen. Jeg synes, det er så pinligt. Min psykolog har foreslået mig at tage hjem fra skole, hvis det er for slemt en dag. Det kan jeg bare heller ikke rigtig få mig selv til. Jeg vil så nødigt gå glip af noget, og jeg har så svært ved at give mig selv lov til at holde fri. Et eller andet sted tænker jeg nok også, at jeg skal tage mig lidt sammen, da der jo snart er gået 3 år, siden min søster døde! Til tider føler jeg også lidt, at det er sådan de fleste i min omgangskreds agerer overfor mig. Der er jo nærmest ikke nogle længere, som spørger mig om, hvordan jeg har det med min søsters død. I deres verden er det jo glemt! Der er jo trods alt snart gået 3 år! I min verden er min søster ikke glemt, og min bror er for så vidt heller ikke glemt. Det er dog min søster, som fylder mest i tankerne. Hendes dødsfald står stadig knivskarpt i min erindring. Ikke så skarpt som i dagene efter, men det står skarpt! Det er svært at vænne sig til at være blevet enebarn - også selvom jeg snart har haft 3 år til det! Der er så mange oplevelser, jeg går glip af sammen med min søster. Der er så meget, jeg gerne ville have delt med hende. Jeg ville da helt klart ønske, at jeg kunne tage telefonen og ringe til hende f.eks. for at fortælle om fremskridtene i forhold til min OCD, om mine gode eksamensresultater i sommers, og at jeg har fået et møde med sundhedsministeren. Hun ville have været den første eller én af de første, som skulle have haft alt det at vide. Det kan dog ikke lade sig gøre længere, hvilket er noget af det, som gør så skrækkelig ondt... Jeg har fundet ud af, at min læge har en ret stor forståelse for, hvad jeg går igennem, og hvilke følelser der er på spil i mig. Det er rart, da det får mig til at føle mig lidt mindre unormal eller forkert. Desværre påvirker savnet af min søster min OCD negativt. Det gør til tider min hverdag til en ond cirkel, og det er med til at gøre mig ufattelig træt. Yderligere medfører det til tider søvnløse nætter. Jeg har ikke tidligere skrevet her på hjemmesiden, hvilken betydning min søsters dødsfald har på mit liv. Det har ikke været fordi, det ikke har fyldt før nu. Det har nok nærmere været fordi, jeg har tænkt, at min hjemmeside primært handler om problemerne/kampene i forhold til min OCD. Samtidig har en årsag været, at jeg ikke har været klar til at dele med alle, hvordan jeg har det, før nu. Jeg gør det nu, fordi det hjælper mig, og da jeg tror, det kan gøre en forskel for andre, at jeg skriver om det. Nogle vil blive klogere, andre vil kunne genkende sig selv i det. For mig er det lige meget, hvilken betydning det har for andre. Det vigtigste for mig er, at jeg kan være med til at gøre en forskel for andre på en eller anden måde, mens det også hjælper mig selv. Den 4. august 2008 - Så lykkes det måske endelig... Så lykkes det måske endelig... Det er i hvert fald lykkedes mig at få bragt min historie helt med i front. Når jeg skriver med helt i front, mener jeg, at det er lykkedes mig at få fortalt min historie i tv avisen på DR. Nogle gange spiller tilfældighedernes spil én et pus. Sådan er det gået for mig i dette tilfælde. Min psykolog kontaktede mig sidst i maj - dagen før min første eksamen. Han var blevet kontaktet af en journalist fra DR, som skulle bruge en person til et indslag om angst. Indslaget skulle laves, da der stadig ikke er behandling til de angstramte. Jeg kontaktede journalisten, da jeg mente, jeg ville have overskud til det, selvom jeg var ved at gøre mig klar til eksamen. Desværre var jeg i dette tilfælde "for brugt"! Heldigvis havde jeg dog fortalt journalisten om min lange kamp med systemet for at få behandlinger betalt. Desuden havde jeg også fortalt hende om min underskriftindsamling. Journalisten lød interesseret i min sag, og vi aftalte at tales ved, når/hvis der kom nyt i min sag. I min kamp for at få min underskriftindsamling afleveret til en folketingspolitiker, som er egnet til formålet, havde jeg på dette tidspunkt skrevet til to politikere. Den første var Sundhedsministeren. Han ville ikke modtage underskriftindsamlingen personligt. Dette kunne jeg ikke bruge til noget, da jeg så ikke har mulighed for at overbevise ham om min sag. Den næste politiker anså min underskriftindsamling som værende en privatsag. Dette måtte skyldes en misforståelse, tænkte jeg, så jeg skrev til ham igen for at uddybe. Siden har jeg ikke hørt fra ham... Politikeren er Preben Rudiengaard. Et gammelt ordsprog lyder: Tredje gang er lykkens gang. Dette er også tilfældet i denne sag. Min tredje henvendelse til endnu en folketingspolitiker har givet pote. Ikke nok med at politikeren vil modtage underskriftindsamlingen, hun vil også kæmpe for min sag. Tilsyneladende synes hun også, at OCD ramte står overfor urimelige forhold i behandlingssystemet. Jeg glæder mig derfor til at tale med hende om det. Et samarbejde skal til at begynde... Efter denne politikers tilsagn om at modtage min underskriftindsamling kontaktede jeg journalisten, Anne-Katrine, igen. Hun ønskede til mit held at sætte fokus på min kamp og sag, inden jeg skal aflevere underskriftindsamlingen. Jeg håber virkelig, at det giver mig en øgning i antallet af underskrifter på hjemmesiden, hvor underskriftindsamlingen finder sted. Jo flere underskrifter der er, des lettere tror jeg, det er at blive hørt og taget alvorligt... Som sagt er det endelige lykkedes mig at få den fokus på min sag, som jeg har kæmpet så hårdt for at opnå. Tilsyneladende er det rent held, at jeg lige fik kontakt til en journalist, som fandt min sag så... at hun simpelthen bare måtte fortælle den. Selv OCD ramte har lov til at være heldige en gang imellem. Jeg håber, at min kamp vil medføre gratis behandling til OCD ramte hos psykologer, der har specialiseret sig i behandlingen af OCD. Alt at vinde - intet at tabe. Dette indlæg skrev jeg den dag, jeg blev optaget til TV-Avisen. Nu har indslaget været sendt. Indslaget blev sendt som hovedindslaget her i aften klokken 18.30 Derfor kan jeg allerede nu fortælle, at indslaget foreløbigt har givet mig 68 underskrifter. Det er på én aften, så det er fedt. Det bliver spændende at se, om der kommer til at ske mere i løbet af de næste dage. Hvis der er stilstand, vil jeg blot nyde min ferie. Indtil videre vil indslaget med mig være at finde her: Indslaget - "Dyr sygdom har kostet 400.000 kroner" Du kan læse en lille artikel omhandlende nogenlunde det samme her: Patienter med tvangstanker lades i stikken Min dagbog vil fortsat blive holdt opdateret, når der sker noget af betydning. Den 20. maj 2008 - Fremskridt efter optagelserne til QTV - se QTV på nettet. Hvis du er gået glip af programmet QTV "Tanker der dræber", har du mulighed for at se det på internettet. Det eneste, det kræver, er en god netforbindelse, og at du er villig til at spendere 19 kroner på det. Ved at betale 19 kroner køber du dig adgang til nutv i 5 dage. Se QTV "Tanker der dræber" Siden optagelsen til programmet i november har jeg opnået en del fremskridt. Som jeg nævnte i QTV, har jeg meget svært ved at lave mad. I februar følte jeg mig klar til at tilberede kyllingestykker i ovnen. Den time, kyllingen var i ovnen, føltes lang. Jeg kunne mærke, at angsten for at skulle spise kylling bankede på. Da kyllingen var tilberedt, skulle jeg lige tage mig sammen til at spise den. Angsten aftog, efterhånden som jeg spiste kyllingen. Anden gang, jeg tilberedte kylling, var det også vanskeligt for mig. Angsten var dog ikke så voldsom som første gang. I dag lavede jeg kylling for 6. gang, og det rørte mig stort set ikke at spise den. Det værste ved at lave kylling er, når jeg skal tage stykket ud af posen. Der har jeg fundet et lille trick, så jeg ikke behøver røre direkte ved kyllingen... Hvis jeg rører direkte ved kyllingen, vil det for mig betyde, at jeg skal vaske hænder i lang tid. Dagen, hvor jeg kan røre ved kylling uden de store problemer, kommer dog nok også en dag. Jeg har endnu ikke stegt et stykke kød på panden. Jeg har lettest ved at lave retter, der skal i ovnen. Mht. kylling står der på posen, hvor længe det skal være i ovnen og ved hvor mange grader. Jeg tror efterhånden på, at jeg kan regne med det, der står, derfor tør jeg gøre det! Siden marts har jeg ikke haft vand til at stå ved min seng. Der er endnu ikke sket noget ved det! På det sociale område er der også sket noget. Jeg har været til min første private fest hos en af mine studiekammerater. Da jeg blev inviteret, tænkte jeg først åh nej! Jeg vidste ikke, hvilken undskyldning jeg skulle "finde på" for at slippe. Jeg troede faktisk til at starte med, at jeg havde samfundsfagsopgave for den weekend, hvor festen skulle være. Det viste sig dog at være weekenden forinden. Faktisk havde jeg ikke rigtig noget, jeg skulle den weekend. Efter lidt betænkningstid besluttede jeg mig for at sige ja tak til invitationen. Jeg tænkte, at jeg godt ville kunne spise hendes mad, for jeg har trods alt kendte hende næsten et år... Festen viste sig også at gå mere end godt. Min studiekammerat kender godt til mine mange problemer. Derfor var hun så venlig både at tage hensyn til min madallergi og OCD. Af hensyn til min OCD serverede hun ikke kylling. Hvis hun havde gjort det, ville jeg have spist det, men jeg ville nok have været en lille smule angst for det. Dog ikke så meget som for et halvt år siden... Jeg har også opnået andre fremskridt siden optagelserne. Man kan sige, at udgangen fra mit private fængsel er blevet øget. Det er så fedt og gør mig glad. Mine eksamener er begyndt, så der er stor sandsynlighed for, at der vil være stilstand på min hjemmeside de næste par måneder, med mindre der sker noget, som jeg simpelthen bare er nødt til at skrive... Lige et sidste ord fra mig i denne omgang. Kolding kommunens manglende behandling af min ansøgning om betaling af psykologbehandlinger, har jeg anket til Det sociale nævn. Kolding kommune har videresendt sagen, så nu er der ikke andet for end at vente - igen! Den 18. april 2008 - Jeg kommer i TV-talkshowet "QTV" den 29. april 2008 Så kan jeg endelig fortælle Jer den "hemmelighed", jeg har gået med i snart 5 måneder nu. Den 29. april 2008 klokken 22.00 på Kanal 4 kommer jeg i QTV, som er et TV-talkshow med Pernille Aalund. Denne aften har QTV overskriften "Tanker der dræber". Jeg synes, titlen er lidt makaber, da jeg ikke opfatter mine tvangstanker, som nogle der dræber. På den anden side kan man dog godt sige, at de er psykisk dræbende. Titlen skal dog heller ikke kun dække over OCD, så titlen har sikkert sine årsager... De genudsender det den efterfølgende søndag klokken 23.00. Den 16. november 2007 blev jeg ringet op af en journalist fra Easy Film. Min far fyldte 60 år den dag, derfor husker jeg datoen. Journalisten sagde, hun gerne ville have mig til at medvirke i et program, hun var ved at lave. I starten var jeg lidt på vagt, men efterhånden som hun forklarede mig om programmet, blev jeg mindre på vagt overfor hende. Det skyldtes, at jeg blev klar over, hvad formålet med programmet var. Jeg ville være sikker på, det var noget, jeg kunne stå inde for, uden jeg blev "udstillet". Desuden blev jeg også smigret, da hun sagde til mig, hun havde talt med 5-6 andre OCD ramte før mig. Hver gang var der kommet én, der var bedre end den forrige. Nu havde de fundet frem til mig efter at have læst om mig i både Woman og Jyllandsposten. Journalisten, der havde interviewet mig til Woman, havde journalisten fra Easy Film også talt med. Det kan man vist kalde for grundig research! Det var mig, hun gerne ville have med i QTV, så hun håbede, jeg ville sige ja. Derefter blev det meget svært at sige nej. Efter en times samtale med journalisten, udbad jeg mig betænkningstid, så jeg kunne drøfte det med mine forældre, når der blev lejlighed til det. Det blev der ret hurtigt. Mine forældre var indforstået med, at jeg sagde ja. Derfor ringede jeg kort efter journalisten op igen for at sige, jeg gerne ville medvirke i QTV. Optagelserne foregik i november. Det var 1˝ uge efter, jeg havde modtaget opkaldet. Det var en stor oplevelse at være med i QTV. Da jeg først fik kontrol over nerverne, var det sjovt, og jeg blev helt "høj" af det. Vi, som medvirkede, blev behandlet rigtig godt. Hvis lejligheden for at medvirke byder sig igen en anden gang, vil jeg nok ikke tøve med at sige ja. Jeg må ikke fortælle, hvad programmet handler om, udover at jeg er med pga. min OCD. Der er dog lagt oplysninger om programmet ud på Kanal 4's hjemmeside. Her er et citat vedrørende mig: "I QTV får vi besøg af bl.a. 24 årige Lisbeth, der lider af tvangstanker og tvangshandlinger. Hun vasker hænder hele tiden og skal altid trykke på sæbepumpen 5 gange. Lisbeth er bange for bakterier, som hun kan dø af. Derfor spiser hun heller aldrig kylling pga. salmonella og hun laver næsten aldrig mad pga. bakterier, men køber færdigretter. Lisbeth har aldrig været i byen med veninderne pga. de mange bakterier - hun holder sig helst hjemme." Hvis du ønsker at læse om "QTV's" øvrige indhold denne aften, kan du læse programomtalen ved at gå ned til den 29./4.: Programinfo QTV Efter optagelserne har fundet sted, er jeg blevet i stand til at ændre på nogle af de ting, jeg fortæller om i QTV. Da jeg ikke må fortælle om programmets indhold, må jeg også først fortælle om de positive ændringer, når programmet er blevet sendt. Jeg har heller ikke selv set programmet, så jeg glæder mig meget til den 29. april. Jeg har selv været bekendt med datoen siden uge 7. Jeg er spændt på, hvad jeg egentlig har sagt. Noget af det har jeg glemt, tror jeg... Den 2. spril 2008 - Kolding Kommune bryder forvaltningsloven! Den 10. marts i år, sendte jeg en ansøgning til Kolding kommune, hvor jeg endnu engang ansøgte om at få betalt mine psykologbehandlinger i Angst- og OCD-Klinikken hos Martin Bergen. Denne gang ansøgte jeg efter Servicelovens §102, som jeg var blevet anbefalet af Udsatteenheden under Velfærdsministeriet. Svaret på ansøgningen modtog jeg torsdag den 27. marts. I svaret står der bl.a. følgende: "Jeg henviser til skrivelsen af d.6./7. 2007 fra..., hvori du blev gjort bekendt med, at Kolding Kommune ikke mente sig forpligtet til at besvare dine henvendelser vedr. behandling for din OCD-lidelse, med mindre der forelå nye oplysninger, som gav anledning til en kommunal sagsbehandling." "Da denne skrivelse, af d. 6/7 2007, er skrevet, på baggrund af Servicelovens §102, finder ut. ingen nye oplysninger, hvorfor sagen ikke viderebehandles." Nu vil jeg gerne pointere, at jeg aldrig tidligere har ansøgt om betaling af behandlinger efter Servicelovens §102. Derfor må Kolding Kommune ikke nægte at behandle den blot fordi, de er blevet trætte af mig! I Forvaltningsloven står der skrevet, at en afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse og med henvisning til paragraffer, som et evt. afslag er givet efter. Det står i Forvaltningslovens kapitel 6 §22 og §24. Jeg har heller ingen klagevejledning fået medsendt, hvilket der står skrevet i Forvaltningslovens kapitel 7 §25, man skal have. Dermed har Kolding Kommune brudt Forvaltningsloven et par gange i deres afgørelse af min ansøgning. Forvaltningsloven kan læses her, hvis du er interesseret...: Forvaltningsloven Som du måske kan forstå efter at have læst ovenstående, møder jeg stadig modstand hos Kolding Kommune. Jeg ved ikke, hvad jeg må bruge dem til, når jeg ikke må henvende mig til dem om OCD behandling? Det er jo på grund af mit behov for behandling for min OCD, jeg er havnet i systemet! Hvad skal jeg bruge kommunen til, når jeg ikke må benytte dem til at få løst de problemer, det giver mig, når jeg ikke kan få en behandling, der kan hjælpe mig, i det offentlige system? Det er så også lige der, Kolding Kommune og jeg er uenige. Kolding Kommune mener, jeg skal lade mig behandle af den psykolog på Kolding sygehus, som har vurderet, det vil være bedst for mig at fortsætte i min virkefulde behandling hos Martin Bergen, da den vil være for svær at erstatte... Hvis du har et godt råd til mig eller vil bringe min sag i pressen, hører jeg gerne fra dig. Send mig en email hvis du vil/kan hjælpe mig... Den 25. marts 2008 - Fremskridt - dog stadig hemmelige... På datoen kan jeg se, at det er ved at være længe siden, jeg sidst har opdateret min hjemmeside. Problemet er bare, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal skrive. På den ene side har jeg meget at fortælle, men spørgsmålet er, om jeg har mod på at dele det med alle på nuværende tidspunkt? Det er selvfølgelig et spørgsmål, som jeg er den eneste, der har svaret på! Mine bekymringer for at dele det med alle andre er, at det aldrig er til at vide, om de fremskridt, man som OCD ramt opnår, er vedvarende! Hvornår er man sikker på, at de er det? Man bliver først sårbar i det øjeblik, hvor man har delt sine fremskridt med hele cyberspace, og fremskridtene alligevel viste sig ikke at være holdbar. Det er mange tanker og overvejelser, jeg får gjort mig, som måske kan synes uvæsentlig. Det tror jeg dog på en måde, at de ikke er. Når man kæmper med sin OCD, er det et dilemma, man ofte er i. Altså det dilemma det er at kunne forbedre/sløjfe nogle tvangshandlinger og så måske alligevel ikke kunne, når der er gået et stykke tid... Når man alligevel ikke kan, bliver man så frygtelig skuffet og træt af sig selv. Jeg slår ofte mig selv i hovedet og forklarer tilbagefaldene med, at jeg jo heller ikke duer til noget. Jeg er bare sådan een, som alt mislykkes for... Det passer højst sandsynligt ikke, men det er sådan, jeg ofte tænker. Nå tilbage til start. Der er begyndt at ske store fremskridt for mig. Jeg er endnu ikke parat til at skrive om alle fremskridtene, for jeg føler mig stadig på meget usikker grund. De tvangshandlinger, jeg for det mest lader være med at lave nu, foregår om aftenen, inden jeg skal i seng. Hver aften er jeg derfor nødt til at tage en dyb indånding, så jeg ikke falder i. Jeg skal virkelig tage mig sammen, for min OCD trækker stadig i mig. Jeg føler, at valget står mellem tryghed og frihed. Trygheden er lig min OCD, mens friheden er lig et liv uden OCD. Et liv uden OCD virker til tider meget skræmmende på mig, så det er lidt af et dilemma for mig at stå i. Jeg ved dog, at hver gang det lykkes for mig at gå imod min dominerende OCD, kan jeg svæve. Det føles SÅ FEDT. Det er nærmest et kick, man får ud af det. Effekten er størst de første gange, man går imod tvangshandlingerne eller tankerne. Derefter formindskes det fede kick - desværre... Nu har jeg taget beslutningen. Jeg venter med at fortælle Jer, hvad mine fremskridt er, til jeg føler mig på mere sikker grund. Det kan vel efterhånden ikke undre nogen bruger af min hjemmeside, at jeg endnu ikke har opgivet kampen mod Kolding kommune/systemet! For øjeblikket har jeg gang i tre forskellige ting vedrørende min sag. Den ene ting er, at jeg har en ny ansøgning om betaling af psykologbehandlinger ude at svæve. Modtageren af ansøgningen er Kolding kommune, så jeg skal nok have tålmodighed! De to andre ting venter jeg med at fortælle om, til jeg ved, om de kan føre til noget. For øjeblikket arbejder jeg på at finde en politiker, der vil modtage min underskriftindsamling. Jeg skrev til sundhedsministeren i uge 6, men jeg har endnu intet hørt fra ham. Jeg har rykket for svar, men det forlyder, at ministeren har travlt, så jeg skulle ikke tage det personligt. Det gør jeg heller ikke. Jeg så bare gerne, at tingene gik lidt hurtigere. Det ender sikkert med, at det kommer til at falde sammen med mine eksamener, hvilket jeg ikke er så glad for. Den 15. januar 2008 - I Jydske Vestkysten igen! Jydske Vestkysten bragte søndag den 6. januar i år en opfølgning på min kamp for at få betalt mine behandlinger hos den privatpraktiserende psykolog Martin Bergen. Det har desværre endnu en gang vist sig at være nytteløst at stå frem i pressen. Jeg har i hvert fald stadig ikke fået noget konkret ud af det, bortset fra at der atter er blevet rettet opmærksomhed mod det system, der desværre ikke altid fungerer, som jeg synes, det bør. Det er utroligt opslidende at modtage alle de afslag. Flere har sagt til mig - "skal du ikke bare stoppe nu?" Det kan man jo godt synes, jeg skal, men så får vi aldrig ændret på de dårlige behandlingsmuligheder, der er for OCD ramte i Danmark. Det er selvfølgelig ikke kun min sag at kæmpe for de mange OCD ramte. Jeg kæmper også hovedsageligt denne opslidende kamp med systemet, fordi jeg bliver ved med at tro og have et lille håb om, at jeg en dag vil blive forstået og få noget hjælp. Intet andet kan være rimeligt! Hvis du er interesseret, kan du læse de to artikler ved at følge disse link: Lisbeth må selv betale for sin behandling Regionen vil ændre støtteregler Det er så irriterende, når nogle siger til mig, at jeg ikke skal klage over de lektier, jeg har for, fordi jeg "kun" har 16 undervisningstimer på HF enkeltfag på VUC. Disse personer ved tydeligvis ikke, hvor anstrengende det i virkeligheden er at lide af OCD. Jeg er heller ikke den person, der har lettest ved at råbe op om det. Jeg har nok lidt droppet at forklare dem det. Tænker at, nå ja, de ved jo ikke bedre! Alligevel går det mig på, for jeg vil ikke opfattes som doven. Hvis jeg var det, kunne jeg jo bare helt lade være med at gå i skole. Jeg får jo førtidspension... Hvis jeg var doven og helt havde opgivet, så kunne jeg da bare sætte mig i et hjørne i min lejlighed og sygne helt hen... Jeg har ikke opgivet. Jeg ønsker blot lidt forståelse fra min omverden. Lektiemængden vil jeg også have lov til at brokke mig over, selvom jeg selv har valgt, jeg vil gå i skole. Det gør alle andre også, så har jeg vel også lov! Reglerne må være ens for alle. Det er da især belastende med mange lektier, når man har det som mig. Lige for øjeblikket har jeg også en periode, hvor jeg befinder mig nede i et hul, hvilket medfører, at jeg har RIGTIG svært ved at koncentrere mig, ikke kan sove og dermed også er meget træt. Det er jo ikke ligefrem med til at gøre det hele lettere - tværtimod. Min underskriftindsamling har nået nye højder. Jeg er nået op på et antal underskrifter, som jeg ikke havde turdet håbe på at nå, da jeg startede den i sommers. I skrivende stund har jeg 1098 underskrifter. Det glæder mig. Det er mit store håb, at underskriftindsamlingen kan være med til at føre til gratis psykologbehandling til de mange OCD ramte. Det ville være til stor glæde for mig og mange andre. Den 28. oktober 2007 - Problemer med den adresse jeg har udbredt om min underskriftindsamling! Nu har det desværre vist sig, at min underskriftindsamling er gået i stå, fordi den adresse, jeg har fået udbredt til rigtig mange, ikke længere virker...ØV! Derfor vil jeg gerne bede så mange som muligt om at udlevere to adresser, når de fortæller om min indsamling. Den, som mange kender, er: www.ocd.underskrifter.dk Den, som virker lige nu, hedder: www.ocd.skrivunder.dk Nu håber jeg bare, at de får den oprindelige til at virke igen hos Jubii. Ellers går det jo fuldstændig i stå for mig. Det er blevet tid til valgkamp. Jeg spekulerer på, om jeg overhovedet skal stemme, da jeg endnu intet sted har hørt den patientgruppe, jeg er en del af, omtalt i valgkampagnen. Hvornår begynder politikerne at køre valg på, om personer med f.eks. OCD skal have gratis psykologbehandling hos de specialiserede psykologer i privat regi? Jeg tror aldrig, det sker. Der er ganske enkelt ikke stemmer nok i det. Sådan er politik i dagens Danmark, hvilket er meget utilfredsstillende efter min mening. Jeg vil også have en del af skattekronerne - en del af lagkagen! Hvis jeg får hjælp til at blive rask, vil jeg hellere end gerne deltage på arbejdsmarkedet og give mit bidrag til samfundet, når jeg er klar og har fået en uddannelse. Det er ikke dovenskab, der driver mig. Hvis det var det, havde jeg heller ikke gidet udføre alle mine mærkværdige tvangshandlinger... Jeg kan tydeligt mærke, at jeg har 16 timer i skolen nu. Dette er der både fordele og ulemper ved. Når jeg har mine dårlige dage, så er det meget uoverskueligt for mig at skulle klare skoledagen. Jeg holder dog ud. Til trods for at jeg har advaret de fleste af mine lærere om, at jeg kan have øget fravær ind imellem, så tror jeg faktisk, at jeg hører til en af de elever på mine hold, der har haft mindst. Dette er selvfølgelig godt nok, men det er også anstrengende. Til tider er jeg alt for pligtopfyldende. Disse tidspunkter ville det nogle gange være bedre for mig, hvis jeg kunne give mig selv lov til at holde en pjækkedag uden at spekulere på, om det ville gå ud over mine eksamener... Den 2. september 2007 - Hvor uskyldig er den antidepressive medicin? Efter jeg er blevet medicinfri, hvilket jeg har været i 1˝ års tid nu, har jeg gjort mig nogle overvejelser omkring, hvor uskyldig den antidepressive medicin i virkeligheden er? Inden jeg fortæller, hvad mine overvejelser skyldes, vil jeg fortælle Jer, om mit medicinske behandlingsforløb i korte træk. Jeg startede i medicinsk behandling, kort efter jeg havde fået stillet diagnosen OCD som 15 årig. Det første præparat jeg "smagte på" var Zoloft. Jeg fik Zoloft i en meget høj dosis, men det hjalp ligesom ikke rigtigt. Jeg var meget angst, derfor fik jeg også noget antipsykotisk medicin i en meget lille dosis. De følgende 7 år blev jeg skiftevis behandlet med Zoloft, Cipramil, Cipralex og Efexor. Efexor fik jeg på et tidspunkt, hvor jeg havde en depression. Jeg følte aldrig, at medicinen hjalp mig, hvilket enten fik psykiateren til at sætte mig højere op i dosis, skifte præparat eller give mig en meget lille dosis af noget antipsykotisk medicin. Det antipsykotiske medicin virkede angstdæmpende, men derudover medførte det også nogle ekstra kilo på kroppen, fordi det gav mig en ekstra sød tand, ligeledes gjorde det mig ekstremt træt, så jeg brugte en stor del af døgnet på at sove, og jeg fik ikke dyrket motion, hvilket jeg ellers har meget gavn af psykisk. Da jeg havde fået medicin i 5 år, begyndte jeg en dag at få nogle meget voldsomme mavesmerter. Min mave krampede sig næsten sammen. Lægen sagde, det skyldtes en irritabel tyktarm. Derfor blev der ikke gjort noget ved det. Efter jeg trappede ud af min medicin for 1˝ år siden, raslede kiloene af mig. Nu er jeg helt normalvægtig, men indimellem skal jeg passe på, fordi jeg i perioder, hvor humøret er lavt, har en tendens til at tabe mig yderligere. Jeg føler dog, at jeg har dårlige virkninger efter de mange år på medicin. Ligeså snart jeg var ude af min medicin, begyndte jeg at få en meget uren hud. Jeg var næsten 23 år på det tidspunkt, så det var ikke min pubertet, der startede. Derudover begyndte jeg at reagere meget voldsomt på nogle former for mad. Jeg kan ikke holde det i mig. Når jeg har slugt den sidste bid, er jeg nogle gange nødt til at skynde mig på toilettet. I starten var det næsten ved hvert aftenmåltid, men nu er jeg ved at være klar over, hvad det er, jeg ikke tåler. Dermed har jeg mere kontrol over det. Samtidig med at jeg reagerer på den mad, jeg har indtaget, får jeg nogle voldsomme mavesmerter. Det minder om den måde jeg havde det på, hvor lægen kaldte det for en irritabel tyktarm. Jeg tror derfor, at min "irritable tyktarm" som begyndte efter fem år på medicin, var min krops måde at reagere på medicinen. Jeg er 100% overbevist om, at min fødevareallergi og urene hud skyldes de mange år på medicin. Det gør mig urolig, at man ikke har undersøgt langtidsbivirkninger af antidepressiv medicin mere, end man har. Jeg frygter, at der er lavet nogle undersøgelser, som ikke er blevet offentliggjort. I dag skal der virkelig meget til, for at jeg tager en pille. Nu tænker jeg ikke kun på antidepressiv medicin men på alt slags. Jeg tør ikke, efter jeg har set, hvad det har gjort ved min krop. Jeg har også en hudlæges ord for, at jeg højest sandsynligt kan takke medicinen for det. Flere gange under min medicinske behandling har jeg bedt om lov til at blive medicinfri, fordi jeg ingen virkning følte ved medicinen. Det kunne jeg ikke få lov til. Jeg fik først lov til det, da jeg gik hos min fjerde psykiater. Det var dog også først, da han havde forsøgt sig med et medicinskift i høj dosis. Hvis det "kun" er fødevareallergi og uren hud, jeg har fået efter de 7 år på medicin, kan man vel sige, at det er billigt sluppet. På den anden side, synes jeg ikke, det er så billigt sluppet alligevel, da lægerne altid har sagt, der ingen langtidsbivirkninger ved antidepressiv medicin er. Jeg spekulerer på, om man kun har undersøgt de langtidsbivirkninger, man kan få af medicinen, hvis man er i behandling med det på grund af depression? Når en depressionsramt f.eks. får 60 mg Zolft, så anbefaler man, at personer med OCD får 200 mg. Der er en meget stor forskel på de to doser. Det kan da ikke andet end at gøre mere skade på en OCD-ramts krop end en med depression. Jeg synes, det er lidt skræmmende og uhyggeligt. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om nogle af mine organer har taget skade af alt den medicin? Jeg tænker, der må være en årsag til, at min mave og hud reagerer på den måde, den gør. Det er noget, jeg vil have drøftet med min læge. Desuden kan jeg fortælle, at foråret i år er første gang i mange år, hvor jeg har lagt mærke til fuglenes smukke og glade sang. En dag hvor jeg kom cyklende, lagde jeg pludselig mærke til det. Jeg blev så glad indvendigt. Det giver mig en viden om, at medicinen ikke kun har haft lagt en dæmper på de negative følelser men også på de gode og varme følelser. Jeg har aldrig kunnet føle mig helt glad. I stedet har jeg haft en følelse af at være neutral på de dage, hvor jeg havde det godt. Det er en følelse, jeg tror, har forandret sig lidt nu. Hvis jeg ikke føler mig glad nu, så skyldes det i stedet, at livet i perioder stadigvæk er noget lort... Den 21. juni 2007 - Underskriftindsamling til støtte for OCD-ramte Politikerne på Christiansborg har sagt til mig, at min kamp, for at få dem til at forstå, de skal hjælpe OCD-ramte, ikke hjælper noget, så længe jeg er ene om, at gøre dem opmærksom på problemet. Det har fået mig til at starte en underskriftindsamling i håb om at få politikerne til at lave en lovændring, så de mange OCD-ramte kan få gratis psykologbehandling. Jeg har også brug for din underskrift. Den kan du give mig på denne hjemmeside: OCD underskrifter Her kan du også læse mere om mine tanker bag indsamlingen. Sammen står vi stærkere. Jeg har haft sommerferie i 2 uger nu. Jeg har haft 11˝ uge i alt. Det er virkelig rart og tiltrængt. Det var meget hårdt for mig at være til eksamen. Når jeg skriver hårdt, mener jeg ikke almindeligt hårdt. Jeg mener hårdt på den måde, at jeg havde problemer med at styre mine tvangstanker under eksamen. Da jeg var oppe i psykologi, kiggede jeg for meget i mine notater, fordi jeg helst ville være helt korrekt. Jeg har jo en opfattelse af, at jeg skal gøre alt 110% korrekt. Denne gang trak det dog ned, så det kan jeg vel lære af!! Det er virkelig belastende. Jeg fik dog en karakter over middel alligevel, så noget rigtigt må der være røget ud af min mund. Udover disse tvangstanker ved min psykologieksamen, var jeg også på toilettet 4 gange i løbet af en time, inden jeg nåede ind på skolen, fordi nervøsiteten gik i maven på mig. Det forholdt sig lidt anderledes, da jeg var til eksamen i matematik. Der var jeg meget tæt på at være ligeglad med, hvad jeg kom op i, da jeg vidste, jeg kunne det hele. Alligevel var jeg dog nervøs. Jeg mærkede savnet af Marianne under eksamen. Jeg ville så gerne have haft mulighed for at ringe til hende og fortælle om resultaterne. Det ville have gjort hende stolt, er jeg sikker på. Den mulighed har jeg desværre ikke. Det vil jeg sikkert komme til at lære at leve med, men der går nok nogle år endnu. Tabet af Marianne gør stadig så frygtelig ondt. Min kamp med kommunen, sygehuset, systemet eller hvem, det nu er, der har ansvaret for at hjælpe mig, er stadig lang. De siger en ting og mener noget andet. Jeg har f.eks. fået aktindsigt i min journal fra Kolding sygehus, hvor chefpsykologen skriver, at de ikke har ressourcer til at behandle mig, og at han derfor anbefaler, jeg fortsætter i behandling hos Martin Bergen, hvorefter overlægen giver mig et behandlingstilbud. Jeg kan ikke se nogen sammenhæng i dette. Jeg har også klaget over det, men det har ikke hjulpet. De fastholder stadig, at de har et behandlingstilbud til mig. Det er frustrerende. Det har også været med til at give mig ideen til underskriftindsamlingen. En eller anden er jo nødt til at gøre noget. Når andre ikke gør noget, så gør jeg. Den 21. marts 2007 - Se mit foredrag fra Christiansborg Jeg har langt om længe valgt at gør det muligt for Jer at se mit foredrag fra Christiansborg. Det har længe været min mening, men jeg skulle lige have tid og overskud til at opdatere min hjemmeside. Det har knebet med begge dele på det seneste. Nu er det dog muligt. Hvis du har en langsom forbindelse, vil jeg anbefale dig at sige ja til at gemme det først. I dag har jeg været til terminsprøve i matematik. Det var ikke uden at mærke nervøsiteten i maven. Jeg var egentlig ikke nervøs for, at jeg ikke ville kunne finde ud af det. Jeg var mere nervøs for, at min OCD ville skabe mig for mange problemer. Det er virkelig belastende at have det på den måde. Jeg var nervøs for, at jeg ville komme for sent på grund af tvangshandlinger. Jeg var også nervøs for, at jeg ville være plaget af min perfektionisme, når jeg skulle lave opgaverne. Det var jeg også i starten, men da jeg begyndte at komme i tidsnød, var jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan det så ud. Det blev pludselig vigtigere for mig at blive færdig. Det var rart at opdage, men til eksamen håber jeg, at jeg får det på den måde allerede efter en halv time. Hvis jeg så har tid til overs, når jeg er færdig med opgaverne, kan jeg jo begynde at sætte det pænt op, hvis det stadig er vigtigt for mig. Det skal være mit mål. Jeg klarede de første 7 opgaver uden de store problemer. Vi havde 3 timer i alt, og der var 9 opgaver. Da jeg var færdig med de første 7, var der 45 minutter tilbage. Jeg var glad for, at jeg havde så god tid og var derfor rimelig afslappet. Det varede dog kun lige, til jeg kastede mig ud i opgave 8. På dette tidspunkt gik den berømte sorte klap ned. Pludselig kunne jeg slet ikke huske, hvad vi havde lært om Boksplot i fredags. Jeg kom i tanke om det 15 min før, jeg skulle aflevere opgaven. Da var det, at jeg blev ligeglad med min orden. Det var egentlig en sejr. Udover matematik har jeg psykologi som halvårsfag. Jeg synes, det er et spændende fag. Det interesserer mig. Nogle af teorierne kan dog godt være lidt tørre. Jeg er også langt fra enig med de forskellige teoretikere. Jeg er f.eks. ikke så stor fan af Freud. Det skyldes, at jeg selv er blevet behandlet lidt med hans teorier under mit ophold på Skodgården - alias Bøgegården. Derfor afskyr jeg Freud og Gestaltterapien. Jeg må hellere beherske min måde at ytre min mening om det på til eksamen. Der handler det jo også mere om at kunne bruge metoderne til at analysere cases med. Min OCD volder mig stadig store problemer i min hverdag. Lige for øjeblikket er knoerne på mine hænder f.eks. helt røde og revnede. Jeg vasker dem vist lidt for grundigt og i lidt for varmt vand. Det mærkelige er, at jeg egentlig ikke synes, jeg vasker dem så meget. Jeg tænker ikke rigtig over det længere. Mine hænder viser dog tegn på det, så min hukommelse fejler nok lidt. Jeg er også i en periode, hvor jeg smider lidt for meget mad ud, før udløbsdatoen er overskredet. Pludselig får jeg en tanke om, at maden er dårlig, og så skal den bare væk. Den skal helt ud i den store skraldespand. Ellers kan jeg ikke have med det at gøre. Jeg savner stadig min søster rigtig meget. Nogle gange føler jeg det som om, at jeg er fyldt med en indre smerte fra min mave og helt op i halsen. Så ondt gør det. Når jeg er sammen med andre unge mennesker og deres søskende, mærker jeg en stikkende smerte i brystet. Jeg bliver jaloux. Hvis de og deres søskende så ikke taler pænt til hinanden, mærker jeg en vrede. Jeg tænker, at de bør behandle hinanden pænt, de har jo i det mindste hinanden. Man kan aldrig vide, hvornår det er forbi. Jeg ved godt, at jeg ikke tænkte på det, inden jeg mistede min søster. Jeg havde endda tidligere mistet min bror. Det er bare så længe siden, og jeg tog det egentlig for givet, at jeg og min søster skulle blive gamle sammen. Vi havde jo allerede drøftet, hvordan vi skulle passe hinandens børn. Det var noget, jeg glædede mig til. Det eneste, jeg har nu, er den glæde, jeg følte dengang. Glæden kan vare så kort. Det er i sandhed gået op for mig. Jeg tror aldrig, jeg vil slippe af med den smerte, der til tider kan æde mig op. I perioder hvor smerten er størst, orker jeg ikke andet end min skole. Jeg orker egentlig heller ikke skolen i de perioder, men jeg tager af sted alligevel, fordi jeg er nødt til det. Jeg har faktisk også haft nogle dage, hvor jeg heller ikke kunne overskue at tage til psykolog, fordi jeg var så ked af det, belastet af min OCD og tabt for energi. Alligevel er jeg dog taget af sted, da jeg ved, jeg vil føle mig mindst 10 kilo lettere på turen hjem. Den 18. december begyndte journalisten Claes Holtzmann Senger fra Jydske Vestkysten at skrive nogle artikler om mig. Overskriften på artiklen på forsiden lød: Hvorfor kan Lisbeth ikke få hjælp - når andre kan? Kommunen havde sagt nej til at udtale sig i sagen. Da artiklen havde været bragt i, henvendte de sig dog alligevel til Claes Holtzmann Senger med et ønske om at udtale sig, fordi de mente, artiklen var misvisende. Sådan nogle fjolser! Ja, det er altså, hvad jeg mener om Kolding Kommune. Claes Holtzmann Senger arbejder stadig på min sag. Han vil forsøge at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, og hvem der skal betale. Han har været rigtig rar at samarbejde med. Han har vist en stor forståelse for mig, det jeg kæmper med og ikke mindst min forbandede kamp for at få den hjælp, jeg mener, jeg har krav på og ret til. Hvis du er interesseret, kan du læse et uddrag af artiklerne her:Jydske Vestkysten Jeg skriver stadig på min bog, når jeg har overskud. Jeg har stadig en stor tro på, at det vil lykkes mig at få den færdig indenfor en rimelig tid, selvom der kan være nogle længere perioder, hvor jeg ikke har energi til at skrive. Derfor kan der stadig gå noget tid imellem, at jeg får min hjemmeside opdateret. Den 26. september 2006 - Foredrag på Christiansborg Jeg har jo lovet at fortælle om mit møde på sygehuset. Jeg kan kort fortælle, at de ikke vil hjælpe mig. De mener, de har en behandling til mig. Det er det, jeg kalder, at de ikke vil hjælpe mig. Det er ikke en hjælp for mig, at de tilbyder mig en behandling, da jeg ved, at de ikke er dygtige nok til at hjælpe mig. Det ville være en hjælp for mig, at de indrømmede, de ikke kan hjælpe mig. Hvis de sagde højt, at de ikke har et tilbud til mig, ville jeg komme til at stå langt stærkere i forhold til kommunen og systemet. Jeg må dog nok sande efterhånden, at læger ikke siger sådan om sig selv. Det er de fleste ganske enkelt for stolte til at indrømme. De spekulerer ikke på, at deres stolthed skader deres patienter. Det eneste, de bekymrer sig om, er, om de vil komme til at tabe ansigt. Det ville jo være noget så fælt. Jeg er irriteret over, at læger i det offentlige system er så arrogante. Jeg ønsker ofte, at de prøvede at være mig i en uge eller en måned. Jeg vil vædde med, at de ville knække helt sammen efter 3 dage. Det samme ville de politikere, der har besluttet, at man ikke helt automatisk kan få gratis psykologhjælp, når man har en psykisk lidelse. Jeg forstår ikke, hvorfor man har mere ret til psykologisk hjælp, når man f.eks. har mistet et nærtstående familiemedlem. Jeg ved godt - nok mere end nogen anden, at det gør ondt at miste. Jeg ved dog også, at de fleste heler igen med tiden. Der er bare mange, der ikke tror, man gør det. Sådan kan jeg også tænke nogle gange. Jeg ved dog også, at jeg er længere tid om at komme af med min OCD end med min sorg. Jeg har et større behov for hjælp i forhold til behandlingen af min OCD, end jeg har til min sorg. Jeg har også behov for hjælp til at håndtere min sorg, men jeg kan klare mig med færre behandlinger i forhold til min sorg, end jeg kan i forhold til min OCD. OCD er en sygdom. Det er en sorg ikke. En sorg bliver dog ofte gjort til en sygdom. Jeg kan ikke forstå, hvorfor en sorg giver adgang til tilskud til psykologsamtaler, når en sygdom ikke gør. Det kommer jeg aldrig til at forstå. Det er heller ikke nødvendigt, men det er nødvendigt, at reglerne bliver ændret, når det ikke er en selvfølge, at kommunen dækker den behandling, det offentlige behandlingssystem ikke er i stand til at yde. Det bør kunne gøres smartere. Det ville blive billigere i længden. Fredag den 22. september 2006 var der konference på Christiansborg om behandlingen af personer med ikke psykotiske lidelser. Konferencen blev arrangeret af OCD-, Angst- og depressions foreningen. Konferencen havde jeg fået ideen til. Min ide var dog, at det kun var OCD foreningen, der skulle stå bag konferencen. Jeg holdt et kort foredrag på 10 min. ved konferencen. Du kan læse mit foredrag nedenfor: Foredrag på Christiansborg Jeg hedder Lisbeth og er 23 år. Jeg har lidt af OCD, siden jeg var 11 år. Min OCD blev udløst, da min storebror blev alvorligt syg. Han døde, da han havde været syg i ž år. Jeg fik diagnosen stillet på Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium i Esbjerg, da jeg var 15 år. Jeg var i behandling på Ambulatoriet, indtil jeg var 16 år. Da jeg var 16 år, var jeg indlagt i en periode på 4 måneder i Risskov. Under indlæggelsen opnåede jeg at få mine tvangshandlinger reduceret betydeligt, og jeg var symptomfri i 4 måneder. Efter indlæggelsen fortsatte jeg behandlingen i Esbjerg. Min OCD vendte tilbage igen, og de opgav at hjælpe mig på ambulatoriet i Esbjerg, da jeg var 18 år. På det tidspunkt, hvor man opgav at hjælpe mig i Esbjerg, havde jeg det så dårligt, at det blev besluttet, at jeg havde behov for døgnbehandling. Jeg flyttede derfor ind på et socialpædagogisk behandlingssted, der hedder Bøgegården. På Bøgegården sagde de, at de kunne behandle OCD. Det kunne de dog ikke. Opholdet fik fatale følger for mig. Jeg fik ikke kognitiv adfærdsterapi, som jeg havde hørt, skulle være den bedste behandling mod OCD. I stedet forbød de mig at tale om min OCD, da de mente, jeg dyrkede min sygdom. Jeg gjorde flere gange Bøgegårdens behandlere opmærksom på, at behandlingen ikke hjalp mig. Jeg fik at vide, det var mig, der ikke samarbejdede. De havde en teori om, at min OCD var et udtryk for, at jeg havde været udsat for noget forfærdeligt i min barndom, som jeg havde fortrængt. Jeg begyndte at granske mit sind for at finde ud af, hvad det kunne være, men jeg kunne ikke finde ud af det. Bøgegårdens forkerte teori gjorde mig meget forvirret. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tro på, at man kunne fortrænge noget. Jeg havde derfor en lang periode, hvor jeg var meget vred på mine forældre. Jeg følte mig splittet. Når jeg talte med personalet på Bøgegården, gav jeg ofte udtryk for, at jeg var i tvivl, om de var dygtige nok til at behandle OCD. En dag talte jeg også med Bøgegårdens tilknyttede psykiater om det. Han svarede mig, at der ikke var nogle, der var bedre til at behandle OCD end Bøgegården. Han mente, at de var på højde med Per Hove Thomsen. Det undrede mig, da jeg havde hørt, at Per Hove Thomsen var en af landets bedste behandlere i forhold til OCD. Jeg troede dog på dem for en stund, fordi de fik manipuleret med mig på sådan en måde, at jeg til sidst ikke selv vidste, hvad min mening var, eller hvad jeg skulle tro. Da jeg havde boet på Bøgegården i lidt mere end 2 år, meddelte jeg stedets leder, at jeg ville begynde hos en psykolog, der var specialiseret i at behandle OCD. Hvis de ikke ville gå med til det, flyttede jeg. Jeg havde kontaktet Martin Bergen, som er chefpsykolog i Angst- og OCD- klinikken i Søborg ved København. Han var enig med mig i, at jeg ikke ville få det bedre, så længe jeg boede på Bøgegården. Jeg endte derfor med at flytte efter at have boet i 2˝ år på Bøgegården. Da jeg meddelte min sagsbehandler, at jeg ville flytte, blev hun sur på mig. Det var tydeligt at mærke, hun mente, jeg var en forkælet og besværlig møgunge. I stedet for at takke mig for, at jeg havde sagt min ærlige mening om et behandlingstilbud til 38.000 kr. om måneden, nægtede hun at hjælpe mig. Hvis jeg ønskede den billigere behandling hos Martin Bergen, der til sammenligning med Bøgegården kun kostede 8800 kr. om måneden, når det var inklusiv transport, hvilket er en forskel på 29.200 kr., så måtte jeg selv betale. Det ville kommunen ikke. Når jeg ansøgte kommunen om at få min behandling betalt, skrev de i afslagene, at jeg bare kunne benytte det offentlige behandlingssystem eller være blevet boende på Bøgegården. Jeg kunne ikke forklare kommunen, at jeg blot havde fået det værre af at bo på Bøgeården, og at det offentlige behandlingssystem i sin tid havde opgivet at hjælpe mig. Det troede de ikke på. Jeg startede hos en af Martin Bergens psykologer. Mine forældre ville gerne låne mig pengene til behandlingen, indtil kommunen forhåbentlig gik med til at betale. Efter at jeg havde forladt Bøgegården, kom jeg på revalidering. Jeg begyndte på en uddannelse til Mediegrafiker på teknisk skole. Jeg havde problemer med at finde en lærerplads, og kommunen ville ikke hjælpe. Ved siden af kampen for at klare skolen, kæmpede jeg fortsat med kommunen. Mine samtaler med sagsbehandleren var som at tale til en mur. Hun svarede mig fortsat, at jeg bare kunne benytte det offentlige behandlingssystem i Kolding. En dag spurgte jeg hende, hvor længe skal jeg så prøve det, før I vil vedkende, at det ikke hjælper. Min sagsbehandler svarede, at hun ikke vidste, om det var 5 eller 10 år. Jeg svarede fortvivlet, så lang tid har jeg da ikke. Det kunne hun ikke gøre noget ved. Kampen med kommunen medførte, at jeg fik en depression oveni min OCD. Min energi forsvandt og det hele føltes håbløst. Jeg følte, at alle var imod mig. Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg havde gjort, siden jeg skulle udsættes for alt dette. Jeg havde mange opgivende tanker. Jeg havde ikke lyst til at leve. Jeg turde dog samtidig heller ikke tage mit eget liv, da jeg var så bange for at dø. Jeg følte det som en stor belastning, at min OCD også skulle hæmme mig på denne måde. Jeg var fanget af mine egne tanker. Jeg havde meget svært ved at kæmpe for at komme min OCD til livs. Jeg havde OCD af meget svær grad. Derfor overtog Martin Bergen behandlingen af mig, da han behandler de sværest ramte af klienterne i hans klinik. Da jeg havde gået på Teknisk skole i næsten 1 år, stoppede jeg. Jeg orkede det ikke længere. Min kamp for at få behandlingen betalt tog alt min energi. Jeg var også begyndt at have mareridt om natten om mit ophold på Bøgegården. Det havde ødelagt min selvtillid fuldstændig. Jeg kunne ikke længere se mig som en del af arbejdsmarkedet, når kommunen ikke ville investere i min behandling. Jeg ansøgte derfor kommunen om førtidspension. Denne ansøgning var de også ved at sylte, men jeg endte dog med at få min førtidspension tilkendt i oktober sidste år. Førtidspensionen gav mig noget ro, men den gjorde mig ikke lykkelig. Jeg havde stadig et ønske om at blive rask og tage en uddannelse. Jeg følte, at systemet svigtede mig. Da jeg havde fået min førtidspension, begyndte jeg langsomt at få det bedre igen. Det varede dog kun indtil starten af december, hvor min storesøster døde meget pludseligt. Min storesøsters dødsfald gav mig et stort tilbagefald. Jeg blev meget angst for at sove om natten. I en uge sov jeg i gennemnittet 4 timer om natten. Jeg endte derfor med at blive indlagt på Kolding psykiatrisk hospital. Jeg håbede på, at de nu ville vise mig, hvad de kunne. Kommunen mente jo, at de var så dygtige. Jeg fik dog ingen hjælp under mit 2 måneders ophold på afdelingen. De sendte mig i stedet over til Martin Bergen. Jeg turde ikke selv at rejse derover, så jeg fik følgeskab af mine forældre de 3 første gange. Da jeg blev udskrevet, følte jeg mig stadig ikke tryg ved at sove, men sygehuset mente ikke, jeg havde det dårligt nok til at være indlagt, så jeg var nødt til at klare mig selv. Jeg bad sygehuset om at svare mig på, om de kunne tilbyde mig noget behandling. Jeg var derfor til en samtale med chefpsykologen. Da psykologen var færdig med at stille mig spørgsmål, sagde han til mig, jeg tror ikke, vi kan hjælpe dig, pga. alt det, du har været igennem. Det vil nok være bedre for dig at fortsætte hos Martin Bergen. Han mente også, det var sværere for dem at hjælpe mig, når jeg har så svært ved at få tillid til behandlere. Han kunne dog ikke tage afgørelsen alene. Han skulle drøfte det med overlægen. Min far og jeg var for et par uger siden til møde med overlægen, psykologen og en af de øverste fra kommunen. Sygehuset kan ikke forsvare, at jeg skal fortsætte hos Martin Bergen, fordi han har skrevet til dem, at jeg skal have 2 års behandling endnu. De mener, at 2 år er for lang tid. Jeg synes, at 2 år er kort tid, når man tænker på, at jeg har været syg i 12 år. Jeg sagde også til dem, at hvis det tager 2 år, hos Martin Bergen, så vil det tage mindst 3 år hos Jer, fordi jeg har så svært ved at få tillid til folk. Det forstod de ikke. Sygehuset mener, de har et tilbud til mig. De siger, de kan behandle OCD. De ville dog ikke svare mig på, om de har erfaring med at behandle OCD af svær grad. Da jeg spurgte til, om jeg kunne få lov til at være i behandling i 3 år, hvis jeg tog så lang tid om at blive rask, svarede de mig, at det godt kunne være, at de var nødt til at sige efter 1 år, at jeg ikke kunne være i behandling hos dem mere. De har ikke psykologiske ressourcer til, at man kan være i behandling hos dem i flere år. Hvad er det så for et tilbud, de har? Hvad ville der ikke ske, hvis man sagde til en person med kræft, hvis du ikke er blevet rask indenfor et år, så kan vi ikke hjælpe dig mere? Så må du selv betale din behandling eller dø. Det ville man aldrig sige til en med kræft. I Danmark lader vi ikke bare folk dø. Det er kun personer med psykiske lidelser, man ikke hjælper. Vi kan få lov til at sejle i vores egen sø. Jeg har regnet ud på, hvad det vil koste, at have mig på førtidspension de næste 44 år. Med det man får i førtidspension nu, vil det koste samfundet 7.483.344 kr. Hvis man i stedet gav mig en behandling hos en psykolog i 1 time om ugen til 900 kr., 45 uger om året i 5 år samt førtidspension i 5 år, ville det koste samfundet 1.052.880 kr. Det ville spare samfundet for 6.430.464 kr. Til sammenligning kan jeg fortælle, at en undersøgelse viser, at den medicinske behandling er 3 gange så dyr for samfundet. Jeg synes egentlig ikke, at pengene bør være det afgørende. Det vigtigste er, at det ville give mig en bedre livskvalitet, hvis jeg fik en kvalificeret behandling. Det ville give de mange OCD ramte en bedre livskvalitet, hvis de fik en kvalificeret psykologisk behandling. Hvis jeg ikke var kommet i behandling hos Martin Bergen, ville jeg slet ikke have kunnet stå her i dag. Han er den eneste person, der har formået at få min tillid efter mit ophold på Bøgegården. Han er en af de få, jeg forhåbentlig om nogle år, vil kunne takke for, at jeg har det godt. Mine forældre er dog de vigtigste personer, da de valgte at låne mig penge til den behandling, systemet ikke vil give mig. I dag er jeg igen begyndt i skole. Jeg læser matematik på HF. Det er hårdt, fordi jeg stadig kæmper med min OCD, men det er også en stor sejr. Jeg er også ved at skrive en bog, fordi jeg ønsker at gøre systemet opmærksom på, hvad det gør ved personer, når de både skal kæmpe med en sygdom som OCD og kæmpe for at få den rette behandling. Mit mål er at blive rask, tage en fuld HF og senere få en uddannelse. Jeg håber, at jeg ved at stå frem kan være med til at påvirke politikerne til at lave en lovændring, så man ikke selv skal betale den psykologiske behandling, når man f.eks. lider af OCD. Den 29. august 2006 - Livet er stadig svært Nu er det vist blevet tid til at berette om mit liv igen. Man siger jo, at en hjemmeside bliver kedelig at besøge, hvis den ikke bliver holdt opdateret... Det er der nok noget om. Det er bare ikke altid, at jeg har overskud til at opdatere min hjemmeside. Det tager meget energi. Jeg har heller ikke altid tid. Der sker meget i mit liv lige nu. Andre gange er det lysten til at berette om mit liv, der svigter. Jeg føler efterhånden, at mit liv er så tragisk. Folk bliver så underligt tavse, når jeg begynder at fortælle om det. Det er endda, når jeg tager den korte version. I den indgår mine søskendes dødsfald og min følgesvend - OCD. Når jeg tager den version, undlader jeg at fortælle om min kamp med systemet, opholdet på Bøgegården, indlæggelserne og alle besværlighederne. Jeg undlader at fortælle dem, hvor kaotiske mine tanker er. Hvad de gør ved mig. Hvor meget jeg forsøger at kæmpe mig ud på den anden side. Jeg er træt af at være flov over at fortælle om mit liv. Jeg kan ikke lide at sætte folk i forlegenhed. Jeg kan da godt forstå, de ikke ved, hvilket ben de skal stå på, når jeg fortæller dem det. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at de trods alt kun skal høre mig fortælle historien. De slipper i det mindste for at opleve det. Det var ikke dem, der stod en onsdag formiddag og ikke kunne forstå, at de ikke kunne vække deres søster. Det var mig. Jeg kan ikke beskrive, hvor forfærdeligt det føltes. Jeg kan kun fortælle, at det plager mig hver dag. Jeg bliver ved med at genopleve den dag, hvor min søster døde. Det er min egen private film, der bliver afspillet for mit indre. Jeg tør ikke rigtig at indvie nogle i den. Jeg tør ikke engang selv at se den. Jeg forsøger at skubbe den væk. Leder efter kontakten hvor jeg kan slukke den på samme måde, som man slukker fjernsynet. Min psykolog ved godt, at jeg har min egen private film. Vi har talt om det. Jeg har også fået at vide, at så længe jeg forsøger at flygte fra min film, vil den blive ved med at være der. Jeg ved godt, at jeg er nødt til at lade den køre, men jeg kan ikke holde det ud. Det gør så ondt. Smerten, det forårsager, kan jeg ikke udholde. Jeg er stadig fyldt med spørgsmålet hvorfor? Hvorfor skulle hun dø? Hun var så ung min søster. Ung og rask. Det troede jeg i det mindste. Det troede alle, der kendte hende. Var hun selv klar over, at hun ikke var rask? Vidste hun, at hun skulle dø? Disse spørgsmål får jeg aldrig svar på. Jeg forsøger at finde svarene, men jeg ved godt, at jeg aldrig finder dem. Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, blev min søster obduceret. Man fandt ikke noget ved obduktionen, men man har senere fastslået, at det ikke var en kromosomfejl. Lægerne blev ved med at dyrke en masse prøver, indtil der ikke var mere, de kunne undersøge for. De frygtede, det var en kromosomfejl, fordi min brors sygdom også var lidt mystisk. Det var det ikke. På erklæringen står der stadig dødsårsagen ukendt. Man mener dog, at det kan være en mulig ukendt hjertelidelse. Noget man ikke ville have kunnet opdage eller gjort noget ved. Man havde kunnet se et eller andet på hendes hjerte, da de obducerede hende. Jeg har dog glemt, hvad det var. Min OCD fylder stadig meget. Den er helt klart blevet forværret efter min søsters død. På andre områder har jeg det dog indimellem bedre. I perioder er jeg fuld af energi, kan se lys og tror på fremtiden. Tror på at jeg kommer af med min OCD og får en uddannelse. Det tror jeg det meste af tiden. Der er dog også de dage eller perioder, hvor jeg helt mister mit håb for fremtiden samt troen på, at jeg vil blive i stand til at få et "normalt" liv. Der er blevet færre af disse perioder, men de er der stadig. Jeg er startet på VUC, hvor jeg læser matematik på HF. Det går rigtig godt. Jeg er glad for at være kommet i gang. Derudover bruger jeg tid på at skrive min bog. Jeg er langt om længe kommet i gang. I den næste lange periode (ca. 1 år) vil jeg bruge mere tid på at skrive min bog end på at holde min hjemmeside opdateret. Jeg skal dog nok skrive om de vigtigste begivenheder, så I stadig kan følge med. Jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan skrive, jeg har det godt. Det kan jeg ikke endnu, men langt det meste af tiden går det i den rigtige retning. Lige for øjeblikket går det den forkerte vej. Jeg tror, det skyldes min skolestart, som jeg har været meget nervøs for. Det skyldes også, at jeg afventer svar fra sygehuset i forhold til, om de vil betale mine behandlinger. Svaret får jeg den 7. september. Det er jeg virkelig spændt på. Jeg skal nok fortælle om det her. Den 15. maj 2006 Jeg har nu afsluttet endnu et kapitel af mit liv. Jeg har fået den længe afventede afgørelse fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Jeg havde klaget over den fejlbehandling, jeg modtog i de 2˝ år, jeg boede på Bøgegården. Jeg har dog hverken vundet eller tabt sagen. Patientklagenævnet kan kun behandle klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet. Nævnet kan ikke behandle klager over pædagoger og psykoterapeuter. Det vil sige, at de ikke kan behandle min klage. De, der fejlbehandlede mig, havde denne form for uddannelse. Det er rigtig træls. Man har åbenbart ingen rettigheder overhovedet, når man har været i "behandling" på et sted som Bøgegården. Jeg synes, at det er meget utrygt. Så kan de jo i teorien gøre, som det passer dem. Patientklagenævnet undersøgte dog også, om Bøgegårdens tilknyttede psykiater havde behandlet mig korrekt. Det havde han selvfølgelig. Hans eneste opgave var jo at medicinere mig. Det vidste jeg godt, at han havde gjort korrekt. Jeg havde heller ikke klaget over ham. Jeg må nok også hellere fortælle, at jeg er blevet udskrevet fra den psykiatriske afdeling igen. Det blev jeg den 31. marts. Jeg nåede at være indlagt i 2 måneder. Den hjælp, jeg fik under indlæggelsen, var meget begrænset. De opfordrede mig til, at jeg fortsatte mine behandlinger hos Martin Bergen, da han kender mig bedst. Det var da okay med mig, men jeg synes, at det virker lidt mærkeligt. Det var jo ikke sådan, at de tilbød at betale for behandlingerne, mens jeg var indlagt. Det synes jeg, at de burde. De første 3 gange jeg konsulterede Martin Bergen under min indlæggelse, havde jeg enten min mor eller far med. Jeg var så forpint af min angst, at jeg ikke turde være alene. Derfor var de nødt til at tage med mig. Personalet på den psykiatriske afdeling anbefalede mig, at jeg fik krisebehandling pga. tabet af min søster. De tog derfor kontakt til sygehusets krisepsykolog. Jeg fik at vide af lægen, at krisepsykologen ikke kunne tilbyde mig noget behandling, da hun ikke havde plads. Lægen sagde til mig, at ifølge reglerne skulle jeg have reageret inden for 1 måned. Derefter var krisepsykologen ikke forpligtiget til at tage mig i behandling. Jeg har dog efter min udskrivelse fået min journal. I den har krisepsykologen skrevet, at hun ikke kan tilbyde mig et ambulant forløb, da jeg opfylder kriterierne for henvisning til privatpraktiserende psykologer under Sygesikringens ordning. Det gør mig lidt forvirret. Den ene af årsagerne til min forvirring er, at jeg stadig var indlagt, da personalet på afdelingen henvendte sig til krisepsykologen. Jeg var faktisk indlagt i 5 uger efter personalets henvendelse. Det andet, der skaber forvirring i mit sind, er, hvorfor fortalte de mig ikke sandheden? Jeg tror faktisk, at de var forpligtigede til at tilbyde mig denne behandling hos krisepsykologen. Noget tyder dog på, at de mente, at jeg var klar til at blive udskrevet, da de henvendte sig til hende. Hvorfor svarer krisepsykologen ellers sådan? Efter at de havde fortalt mig, at jeg ikke kunne komme til at snakke med sygehusets krisepsykolog, tilbød de mig, at jeg kunne få en henvisning til en psykolog nede i byen, som jeg så selv skulle betale. Jeg afslog først deres tilbud, da jeg ikke syntes, at mine forældre skulle betale for flere psykologer - også fordi jeg syntes, at det var så urimeligt, at jeg ikke engang under min indlæggelse kunne få noget behandling, uden jeg selv skulle betale for det. Jeg var dog så plaget af min sorg, at jeg alligevel endte med at sige ja til at blive henvist til en psykolog nede i byen under min indlæggelse, som jeg selv skulle betale. Den eneste årsag, til at jeg har fået det bedre igen, er Martin Bergen. Hvis jeg ikke havde fortsat mine samtaler med ham under indlæggelsen, tror jeg ikke, at jeg havde fået det bedre. De havde meget svært ved at forstå mig oppe på den psykiatriske afdeling. De pressede mig hele tiden ved at nævne, at jeg snart skulle udskrives igen. Det var faktisk fra dag 1. De forstod slet ikke min problematik. De forstod ikke, hvor forfærdeligt jeg havde det. Jeg troede jo, at jeg ville dø, når jeg lagde mig til at sove. Jeg troede, at jeg ville lide samme skæbne som min søster. På afdelingen ville de bare have mig hurtigt ud igen. Det luftede de hele tiden, hvilket gjorde mig endnu mere angst. På en voksenpsykiatrisk afdeling er der åbenbart ikke plads til personer, der lider af OCD eller angst. Jeg tror faktisk, at man helst skal være skizofren eller psykotisk for at blive indlagt. Jeg føler mig "heldig", fordi de gik med til at indlægge mig. Det ville bare have været en fordel, hvis de havde gjort noget mere for at hjælpe mig til at få det bedre igen. Jeg lader mig ikke frivilligt indlægge på denne afdeling igen. Det uanset hvor dårligt jeg har det. Med den oplevelse jeg havde på afdelingen, vil jeg hellere have det elendigt hos mig selv. Det er da lidt skræmmende, at man får den holdning efter et ophold på en voksenpsykiatrisk afdeling. Til slut vil jeg fortælle, at jeg er ved at have det meget bedre igen. Mit humør er blevet mere stabilt. Jeg har lige haft 1˝ uge, hvor mit humør har været rigtig godt. Mit humør har dog lige taget et ordentligt dyk igen. Mit store problem er, at når jeg er i rigtig godt humør, så laver jeg en hel masse. Jeg kører derudaf for fuld speed. Jeg tror jo pludselig, at jeg kan holde til det hele. Det kan jeg dog mærke nu, at jeg ikke kan. Det irriterer mig rigtig meget. Jeg vil så gerne kunne fungere "normalt". Jeg ved dog godt, at jeg ikke kan. Mit gode humør er jo ikke ensbetydende med, at min OCD ikke fylder. Den fylder ligeså meget, som den plejer. Jeg lader mig bare ikke mærke så meget af det, når mit humør er godt. Det gør, at jeg sætter fælder for mig selv og falder i dem. Jeg må forsøge at lære at undgå fælderne. Jeg har tilmeldt mig et HF fag på VUC. Jeg skal starte på matematik efter sommerferien. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Den 24. februar 2006 - Min søster er død Jeg er rigtig ked af, at jeg kan fortælle om endnu en traumatisk oplevelse. Hvis jeg skal være ærlig, troede jeg ikke, at jeg ville blive udsat for flere af denne slags oplevelser. Jeg troede, at jeg havde fået min portion af disse oplevelser. Det havde jeg desværre ikke. Det er vel ved at være på tide, at jeg erkender, at OCD ikke sikrer en imod alverdens ulykker. Det er bare så svært, når man har troet det i så mange år. Det har jo været min leveregel. Det har givet mig tryghed. Den traumatiske oplevelse er, som der står i overskriften, at min søster er død. Hun døde den 7. december 2005. Jeg havde sovet hos hende om natten. Da jeg vågnede omkring kl. 11 næste dag, kunne jeg ikke vække hende. Vi ved ikke, hvordan og hvorfor hun er død. Hun er blevet obduceret, men lægerne kunne ikke finde en årsag. Det er simpelthen noget så forfærdeligt. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal komme ud på den anden side igen. Lige nu er jeg indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi jeg ikke tør at sove om natten. Jeg har været indlagt i 3 uger. Det giver mig tryghed, at jeg ved, at der er nogle, der er vågen om natten. Jeg ved, at de holder øje med mig. Jeg har dog alligevel stadig svært ved at turde at sove. Det er hårdt. Der vil inden så længe komme en mere detaljeret beskrivelse af den forfærdelige oplevelse under menuen mit liv. Jeg er ikke parat til at fortælle hele verden mere om det endnu. Den 23. februar 2006 - Foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg For 3 måneder siden havde jeg foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg. Min psykolog Martin Bergen deltog også. Jeg havde foretræde for Sundhedsudvalget, fordi jeg gerne ville have sat fokus på, hvor svært det er at få den rette hjælp, når man lider af OCD. Det var også fordi, jeg har et ønske om, at man kan lave en ordning, så man ikke selv skal betale for sine behandlinger, når man lider af OCD. Jeg havde et håb om, at de kunne hjælpe mig med at ændre det. Mødet gik rigtig godt. De lyttede på en måde, hvor jeg fik et indtryk af, at de var interesserede i at høre på, hvad jeg havde at berette, og hvilke forslag jeg har til ændringer. Jeg fortalte dem om alt det lort, jeg har været igennem. Om min lange kamp som ikke ser ud til at have en ende. Det var et interessant møde, synes jeg. Et par dage før mødet havde jeg kontaktet Tv Avisen på Dr1, nyhederne på TV2 og Tv Syd. Jeg fortalte dem, at jeg skulle i Foretræde for Sundhedsudvalget, og at jeg derfor gerne ville have dem til at dække det. Dr1 og TV2 lød lidt interesseret i mit projekt, men det var Tv Syd, der lød mest interesseret. Ingen af dem kunne svare mig på, om de ville dække det. Da jeg næsten var ankommet til Københavns Hovedbanegård uden at have hørt fra nogle af TV stationerne, havde jeg opgivet håbet om at få mit møde dækket. Det skulle jeg dog ikke, for min mobil ringede. Det var TV2's lokalnyheder fra Christiansborg, der ringede. Tv Syd havde kontaktet dem og bedt dem om at dække mit Foretræde for Sundhedsudvalget. Jeg blev helt høj i hatten over det. Jeg syntes, at det var så fedt. Jeg deltog derfor i TV Syds sene nyheder. Du kan se udsendelsen på TV Syd. Når du kommer ind på hjemmesiden, skal du vælge datoen den 23. november 2005. Når du har valgt den, får du i spalten til højre en oversigt med de udsendelser, der blev sendt den dag. I denne spalte ruller du helt ned til udsendelsen klokken 22.20, hvor du klikker på udsendelsen psykisk syge. Det er begrænset hvor meget, jeg har fået ud af mit Foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg indtil videre. Jeg har en aftale med Preben Rudiengaard, som også udtaler sig i TV Syd, om at han kontakter mig, når han har fået svar på de spørgsmål, de har stillet til Sundhedsministeren Lars Løkke Rasmussen. Jeg ved ikke, hvornår det sker. Ting tager jo tid. Ting tager ekstra meget tid, når det handler om politik og penge. Det er vildt frustrerende. Jeg har for øjeblikket 3 klager over afslag på betaling af behandlinger hos psykologen liggende ved det Sociale Nævn i Vejle. Jeg er spændt på, hvilket svar de giver mig denne gang. Jeg håber, at de giver mig medhold. Det vil gøre mit liv bare en smule lettere. Så vil jeg slippe for at have dårlig samvittighed over, at mine forældre betaler så mange penge for at få mig behandlet. Jeg følger som sædvanligt op på det her, når der sker noget nyt. Den 18. november 2005 Jeg har jo lovet at holde min dagbog opdateret, når der skete noget nyt. Det er der nu. Jeg har fået førtidspension. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det. Jeg er meget glad for de økonomiske fordele ved det, men jeg har meget svært ved at acceptere, at det er det eneste, kommunen vil gøre for mig. Det kan jeg slet ikke forstå. Jeg vil jo gerne mere. Jeg drømmer om at blive i stand til at tage en uddannelse som andre unge. Jeg vil gerne kunne forsørge mig selv. Mit største ønske er dog at blive rask. Det kan folkene på kommunen åbenbart slet ikke forstå. Jeg har lige søgt om psykologbehandlinger igen og har endnu en gang fået afslag efter 2 paragraffer. Jeg har anket afslagene til det Sociale Nævn, men jeg tror ikke, at de vil give mig medhold. Det er som om, at slaget er ved at være tabt. Det går virkelig ud over min forstand, at jeg ikke kan få hjælp. Det vil være meget billigere at give mig behandlingerne. Hvis jeg får den rette hjælp, noget ro og støtte, så tror jeg, at jeg en dag vil blive i stand til at deltage på arbejdsmarkedet. Det vil kunne betale sig. Det er bare ikke den måde, kommunen laver regnestykker på. Jeg ved slet ikke, hvad de tænker på, eller hvad de har gang i. Jeg spekulerer på, hvor længe jeg skal have modgang? Hvis det ikke snart vender, så kører jeg altså træt. Det er så hårdt at være ramt af OCD. Der er så mange forholdsregler, man hele tiden skal tage hensyn til. Forstået på den måde, at jeg gør, hvad jeg kan for at undgå de farer, jeg tror, der er til stede i vores verden. Når man derudover også skal kæmpe så voldsomt med systemet, så er man altså hængt op til langt over begge ører. Det burde være en selvfølge, at man blev henvist til en specialist i behandling af OCD, og at man derudover også fik behandlingerne betalt. Sådan er det ikke. Man kan ikke henvise til de privatpraktiserende psykologer, som har specialiseret sig i behandlingen af OCD. Ifølge lovgivningen kan man godt få behandlingerne betalt. Det gælder dog ikke i mit tilfælde, da Kolding Kommune tænker i kasser. Det samme er gældende i mange andre kommuner. Det er en katastrofe. Når kommunen giver afslag, tror jeg, at de er fuldstændig ligeglade med den person, der har ansøgt om hjælpen. Jeg tror ikke, de tænker på, at der er en årsag til, at man søger om hjælp. De tænker vel bare, hvis vi bevilliger pengene til behandlinger, så bruger vi af kasse 2, det går virkelig ikke. Vi giver et afslag. Skriv at hun kan benytte det offentlige, vi behøver jo ikke bekymre os, om det virker. Det er ikke vores problem. Hun er så besværlig. Vi skal bare have lukket munden på hende, have kørt hende træt. Jeg ved ikke, om det er deres tankegang, men det er nok ikke helt forkert. Jeg kæmper som sagt stadig for mine rettigheder. På onsdag skal jeg i foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg. Jeg skal ind og tale min sag. Jeg får følgeskab af min psykolog Martin Bergen. Jeg er meget spændt på, om vi får noget ud af det, og om det lykkes mig at få mediedækning. Jeg har både henvendt mig til nyhederne på TV2 og TV syd, så nu må vi se. Den 6. juli 2005- "I Tankernes Vold" Den 12. maj 2005 medvirkede jeg i TV2 dok - "I Tankernes Vold". Da udsendelsen var slut, begyndte det at vælte ind med opkald fra flere forskellige personer, som jeg ikke kender. De ville fortælle mig, at de syntes, det var stærkt gået af mig, at jeg var stået frem for at fortælle min historie. Jeg blev glad for de fleste af opkaldene. Jeg føler dog, at nogle af personerne begyndte at blande sig i noget, der egentlig ikke vedkom dem. De ville have mig til at skifte til deres behandler og sådan noget. Det gjorde mig lidt ked af det, da det ikke er min behandler, der er problemet. Problemet er kommunen og hele systemet. Det er et problem, at man ikke føler sig forpligtiget til at hjælpe syge mennesker. Jeg blev også ringet op af en hypnotisør, der gerne ville forsøge at hjælpe mig. Han havde ikke tidligere behandlet nogle med OCD, så jeg kunne få behandlingerne gratis. Jeg har ikke taget imod tilbudet, da jeg ikke har så meget lyst til at være nogens forsøgskanin. Bortset fra det var det da meget sødt af ham. Det kom meget bag på mig, at jeg blev bombarderet af opkald fra nær og fjern. Det havde jeg ikke regnet med. Jeg håbede på, at udsendelsen ville være med til at ændre på min situation. Ved første øjekast så det ikke sådan ud. Jeg har ikke fået nogle henvendelser fra min kommune, om at de gerne vil hjælpe mig nu. Jeg har dog følt en større venlighed, når jeg har ringet for at tale med min sagsbehandler. Jeg ved ikke, om det er indbildning eller sandheden. Et par uger efter udsendelsen fik jeg et opkald fra en journalist på Jydske Vestkysten. Hun ville gerne lave et interview med mig. Det skulle være som en slags opfølgning på "I Tankernes Vold". Hun skrev en glimrende avisartikel, som beskrev min situation på en meget forståelig måde. Artiklen var desværre ikke landsdækkende. Den blev bragt under lokalstof. Jeg har sendt artiklen rundt til forskellige politikere på Christiansborg og til et par stykker i Kolding - inklusiv vores borgmester Per Bødker Andersen. Jeg har fået tilbagemelding fra nogle stykker af dem på Christiansborg. Den ene af de politikere, jeg har hørt fra, er Kamal Qureshi fra SF. Han udtalte sig i 22-nyhederne den 12. maj, hvor der var fokus på min situation igen. Der udtalte han, at det virker forkert, at man som OCD-ramt er så ringe stillet, og han mente, der burde gøres noget. Jeg skrev derfor til ham for at spørge om, hvornår han vil gøre noget og bad derudover om et møde med ham. Jeg fik en yderst positiv tilbagemelding fra ham. Han ville stadig gerne hjælpe, og han ville gerne have et møde med mig. Min far, min psykolog Martin Bergen og jeg tog derfor til møde på Christiansborg. Kamal Qureshi ville gerne høre noget mere om min situation og høre noget om, hvad jeg har været oppe imod. Jeg fortalte ham alt meget kort, da han jo nok ikke havde flere dage, hvilket det vil tage at beskrive mit lange forløb, hvis man skal gå i detaljerne! Vi snakkede også om, hvad man kan gøre for at sikre bedre behandlingsmuligheder for OCD-ramte. Kamal Qureshi havde overvejet at få lavet en ordning, så det kan gå ind over sygesikringsoverenskomsten. Der er dog et problem ved det, da psykologer der er medlem af sygesikringsordningen, skal tage alle slags patienter ind. Det vil betyde, at de ikke længere kan koncentrere sig om et bestemt område, og de vil derfor ikke blive ved med at være specialister i behandlingen af OCD. Det er jo lidt farligt! Det kunne Kamal Qureshi sagtens følge, så nu ved han ikke, hvad han vil stille op. Han har ikke automatisk flertallet med sig, så det i sig selv vil blive en kamp. Han ville derfor starte med at stille spørgsmål til Lars Løkke Rasmussen. Vi var til møde med Kamal Qureshi i 1 time. Det var et rigtigt godt møde. Kamal Qureshi er en meget forstående person. Det er vel til dels hans personlighed, men jeg tror også, at det er en fordel, at han har en uddannelse som læge. Jeg var glad for mødet, og jeg var glad for at have et par hjælpere med, skønt de indimellem afbrød mig lidt for meget. Kamal Qureshi foreslog mig at komme i foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg. Det har jeg bedt om. Jeg skal i foretræde, når politikerne kommer tilbage fra sommerferie. Det bliver nok i oktober måned. Det er en lang vej at gå, men i min sag findes smutvejen ikke! Jeg har også hørt fra min borgmester Per Bødker Andersen. Han skrev til mig, at han har bedt socialdirektør Lars Rasmussen om at se på min henvendelse. Enten ville jeg høre fra ham, en medarbejder på socialforvaltningen eller borgmesteren. Han håbede, at der fandtes en god løsning. Jeg har for nylig hørt fra en af hans kvindelige medarbejdere. Hendes brev var ikke særlig opmuntrende. Hun skrev,at der ikke er noget sted i lovgivningen, de kan bruge til at bevillige mig psyklologbehandlinger efter. Det passer ikke. Det gør mig så sur. Jeg har også svaret borgmesteren tilbage igen, men da han har ferie, har han ikke svaret mig endnu. Jeg synes nemlig ikke, at vi fandt frem til en god løsning. Jeg har jo søgt pension, som der også blev sagt i udsendelsen. Jeg er ked af, at det skulle gå sådan. Jeg har bare brug for ro nu. Kommunen "valgte" at lade være med at høre på mine behov. De mente, at de havde ret. Jeg tror, at de i lang tid har set mig som en doven person, der bare ikke gad arbejde. Jeg vil hellere end gerne arbejde, men det er ikke let, så længe man er stærkt plaget af tvangstanker og tvangshandlinger. Hvis det bare var fordi, jeg ikke gad arbejde, så var det da til at have med at gøre. Det er dog ikke så enkelt. Jeg har en forkert opfattelse af verden. Jeg tror, at vi lever i Harry Potters eventyrverden. En verden hvor tanker kan få en masse ubehageligheder til at ske. Det er frustrerende at være bange for sine egne tanker, at være bange for at gøre andre ondt og være skyld i andres død. Vi har her i Kolding haft en efterlyst mand til at gå rundt, som har været med i et skudopgør. Der var et billede af ham i avisen. Da jeg så det og læste teksten, tænkte jeg - åh nej, nu skal jeg også passe på ham. Det går sikkert ud over mig, at han er løs. Om aftenen tjekkede jeg døren og vinduerne flere gange end normalt for lige netop denne nat, var det nok ekstra sandsynligt, at jeg ikke havde låst og lukket dem. Hvis jeg ikke havde det, ville han helt sikkert komme ind til mig. Jeg tænkte, selvfølgelig er det mere sandsynligt, at der går ud over mig i stedet for naboen. Det er jo altid mig, det går ud over. Jeg er jo unormal. Jeg er ikke som andre. Mine tanker resulterede i lidt sandsynlighedssnak hos min psykolog ved næste konsultation. Han forklarede mig, at sandsynligheden for at denne slemme pistolmand går ind til naboen er større, end at han går ind til mig. Han har jo så evig ret. Jeg kan sagtens huske disse sandsynlighedsberegninger fra matematik, når min psykolog gør mig opmærksom på det, men ikke når jeg er i det. Jeg vil kunne huske mig selv på det i dagene efter snakken med ham, men så vil jeg også hurtigt gå over til min egen sandsynlighedsberegning igen, da jeg jo nok har ret! Jeg kan sagtens se, at det er min OCD, der styrer mig. Jeg lader den tage styringen over mig. Jeg løber med den, fordi jeg ikke ved bedre. Den har været min leveregel i 11 år. Den har bidt sig hårdt fast, og den er ikke sådan lige at slippe af med igen. Jeg håber, jeg får den dræbt en dag! Efter udsendelsen har jeg også været til et møde på kommunen på grund af min ansøgning om pension. Til dette møde deltog kommunens lægekonsulent. Hun sagde, at hun efter at have læst papirerne om min sag kunne konstatere, at jeg kun havde fået det værre af mit ophold på Bøgegården, og at det derfor nok ikke havde været det rigtige for mig. Det tog dem lidt mere end et år at konstatere. Det er da langt ude, men det er vel også en form for indrømmelse. Nu hvor vi er ved Bøgegården. Jeg har klaget over dem til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det vil tage dem 9 måneder at behandle denne klage. Den er færdig hos Embedslægen, så nu er det Patientklagenævnet, den ligger hos. Jeg regner med, at den er færdigbehandlet i august. Det er ikke en hr. hvem som helst, Bøgegården er oppe imod. Jeg håber, de taber. Det har de fortjent. Når jeg har resultatet, skriver jeg om det. Jeg ved, at de ude på Bøgegården har set udsendelsen og ikke var begejstret for den. Jeg har også hørt fra en af beboerne, at lederen have behov for at krænge sit hjerte ud til en af deres gruppeterapier. Han havde sagt til beboerne, at de altså sagtens kan behandle OCD. De gør det bare på en anden måde. Ja, tak skal du ellers have! Han havde også sagt, at de har en masse problemer med amterne og sådan noget på grund af Lisbeth. Det er et brud på tavshedspligten. Der bliver fulgt op på min historie i Jydske Vestkysten, men stadig kun under lokalsiderne Kolding. De vil gerne have lov at følge, hvordan det går. Jeg selv fortsætter min lange kamp. Det er min måde at overleve på. Med mine kampe for at blive forstået følger der også en opgivelse, men hvis jeg ikke kæmper, bliver jeg utilfreds med mig selv. Jeg har brug for at fortsætte min kamp, selvom den er lang og tung. Du kan se TV 2 dok "I Tankernes Vold" på TV 2 Sputnik. Det koster ca. 20 kroner. TV 2 Sputnik - "I Tankernes Vold" Den 10. maj 2005 - Udsendelser om OCD Nu er det ved at være tid til den store dokumentar på TV 2. Den er kommet til at hedde: "I tankernes vold". Det er et godt "navn", synes jeg. Det beskriver vores lidelse meget godt. Jeg er meget spændt på at se dokumentaren. Jeg har også kun set optakten til den. Jeg er også meget spændt på, hvordan folk reagerer på udsendelsen. Jeg bliver lidt genert, når jeg hører kommentaren, jeg har set dig i fjernsynet. Det er ikke ligefrem det, jeg er mest vant til. Torsdag den 5. maj 2005 blev der sendt en dokumentar i TV/ midt-vests regionaludsendelse. Den handlede om de dårlige behandlingsmuligheder i det midtjyske. Den var rigtig god, derfor har jeg indsat et link, så du også kan få mulighed for at se den. Formanden for Amternes Sundhedsudvalg (Bent Hansen) udtalte sig dagen efter. Det var også meget interessant. Fanget i ritualer Kritik af OCD-behandling Den 29. april 2005 - Dokumentar på TV 2 Ja, så er det tid igen. Det, jeg længe har ventet på, sker snart. Dokumentaren på TV 2 bliver sendt torsdag den 12. maj 2005 klokken 20.00. Udsendelsen fokuserer på, hvad det vil sige at lide af OCD, fejlbehandling og kampen med systemet for at få hjælp til at få den rette behandling. Jeg er meget spændt på, hvilke reaktioner, der kommer bagefter - hvis der kommer nogle... Jeg glæder mig til at se det endelige resultat. Det skal nok blive godt. Jeg har fået bevilliget merudgifter efter Servicelovens §84. Det tog "kun" et par måneder for dem at behandle min ansøgning. Det er dog ikke endeligt endnu. Jeg skal samle kvitteringer på alt, hvad jeg køber, som jeg har søgt penge til. I følge §84 kan du få dækket de merudgifter, du har i følge af sygdom. Ved OCD er det sådan noget som ekstra sæbe, rengøringsmidler, toiletpapir, håndcreme, medicin og meget mere. I kender det jo nok selv! Jeg troede næsten ikke på, at det var et positivt svar, jeg fik. Det er jo helt nyt for mig. Jeg skal flytte den 15. maj. Jeg skal flytte ind i et opgangsfællesskab for sindslidende. Jeg får min egen lejlighed. Der er 8 lejligheder og 1 fælleslejlighed. Lejlighederne er tilknyttet et støttecenter, som holder til i fælleslejligheden. Jeg glæder mig til at flytte. Jeg er begyndt at blive lidt ensom i min ungdomsbolig. Når jeg har det dårligt, murer jeg mig inde. Jeg kan ikke tage mig sammen til at gå ud og møde andre mennesker. Jeg håber, flytningen hjælper på min følelse af ensomhed. Den 10. april 2005 Hej igen. Jeg kan se på datoen, at det er længe siden, jeg har opdateret dagbogen. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal fortælle. Jeg støder stadig ind i en masse forhindringer. Det er hårdt. Jeg er meget deprimeret for øjeblikket. Jeg tror, det er en reaktion på alt den modgang, jeg har haft. Den modstand, jeg har mødt fra kommunens side og stadig møder, får mig til at tro, at jeg nok heller ikke er mere værd. Jeg fortjener nok heller ikke at blive behandlet ordentlig. Det er så belastende. Kommunen forstår det åbenbart ikke. Jeg tror faktisk, de tror, at mit eneste problem er, at jeg er doven. Gid det var så let. Jeg vil aldrig anbefale nogle at sætte deres ben i systemet pga. dovenskab. Det ville være for dumt. De kører en psykisk ned. Man føler, de vil gøre alt for at få en til at holde sin mund og stoppe med at søge hjælp. Jeg har endnu ikke oplevet, de har oplyst mig om mine rettigheder. Jeg har selv søgt oplysninger i lovgivningen for at finde ud af, hvad jeg har krav på. Det er ikke rimeligt. Jeg har også sendt en klage til Patientklagenævnet over den fejlbehandling, jeg har været udsat for på Bøgegården. Patientklagenævnet har lovet at behandle min klage. De har allerede indhentet oplysninger hos min psykolog Martin Bergen. De skrev til mig, at det kan tage op til 9 måneder at behandle klagen. Det er lang tid. Jeg håber, at de er i stand til at gennemskue Bøgegårdens forsvar. Det var Vejle Amt jo ikke. Der kunne lederen også bruge sin manipulation til at få amtet til at forstå, at det er mig, der er problemet. Lederen på Bøgegården udtalte, at man ikke kan hjælpe en, der ikke vil hjælpes. Det er let at sige. Det undrer mig meget, Vejle Amt hoppede på den, for hvis jeg virkelig ikke ville hjælpes, kunne jeg bare være blevet boende på Bøgegården, så var jeg sluppet for at blive hjulpet! Angående udsendelsen på TV 2. Den kommer snart. Jeg kender godt til datoen, men da det ikke er 100% sikkert, det bliver den dag, venter jeg lidt med at skrive den. Jeg lover at fortælle det her i dagbogen, når datoen er helt sikker. Den 26. februar 2005 Jeg har hørt fra flere, at det er længe siden, jeg sidst har opdateret min dagbog, så det har jeg langt om længe valgt at gøre. Den 1. februar startede jeg på kursuscenteret Madsen & Madsen igen. Det er rart at have noget at stå op til. Jeg var begyndt at kede mig, da jeg ikke længere sov det meste af dagen. Jeg er stadig meget træt, hvilket bevirker, at jeg for det meste først når derind klokken 10. Når jeg kommer hjem om eftermiddagen, flader jeg enten ud foran fjernsynet, eller også sover jeg et par timer. Jeg blev for cirka et par måneder siden bekendt med radioprogrammet Ret og Pligt på P1. Jeg skrev til dem i håb om, at de havde et råd til mig i forbindelse med min kamp om at få betalt psykolog. Mit spørgsmål blev besvaret i udsendelsen den 7. febuar. Hun kunne desværre ikke give mig et råd, jeg kan bruge til det helt store. Jeg kan desværre ikke skrive, at jeg har fået det bedre. Der går nok et stykke tid endnu. Jeg synes, at det er meget hårdt at blive ved med at kæmpe. Ikke mindst fordi at jeg føler, at jeg kæmper og kæmper, men der sker ikke noget. Det er frustrerende, og til tider har jeg mest lyst til at opgive. Jeg tager mig også nogle pauser ind imellem. Jeg magter ikke at kæmpe dag ud og dag ind. Det er for hårdt. Den dokumentarudsendelse, TV 2 er ved at lave, bliver vist til maj. Jeg håber, den vil gøre situationen for mange OCD-ramte mere udholdelig og rimelig. Den 28. november 2004 Nu er det vist ved at være tid til at skrive igen. Der er sket meget siden sidst. Det er desværre i negativ retning, der er sket mest. Jeg må nok hellere nævne, at jeg var i Ugebladet Hjemmet i uge 42. Jeg var til og med på forsiden. Det skal siges, at artiklen var skrevet i en lidt for positiv tone. Jeg har det langt fra så godt, som man får indtryk af i artiklen. Hjemmet ønskede en solstrålehistorie, så det blev den til. Det ville være rart, hvis jeg havde det så godt, som mange har fået indtryk af. Det har jeg desværre ikke. Siden sidst er jeg også blevet filmet til en dokumentarudsendelse, som TV 2 for øjeblikket er i gang med at lave. Det var faktisk ret underholdende at være med til. De var mægtig søde begge 2 - både journalisten og fotografen. Udsendelsen bliver først vist til foråret, hvilket er lidt hårdt at vente på. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad de har fået i kassen efter at have været sammen med mig en hel dag. Jeg tror i hvert fald, at de begge er blevet en del klogere på, hvad OCD er. De er nok også blevet klogere i forhold til, hvad man i Danmark kan blive udsat for, når man har en psykisk lidelse som OCD. Jeg gjorde i hvert fald mit bedste for at belære dem om det. Mit håb er, at systemet også vil vågne op, når de ser udsendelsen. Jeg har min tvivl, men jeg håber, det bedste jeg har lært. Det kan ingen spolere. Jeg har et stort ønske om at blive Mediegrafiker. Jeg har gået på grundforløbet på Teknisk Skole, så jeg kunne opnå de kompetencer, jeg behøvede for at komme ind på uddannelsen. Jeg søgte ind på skolen først i oktober. Jeg kom til optagelsessamtale, men jeg fik ikke en af de eftertragtede kvotepladser. Som jeg så ofte har gjort, kæmpede jeg videre for min sag. Jeg var meget tæt på at have en læreplads, så jeg fik lov til at starte på uddannelsen for 2 uger siden. Det var også vældig godt i starten, men så begyndte det at give bagslag. Starten varede, nu jeg tænker over det, kun 1 dag. Jeg fik svært ved at sove om natten. Jeg kunne ligge i min seng i 2 timer, før jeg faldt i søvn. Jeg kunne simpelthen ikke falde til ro. Tankerne drønede rundt i hovedet i et stort virvar. Det var frustrerende. Sådan gik den ene nat efter den anden. Det hjalp mig heller ikke at vente med at gå i seng til klokken 2.00. Den første uge, hvor jeg fulgte undervisningen på selve uddannelsen, fik jeg mellem 4 og 5 timers søvn hver nat. I denne uge orkede jeg næsten ikke at lave andet end at gå i skole, spise og så sove, det jeg nu kunne om natten. Den følgende weekend sov jeg 12 timer begge nætter. Alligevel følte jeg mig træt, da jeg stod op sidst på eftermiddagen. Mandag i den efterfølgende uge var jeg også i skole. Det blev den sidste dag. Jeg kunne stadig ikke sove om natten. Det gjorde, at jeg sov over mig tirsdag. Da jeg blev vågen, var jeg stadig vildt træt. Derfor besluttede jeg at blive hjemme, så jeg kunne sove videre. Tankerne drønede rundt i mit hoved hele dagen. Jeg følte ikke, at jeg havde det godt nok til at fortsætte på uddannelsen. Jeg var SÅ træt, og jeg havde fået tilbagefald i forhold til min OCD. Jeg havde mest af alt lyst til at opgive alt. Jeg havde det så dårligt med mig selv, hvilket gav mig mange selvdestruktive tanker. Jeg havde svært ved at overskue det mindste, og tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg orkede ikke andet end at ligge på sofaen foran fjernsynet eller at sove. Det, at jeg havde fået det så dårligt igen, gjorde, at jeg ringede til mine forældre sent på aftenen. Jeg fortalte min mor, hvordan jeg havde det. Hun kunne godt høre på mig, at det, jeg havde mest lyst til, var at droppe ud. Begge mine forældre bakkede mig op i det. Grunden til, at jeg var begyndt at tænke så meget over min situation, skyldtes til dels også, at jeg var blevet gjort opmærksom på, at den branche, jeg var ved at bevæge mig ind i, var et sted med meget stress. Jeg har gang på gang erfaret, at jeg får tilbagefald, når jeg arbejder under stress. Det kunne jeg også se denne gang. Derfor står jeg nu midt i et vejkryds, hvor jeg ikke ved, hvilken sidevej jeg nu skal bevæge mig ud ad. Jeg vil så forfærdeligt gerne have en uddannelse, men lige nu er jeg nødt til at tage den lidt med ro. Jeg må minde mig selv om min teori. Jeg mener nemlig, at når man har OCD, har man 2 fuldtidsjob. Man har sin skole, uddannelse, job, eller hvad det nu må være, og ved siden af har man sin OCD. Den tager forfærdelig meget energi. Når man tænker på det som 2 job, er der jo heller ikke noget at sige til, at man bliver udkørt. Det er de færreste, som kan klare sådan en hverdag, som de fleste med OCD er tvunget til at leve. Jeg går stadig til psykolog en gang om ugen i Søborg. Jeg er begyndt at gå inde hos Chef Psykolog Martin Bergen. Det er jeg blevet rigtig glad for. I en periode som denne, hvor jeg har det rigtig dårligt, er ugens højdepunkt, de 2 timer hvor jeg taler med ham. Nogle dage føler jeg, at det er det eneste, jeg har at se frem til. Jeg føler, at det er det, som holder mig i live. Det er utrolig hårdt at have det på denne måde, da en uge så let kan blive lang. Jeg føler en stor lettelse, når jeg taler med ham. Det hænger nok sammen med, at jeg føler, han er en af de eneste, som forstår mig helt. Jeg føler, han er min redningsmand. Han skal hjælpe mig til at overleve. Hjælpe mig med at komme min OCD til livs så jeg igen kan få et værdigt liv. Et liv, som jeg lige nu har meget svært ved at tro på, jeg nogensinde vil få. Jeg bliver dog ved med at håbe. Håb er det eneste, jeg har. Det er mit håb, som skal hjælpe mig til at kæmpe, når jeg ikke tror på, jeg vil blive i stand til at bekæmpe min OCD. Mit håb og Martin Bergen skal vise mig vejen. Den 2. oktober 2004 - Har brug for hjælp til min kamp mod systemet! Sidst jeg skrev, nævnte jeg, at jeg havde kontaktet Folketingets Ombudsmand. Jeg har ikke skrevet siden, selvom det er ved at være længe siden, jeg fik svaret. De vil heller ikke hjælpe mig, da de ikke er i stand til at foretage en lægelig vurdering. Deres svar ramte som et hårdt slag i brystet. Jeg blev så ked af det. Nu er alle muligheder opbrugt. Det med at de skriver, at de ikke kan foretage en lægelig vurdering forekommer mig som en lidt mærkelig begrundelse, da der overhovedet ikke er nogen, som har foretaget en lægelig vurdering. De har i stedet konstant henvist til, at jeg kunne være blevet boende på Bøgegården, eller også har de henvist til det, andre tidligere har skrevet. Hvad er det for en måde at behandle mennesker på? Jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg har ikke opgivet min kamp mod myndighederne helt endnu. Jeg holder bare en pause, da jeg er kørt død. Alle de afslag gør mig virkelig i dårligt humør, hvilket betyder, at jeg ind imellem er nødt til at standse op og overveje, om jeg vil fortsætte. Jeg håber, at jeg kan få hjælp af pressen inden så længe, da jeg tror, det er den eneste vej, jeg har tilbage. Hvis du har et godt foreslag til, hvad jeg kan gøre for at komme videre i systemet, må du meget gerne sende mig en mail. Du kan klikke på linket til min gæstebog, og så kan du sende mailen den vej. Hvis du er journalist og tænker, det kan være interessant at berette om min historie, må du også meget gerne lade høre fra dig. Jeg har brug for alt den hjælp, jeg kan få, hvis jeg skal råbe systemet op. Det var alt for denne gang. Jeg skriver igen, når jeg har mere nyt. Den 8. august 2004 Jeg troede, at jeg havde opbrugt alle muligheder i min sag for at få betalt mine behandlinger hos psykologen. En aften jeg surfede på nettet, fandt jeg dog ud af, at der er noget, som hedder Folketingets Ombudsmand. Det viste sig, at man har mulighed for at sende alle papirerne i sin sag til ham, når man har anket afgørelserne til alle de steder, hvor man kan det. Det fik mit håb til at stige igen. Jeg har sendt dem papirerne og håber nu bare på, at de vil tage min sag op. Fra at have haft opbrugt alle chancerne for at få betalt min behandlinger har jeg fået endnu en chance. Jeg håber virkelig, de vil tage min sag op til vurdering. Da jeg i sin tid skrev ansøgningen til kommunen, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive en så lang og opslidende kamp, som det er endt med at blive. Jeg troede ikke, at myndighederne kunne være så tykhovedet! I forbindelse med at Den Sociale Ankestyrelse havde sendt et brev til mig, om at de ikke ville tage min sag op til vurdering, kontaktede jeg dem per telefon i håb om at få dem til at skifte mening. Det hjalp dog ikke, men jeg gik sagsbehandleren lidt på klingen. Jeg forklarede ham, at jeg ikke er den eneste med OCD, hvor behandlerne i det offentlige system ikke er i stand til at hjælpe. Det vidste han selvfølgelig ikke noget om. Han sagde, at hvis de fik et tilsvarende brev fra 20 andre, ville de overveje at tage sagen op. Jeg har derfor en bøn til dig, hvis du er i samme situation. Jeg vil bede dig om at anke din sag, hvis du ikke kan få behandlingerne betalt. Ank sagen så langt du kan. Det vil sige, at hvis du får afslag af kommunen, skal du anke til Statsamtet. Hvis Statsamtet giver kommunen medhold, skal du anke deres medhold til Den Sociale Ankestyrelse. Vær sød at kontakte mig på min mail hvis du er nået så langt i systemets kringlekroge, at der kun er Den Sociale Ankestyrelse tilbage, eller hvis du er endt blindt ligesom jeg. Hvis du sidder i en situation, hvor du har anket til Den Sociale Ankestyrelse, fordi du ikke kan få dine behandlinger betalt, må du også meget gerne skrive til mig. Det ville være rart at få et overblik over, hvor mange med OCD det drejer sig om. Det er på tide samfundet får øjnene op for, at der er en grund til, at der findes psykologer, som har specialiseret sig i behandlingen af mennesker med OCD. Jeg kæmper fortsat med at finde nogle i systemet, som vil hjælpe mig og andre. Jeg ved ikke, hvor meget min indsats vil komme til at hjælpe, men jeg håber, jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg har efterhånden mødt så mange blindgyder, at det ville være nemmere at give op. Det har dog virket modsat på mig og fået mig til at kæmpe endnu mere. Jeg håber, du vil lade høre fra dig, hvis du er i samme situation. Du kan kontakte mig på min mail, som er:lisbeth@ocd-inderstinde.dk Den 11. juli 2004 Min sag om betaling af psykolog har nået sin ende. Det sørgede Den Sociale Ankestyrelse for. De afsluttede sagen med et brev, hvor de skrev, at de ikke ville tage sagen op, da den "kun" er af personlig betydning. Jeg blev virkelig ked af at læse brevet. Jeg var i dårligt humør i forvejen, men brevet forværrede det blot. Jeg blev simpelthen SÅ skuffet. Det var slet ikke faldet mig ind, at de måske ikke engang ville behandle sagen. Jeg var så sikker på, at de nok skulle forstå mig. Ud fra de tanker jeg havde om, at Den Sociale Ankestyrelse ville rede mig, er det heller ikke så sært, at deres brev ramte som et slag i brystet. Jeg fatter det virkelig ikke. Jeg forstår ikke, at man kan være så snæversynet. Jeg troede, at vi betaler skat, for at vi kan få gratis lægehjælp! Det kan vi også, hvis det er somatiske problemer. Når det kommer til de psykiske lidelser, er det nogle helt andre regler, der gælder. Det er noget mærkeligt noget. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan det hænger sammen. Set med mine øjne hænger det slet ikke sammen. Jeg har besluttet mig for at gå mediernes vej nu. Det er en beslutning, som har krævet en del overvejelser forstået på den måde, at jeg er nervøs for, om det vil ændre mine studiekammeraters syn på mig. Jeg ønsker ikke at blive set på med nogle øjne, som siger, det er hende med OCD. Jeg vil ses som den person, jeg også er. På mange måder er jeg jo helt "normal"... Nogle gange har jeg svært ved at se mig selv som en, der indeholder andet end OCD. Det gjorde også, at da jeg startede på min uddannelse, havde jeg planer om, at jeg ikke ville fortælle om min OCD. Jeg ønskede at blive set som et ungt menneske på lige fod med de andre studerende. Trods disse tanker har jeg valgt at gå til medierne, da det nu står mig klart, at det er den eneste chance, jeg har tilbage, hvis jeg ønsker en smule retfærdighed. Der er flere, som har sagt til mig, at min kamp også kan komme andre til gavn. Jeg må dog indrømme, at det ikke er det, jeg har tænkt på i første omgang. Jeg kæmper for, at jeg kan få betalt mine behandlinger. Det vil selvfølgelig være en ekstra gevinst, hvis min kamp kommer andre til gavn. Jeg ville helst have været foruden at skulle gå til medierne. Systemets måde at behandle mig på gør mig dog så vred, at jeg ikke kan lade være. Det sidste ord i min sag er endnu ikke sagt. Jeg blev i tirsdags interviewet til en artikel i Hjemmet. De har en redaktionstid på 2 måneder, så der går et stykke tid endnu, før artiklen kommer på gaden. Udover det har jeg kontaktet en avis, som overvejer, om de vil fortælle min historie. Jeg har tænkt på, at nogle måske undrer sig over, at jeg udleverer så meget af mig selv. Jeg forstår godt, hvis der er nogle, som tænker sådan. Jeg har et enormt behov for at fortælle min historie. For mig virker det som en form for terapi. Jeg kommer af med noget af det, som fylder i mig. Det er også fordi, jeg gerne vil være med til at gøre det lettere at forstå, hvordan det er at have OCD. Min drøm er at skrive en bog, når jeg engang er kommet ud på den anden side. Jeg har selvfølgelig også et håb om, at der en dag vil være en på Christiansborg, som læser det, jeg har skrevet på min hjemmeside. Det kan være, det vil hjælpe politikerne til at forstå. Det står klart for mig, at de ved ALT for lidt om, hvor svært det er at behandle mennesker med OCD. Det kræver mere, end at man er uddannet psykolog eller psykiater. Psykologen eller psykiateren skal også kunne give kognitiv adfærdsterapi og have specialiseret sig i behandlingen af mennesker med OCD. Disse behandlere har vi alt for få af i Danmark. Det er alt for ofte, at der går over 5 år, inden man finder den rette behandler. Det er uhyggeligt. Vi lever endda i et velfærdssamfund..... Den 24. juni 2004 - TV syd I de sidste par dage er jeg blevet kaldt for moviestar. Det skyldes, at jeg har været i lokalnyhederne på TV2 - også kaldt TV SYD. Jeg blev kontaktet i mandags af en fra OCD foreningen. Hun havde modtaget et opkald fra en journalist på TV SYD, som søgte en person med OCD, der var blevet fejlbehandlet og fejldiagnosticeret. Jeg sagde ja til at medvirke. TV SYD interviewede mig om eftermiddagen, og det blev sendt samme aften. Jeg kan tydeligt se, på det der bliver vist i udsendelsen, at TV SYD selv ville bestemme, hvilken historie der skulle fortælles. Jeg ville gerne have haft, de fortalte, at jeg ikke kan få mine behandlinger betalt. Det gjorde de ikke. Bortset fra det, og at de siger, jeg er blevet fejlmedicineret de sidste 10 år, var udsendelsen vist OK. Jeg er ikke blevet fejlmedicineret de sidste 10 år, men fejlbehandlet. Hvis du er interesseret i at se udsendelsen, kan du klikke på nedenstående link. TV SYD Den 5. juni 2004 Det er altid spændende, når man skal til at fortælle noget nyt. Mit problem lige nu er, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte, samt hvad og hvor meget jeg skal fortælle. Jeg har siden sidst, jeg har skrevet, fortsat kæmpet mod myndighederne. Jeg har så svært ved at forstå, at de ikke mener, de skal betale for mine behandlinger hos psykologen. Jeg er meget vred over det. Jeg har virkelig lagt min hjerne i blød for at finde ud af, hvad grunden er. Et eller andet sted ser jeg det som en slags chikane imod mig. Det er det nok ikke, for så er der virkelig mange rundt omkring med OCD, som bliver chikaneret af deres kommune. Det sidste nye er, at statsamtet gav kommunen medhold i deres afslag på betaling af psykolog. Jeg har anket statsamtets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Jeg håber, der snart kommer noget positivt ud af alle mine klager. Hvis der ikke gør det, forstår jeg ikke, man kalder Danmark for et velfærdssamfund - hvilket jeg egentlig heller ikke gør nu. Jeg har også skrevet til Lars Løkke Rasmussen for at gøre ham opmærksom på, hvilken situation mange med OCD står i. Jeg synes, det er dybt uretfærdigt. Nå - bortset fra det er det faktisk begyndt at gå fremad. Jeg har op til flere gange formået at lade være med at udføre min mest plagsomme tvangshandling. Det er jeg ovenud lykkelig for. Jeg følte det som en rus, første gang det lykkedes for mig. Det var fedt. Jeg kunne næsten ikke få armene ned igen. Det er de kommet siden... Jeg har stadig dage, hvor jeg synes bedst om at blive liggende i min seng. Tristheden overmander mig ofte som en snigende skygge. Jeg synes dog, at jeg er blevet lidt bedre til at håndtere den, end jeg har været tidligere. Mine fremskridt skyldes i høj grad min psykolog. Jeg er glad for, at jeg ikke længere bor på Bøgegården. Hvis jeg stadig boede der, lå jeg højst sandsynligt stadig nede på bunden og rodede rundt. Når jeg skal kigge positivt på alt det, jeg har kæmpet med gennem de sidste år, kan jeg sige, at jeg har lært meget om, hvordan systemet er bygget op. Jeg er ved at have styr på, hvordan man skriver klager, og hvem klagen skal sendes til efter næste afslag. Jeg håber faktisk ikke, det er noget, jeg har brug for at vide resten af mit liv. Jeg vil nødigt blive ved med at have en grund til at være i krig med myndighederne. Det er i orden, at jeg behov for at vide det, hvis det er for, at jeg siden hen kan hjælpe andre igennem møllen. Jeg vil gerne videre med mit liv og har ikke lyst til at være afhængig af systemet for altid. Den 12. april 2004 Der er sket meget i de sidste måneder. Jeg er flyttet ind i min ungdomsbolig og har boet her lidt over en måned. Jeg er ved at føle mig godt tilpas i lejligheden. Jeg nyder den frihed, jeg har fået, efter jeg er flyttet fra Bøgegården. Nu kan jeg komme hjem, når det passer mig, uden at skulle give nogle besked. Den sidste tid har også budt på mange kampe. Jeg kan ikke få betalt mine behandlinger hos psykologen. Kommunen siger, jeg kan få en tilsvarende behandling i det offentlige system. Det er ikke sandt. Jeg har været i det offentlige systems kløer i omkring 5 år. Det har ikke givet den største virkning. Der er mange andre end mig, som ikke kan få betalt den behandling, de har brug for. Det er frustrerende og en hård kamp at have OCD. Kampen bliver ikke mindre, når man også skal kæmpe for at få den hjælp, man har brug for. Vi har brug for, at der kommer meget mere fokus på, hvordan man som OCD-patient er stillet. Jeg har anket kommunens afslag til amtet. Jeg håber, de tager min klage alvorligt. I den seneste tid har mit ophold på Bøgegården fyldt meget i mine tanker. Jeg er påvirket af mit ophold på Bøgegården. Når jeg ser tilbage på opholdet, er det med blandede følelser. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg hader eller holder af dem. Hadet fylder mere, for hver dag der går. De har gjort mere skade end gavn. Jeg lider stadig under mange af deres bemærkninger. De fik mig til at føle mig ulækker på grund af nogle af mine tvangshandlinger. Det har gjort, at jeg har haft meget svært ved at fortælle min nye psykolog om disse tvangshandlinger. Jeg var bange for, hun også ville synes, jeg er ulækker. Det gør hun ikke. Jeg føler, at hun har en meget større forståelse for, hvad det vil sige at have OCD. Hun giver mig lyst til at fortælle, hvad der foregår i mig. Det er stadig svært for mig at fortælle det, men det hjælper at vide, at hun ikke synes, jeg er dum eller ulækker. Under mit ophold på Bøgegården gjorde jeg ofte personalet opmærksom på, at det ikke hjalp mig at bo der. Jeg forklarede dem, at jeg havde brug for noget hjælp ude fra, mens jeg boede der. De hørte ikke på mig. De forstod ikke, at der skulle mere hjælp til. Det har været med til at gøre mig meget frustreret og vred. Jeg har brug for at oplyse andre om, hvad jeg har været igennem, for jeg vil så nødigt, at andre skal igennem det samme. Det har været en hård kamp for mig at bo der, og det forfølger mig stadig og vil nok gøre det længe endnu. Det skal ikke forstås som om, at jeg blev mishandlet på Bøgegården, for det gjorde jeg ikke, men jeg blev fejlbehandlet. De mente, jeg havde fortrængt noget i min barndom, som har givet mig OCD. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det skulle være. Jeg mente ikke, jeg havde fortrængt noget. De er åbenbart ikke klar over, at det er sjældent, man får OCD på grund af noget, der er sket i barndommen, som man har fortrængt. Der skete meget derude, som satte tankerne i gang hos mig, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle flytte hen, hvis jeg flyttede væk fra Bøgegården. Jeg følte mig alene. Jeg har skullet kæmpe for at få det godt, samtidig med at jeg kæmpede for at få den rigtige behandling. Nogle gange når jeg beklagede mig over behandlingen, bad de mig fortælle, hvad de så skulle gøre for at hjælpe mig. Hvis jeg havde vidst det, var det ikke nødvendigt for mig at være i behandling. Jeg har tit tænkt på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde haft dem inde på Madsen & Madsen. De lyttede på mine frustrationer, tristhed, selvmordstanker, vrede og opgivenhed i de perioder, hvor jeg havde det værst. Hvis jeg ikke havde haft dem, er jeg bange for, jeg ikke ville have været her i dag. Jeg er dem evigt taknemmelige og vil aldrig kunne takke dem nok. Det er begrænset, hvor meget de ved om OCD, men de har et hjerte af guld og har haft tid og tålmodighed til at lytte på mig. Deres støtte har jeg sat stor pris på. De støtter mig stadig, og jeg håber, de vil være der for mig mange år frem. Den 15. januar 2004 Jeg er startet på Teknisk Skole i Kolding. Jeg har gået der i 2 uger, og jeg har allerede fundet mig godt til rette. Vi er begyndt på vores 1. projekt, som vi har 5 uger til at lave. Jeg laver en folder, som beskriver, hvad uddannelsen til mediegrafiker går ud på. De andre elever er rigtig flinke. Jeg befinder mig godt i deres samvær. I dag har jeg fået tilbudt en ungdomsbolig på 49 kvadratmeter fra den 1. marts. Det er rigtig fedt. Jeg skal godt nok være ude fra Bøgegården den 31. januar, så jeg har lige en måneds tid, jeg skal have fundet ud af, hvad jeg vil gøre ved. Jeg er glad for mine samtaler med psykologen i Søborg. Jeg kan allerede mærke en virkning ved behandlingen. Det ser ud som om, at det langt om længe er begyndt at flaske sig for mig.