Hvad er OCD?
Hvilke symptomer kan opleves ved OCD?
Hvem får OCD?
Hvor hyppig er OCD?
Hvordan stilles diagnosen OCD?
Hvordan kan en OCD-ramt hjælpe sig selv?
Hvordan kan en nærtstående hjælpe den OCD-ramte?
Informationerne på denne side er kopieret fra en pjece, som Pfizer har udgivet. Jeg har kontaktet Pfizer, som gav mig lov til at gengive noget af teksten fra pjezen. Hvis du ønsker at læse hele pjecen, kan du bestille den hos Pfizer. Pjecen hedder INFORMATION OM OCD - En vejledning for patienter og pårørende. Den er skrevet af Per Hove Thomsen, som er professor, overlæge og dr.med. ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov.
Hvad er OCD?
OCD er en forkortelse for obsessive-comulsive disorder (på dansk også kaldet tvangstilstand) og er karakteriseret ved tilstedeværelse af tvangstanker og/ eller tvangshandlinger. De fleste, såvel børn som voksne, der lider af OCD, har både tvangstanker og tvangshandlinger.
Tvangstanker er tanker, som konstant presser sig på i bevidstheden. Tvangstankerne er meget ubehagelige og stærkt generende, og af den OCD-ramte selv erkendes tankerne som meningsløse. Tvangstankerne forårsager ofte stor angst, og som oftest betyder tankerne, at den OCD-ramte ikke kan koncentrere sig og leve et normalt liv.
Tvangshandlinger er handlinger, som skal udføres på en ganske bestemt måde eller efter et bestemt rituelt mønster. Bag tvangshandlingerne ligger ofte en forestilling om, at man ved at udføre handlingerne kan afværge en hændelse, som OCD-ramte frygter ellers vil ske. På den måde kan en tvangshandling afværge, at der sker ens kære noget frygteligt, at man rammes af sygdom osv. Hos nogle mennesker med OCD ligger der ikke tvangstanker bag handlingerne, men også disse personer oplever stærkt ubehag, hvis de ikke kan komme til at udføre deres tvangshandlinger.
OCD viser sig på samme måde hos børn og voksne, og tvangssymptomerne er stort set de samme. OCD er ikke en sindssygdom, da OCD-ramte med deres fornuft kan lægge afstand til deres tvangstanker og -handlinger. De kan selv se det absurde og stærkt overdrevne i symptomerne, men de føler sig alligevel styret af dem, fordi symptomerne ofte virker ganske indgribende på deres daglige funktioner.
Hvilke symptomer kan opleves ved OCD?
De mest almindelige tvangssymptomer er angst for snavs og smitte og ritualer med tvangsvaskning.
Ved tvangssymptomer i form af angst for snavs og smitte kredser den OCD-ramtes tvangstanker uafladeligt omkring angsten for at pådrage sig sygdomssmitte, f.eks. AIDS eller salmonellainfektion.
Den OCD-ramte selv kan godt se det helt ulogiske og usandsynlige i, at han eller hun skulle pådrage sig de frygtede sygdomme, og med sin fornuft kan den ramte lægge afstand til symptomerne og synes, at frygten er helt ubegrundet. På trods af denne fornuftsmæssige indsigt i og afstandtagen til symptomerne presser tvangstankerne sig alligevel konstant på og plager den OCD-ramte i alle livets gøremål.
Mange OCD-ramte med tvangssymptomer bliver socialt isolerede, fordi det er meget svært for dem at være sammen med andre mennesker. De skal måske vaske hænder mange gange om dagen og er konstant i tvivl, om de har vasket sig grundigt nok.
Kontrolritualer i form af tjekking er et andet hyppigt tvangssymptom. En person, som lider af kontrolritualer, skal igen og igen tjekke bestemte ting. For nogle OCD-ramte med tjekkingsymptomer kan det være næsten umuligt at forlade lejlighed eller hus, fordi de har så vanskeligt ved at afslutte deres kontrolritualer.
Mange skal tjekke såvel døre som vinduer, elinstallationer og vandhaner ikke blot én gang, men utallige gange, før de kan komme videre. Og selv efter at have tjekket måske 50 eller 100 gange er de konstant i tvivl, om de nu har udført tingene godt nok, om døren er låst, eller om vandhanen er lukket.
Nogle mennesker med OCD har tvangstanker vedrørende død eller har angst for at komme til at gøre andre eller sig selv skade. Nogle vil være plaget af tvangstanker og indre billeder om at begå overgreb eller slå en nærtstående ihjel, andre skal udføre en lang række ritualer til punkt og prikke for at afværge, at der indtræder en katastrofe enten med ham/ hende selv eller med nærtstående personer.
En del OCD-ramte har såkaldte mentale ritualer. Mentale ritualer er tvangshandlinger, som udføres inden i personens hoved, og som ikke er synlige for omverdenen. Sådanne ritualer kan være i form af "tællemani", hvor man skal tælle vinduer, stole, biler, cirkler osv., at man skal sige bestemte ord eller remser for sig selv, eller at man med blikket skal fokusere på cirkler, firkanter eller lignende. Disse mentale ritualer kan være lige så forstyrrende som de synlige tvangshandlinger, og de er ofte sværere at erkende, idet de synlige tegn blot kan være nedsat koncentrationsevne, irritabilitet, træthed, nedtrykthed og opgivenhed. Hos børn kan sådanne tvangssymptomer vise sig ved, at de får vanskeligt ved at passe deres skolearbejde, måske fordi de skal læse tingene igen og igen og fordi, de skal udføre forskellige ritualer, før de kan gå videre med skolearbejdet.
Nogle personer med OCD har tvangshandlinger omhandlende symmetri. Med dette forstås, at de helst vil have, at tingene omkring dem står på en ganske bestemt måde, og de kan, enten for deres indre blik eller i aktiv handlen, føle sig tvunget til at flytte om på tingene.
Hvem får OCD?
Man kender ikke én bestemt årsag til OCD, og årsagsforholdene synes komplekse og mangeartede. Det er dog sikkert, at opdragelsesforhold eller bestemte familiemønstre ikke i sig selv kan forårsage OCD hos børn og unge.
Mange mennesker med OCD har en arvelig disposition, og man kan ofte finde ét eller flere andre familiemedlemmer, som har tilsvarende eller beslægtede tvangssymptomer. I visse tilfælde kan ydre stressfaktorer være det, som får tilstanden til at udvikle sig.
Tidligere beskrev man i den psykoanalytisk inspirerede teori, at OCD var en neurotisk lidelse, som forårsagedes af en belastende udvikling i en bestemt periode i ens liv. Man har dog længe vidst, at OCD på en række områder adskiller sig fra det, man normalt kalder neurotiske tilstande.
Dels er symptomerne anderledes, og dels er OCD-ramte stort set upåvirkelige af psykoanalytisk orienteret psykoterapi. Nogle OCD-ramte har specielle personlighedstræk i form af udpræget ordenssans, nøjagtighed eller overdreven forsigtighed, men en stor del af OCD-ramte har ikke disse træk.
I dag betragter man sygdommen som en neurobiologisk sygdom, hvor en forstyrrelse i et af hjernens signalstoffer, hovedsageligt serotonin, spiller en vigtig rolle. Ved nyere undersøgelsesmetoder af hjernen (PET-skanning) kan man i bestemte områder af hjernen se et øget stofskifte ved OCD.
Ved virksom behandling kan man se, at disse områder normaliseres. Sociale og psykologiske faktorer kan gøre sig gældende ved at virke uheldigt vedligeholdende på tvangssymptomer eller direkte forstærke dem, fx. uheldigt kommunikationsmønster eller negativ stemning i familien. Derfor er det vigtigt i behandlingen også at inddrage sociale og psykologiske aspekter og involvere familien og andre nøglepersoner.
Hvor hyppig er OCD?
OCD har tidligere været opfattet som en relativt sjælden lidelse. Mange OCD-ramte opfatter deres tvangstanker og -handlinger som absurde og pinagtige og synes derfor ofte, at det er pinligt at afsløre dem for omgivelserne. Det har vist sig, at mange OCD-ramte har gået med deres symptomer i årevis, inden de søger behandling, og at mange slet ikke kommer i nogen form for behandling.
I takt med, at der er kommet mere fokus på tilstanden, og at behandlingsmulighederne er udviklede, kommer flere OCD-ramte i kontakt med psykiatere. Fra befolkningsundersøgelser fra forskellige steder i verden ved man, at 2-3% af befolkningen er plaget af svære tvangstanker eller tvangshandlinger. Hos over halvdelen af patienterne starter symptomerne allerede i barndommen eller i ungdomsårene, mens det er sjældent, at OCD debuterer efter 30-års alderen. Blandt børn findes flere drenge med OCD, mens der hos unge og voksne er lige mange af hvert køn.
Hvordan stilles diagnosen OCD?
Hos personer med karakteristiske symptomer på OCD er diagnosen som regel ikke svær at stille. Både undersøgelse af sygdommen og den indledende behandling foregår oftest hos speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri. Diagnosen stilles på baggrund af tvangssymptomernes sværhedsgrad. Spørgsmål vil for eksempel være: I hvor høj grad indvirker symptomerne på dagligdagen? Opleves de som en belastning for den OCD-ramte? Hvor hyppigt og massivt optræder symptomerne i løbet af dagen? Hvilke sociale følgevirkninger forårsager de? Lægen vil under samtalerne vurdere, om det drejer sig om OCD. Familien bliver ofte ganske involveret og påvirket af den OCD-ramtes symptomer, og derfor er det vigtigt, at lægen ikke kun får den OCD-ramtes egne informationer, men også oplysninger fra familie og andre nærstående personer.
Som indledning til et behandlingsforløb er informationen om OCD til den ramte og den ramtes familie vigtig. Behandlingen sker oftest i form af en kombination af medicinsk behandling og såkaldt kognitiv adfærdsterapi.
Hvordan kan en OCD-ramt hjælpe sig selv?
1) Du skal indse, at du ikke er alene. En ud af ca. 50 mennesker lider af OCD og har sandsynligvis symptomer meget lig dine egne.
2) Du er ikke ved at blive skør, og det er ingen skam at have OCD. Du skal anerkende dine tvangstanker og -handlinger som de er, nemlig resultatet af en tilstand, som ikke er under din kontrol.
3) Det er vigtigt, at du taler om dine symptomer helt åbent og ærligt med din læge for at sikre den bedste behandling.
4) Det er vigtigt, at du følger behandlingen, også selvom bivirkninger af medicinen specielt i starten kan være generende. Det kan tage adskillige uger, før behandlingen virker.
5) Prøv at være aktiv og deltag i aktiviteter sammen med andre.
Jo mere du konfronterer dig med din angst og prøver at undertrykke dine tvangshandlinger, jo mere kontrol vil du få over dine symptomer.
Hvordan kan en nærtstående hjælpe den OCD-ramte?
1) Husk at tvangssymptomer ikke har noget at gøre med svag vilje.
2) Prøv at opmuntre den OCD-ramte til at søge behandling.
3) Pas på ikke at blive involveret i den OCD-ramtes tvangstanker og tvangshandlinger. Dette vil kun forstærke symptomerne.
4) Prøv at fokusere på normale ting i samværet med den OCD-ramte for at mindske tvangssymptomernes indflydelse.
5) Støt den OCD-ramte i hans eller hendes modstand mod tvangssymptomerne, også selvom modstanden kun er lille.