 |
|
|
| År 2004 |
Den 15. januar 2004 - Begyndt på Teknisk Skole
Jeg er begyndt på Teknisk Skole i Kolding. Jeg har gået der i 2 uger, og jeg finder mig allerede til rette. De andre elever er rigtig flinke. Jeg befinder mig godt i deres samvær.
Jeg er glad for mine samtaler med psykologen i Søborg. Jeg kan allerede mærke en virkning ved behandlingen. Det ser ud som om, at det langt om længe er begyndt at flaske sig for mig.
Den 12. april 2004 - Flyttet i ungdomsbolig
Der er sket meget i de sidste måneder. Jeg er flyttet ind i min ungdomsbolig og har boet her lidt over en måned. Jeg er ved at føle mig godt tilpas i lejligheden. Jeg nyder friheden, som jeg har fået, efter jeg er flyttet fra Bøgegården.
Den sidste tid har også budt på mange kampe. Jeg kan ikke få betalt mine behandlinger hos psykologen. Kommunen siger, jeg kan få en tilsvarende behandling i det offentlige system. Det er ikke sandt. Jeg har været i det offentlige systems kløer i omkring 5 år. Det har ikke givet den største virkning. Der er mange andre end mig, som ikke kan få betalt den behandling, de behøver. Det er frustrerende og en hård kamp at have OCD. Kampen bliver ikke mindre, når man også skal kæmpe for at få den hjælp, man behøver. Vi har brug for, at der kommer meget mere fokus på, hvordan man som OCD-patient er stillet. Jeg har anket kommunens afslag til amtet. Jeg håber, de tager min klage alvorligt.
I den seneste tid har mit ophold på Bøgegården fyldt meget i mine tanker. Jeg er påvirket af opholdet. Når jeg ser tilbage på det, er det med blandede følelser. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg hader eller holder af dem. Hadet fylder mere, for hver dag der går. De har gjort mere skade end gavn. Jeg lider stadig under mange af deres bemærkninger. Heldigvis føler jeg, at min nuværende psykolog har en meget større forståelse for, hvad det vil sige at have OCD. Hun giver mig lyst til at fortælle, hvad der foregår i mig. Under mit ophold på Bøgegården gjorde jeg ofte personalet opmærksom på, at det ikke hjalp mig at bo der. Jeg forklarede dem, at jeg havde brug for noget hjælp ude fra, mens jeg boede der. De hørte ikke på mig. De forstod ikke, at der skulle mere hjælp til. Det har været med til at gøre mig meget frustreret og vred. Jeg har brug for at oplyse andre om, hvad jeg har været igennem, for jeg vil så nødigt, at andre skal igennem det samme. Det har været en hård kamp for mig at bo der, og det forfølger mig stadig og vil nok gøre det længe endnu. Det skal ikke forstås som om, at jeg blev mishandlet på Bøgegården, for det gjorde jeg ikke, men jeg blev fejlbehandlet. Der skete meget derude, som satte tankerne i gang hos mig, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle flytte hen, hvis jeg flyttede væk fra Bøgegården. Jeg følte mig alene. Jeg har skullet kæmpe for at få det godt, samtidig med at jeg kæmpede for at få den rigtige behandling. Nogle gange når jeg beklagede mig over behandlingen, bad de mig fortælle, hvad de så skulle gøre for at hjælpe mig. Hvis jeg havde vidst det, var det ikke nødvendigt for mig at være i behandling.
Jeg har tit tænkt på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde haft dem inde på Madsen & Madsen. De lyttede til mine frustrationer, tristhed, selvmordstanker, vrede og opgivenhed i de perioder, hvor jeg havde det værst. Hvis jeg ikke havde haft dem, er jeg bange for, jeg ikke ville have været her i dag. Jeg er dem evigt taknemmelige og vil aldrig kunne takke dem nok. Det er begrænset, hvor meget de ved om OCD, men de har et hjerte af guld og har haft tid og tålmodighed til at lytte på. Deres støtte har jeg sat stor pris på.
Den 5. juni 2004 - Kæmper for at få betalt behandlinger
Det er altid spændende, når man skal til at fortælle noget nyt. Mit problem lige nu er, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte, samt hvad og hvor meget jeg skal fortælle. Jeg kæmper fortsat med myndighederne. Jeg har så svært ved at forstå, at de ikke mener, de skal betale for mine behandlinger hos psykologen. Jeg er meget vred over det. Jeg har virkelig lagt min hjerne i blød for at finde ud af, hvad årsagen er. Et eller andet sted ser jeg det som en slags chikane imod mig. Det er det nok ikke, for så er der virkelig mange rundt omkring med OCD, som bliver chikaneret af deres kommune. Det sidste nye er, at statsamtet har givet kommunen medhold i deres afslag på betaling af psykolog. Statsamtets afgørelse har jeg anket til Den Sociale Ankestyrelse. Jeg håber, der snart kommer noget positivt ud af alle mine klager. Hvis der ikke gør det, forstår jeg ikke, man kalder Danmark for et velfærdssamfund - hvilket jeg egentlig heller ikke gør nu. Jeg har også skrevet til Lars Løkke Rasmussen for at gøre ham opmærksom på, hvilken situation mange med OCD står i. Jeg synes, det er dybt uretfærdigt.
Bortset fra det er det faktisk begyndt at gå fremad. Jeg har op til flere gange formået at lade være med at udføre min mest plagsomme tvangshandling. Det er jeg ovenud lykkelig for. Jeg følte det som en rus, første gang det lykkedes for mig. Det var fedt. Jeg kunne næsten ikke få armene ned igen. Det er de kommet siden... Jeg har stadig dage, hvor jeg helst vil blive liggende i sengen. Tristheden overmander mig ofte som en snigende skygge. Jeg synes dog, at jeg er blevet lidt bedre til at håndtere den, end jeg har været tidligere. Mine fremskridt skyldes i høj grad min psykolog. Jeg er glad for, at jeg ikke længere bor på Bøgegården. Hvis jeg stadig boede der, lå jeg højst sandsynligt stadig nede på bunden og rodede rundt.
Når jeg skal kigge positivt på alt det, jeg har kæmpet med gennem de sidste år, kan jeg sige, at jeg har lært meget om, hvordan systemet er bygget op. Jeg er ved at have styr på, hvordan man skriver klager, og hvem klagen skal sendes til efter næste afslag. Jeg håber faktisk ikke, det er noget, jeg har brug for at vide resten af mit liv. Jeg vil nødigt blive ved med at have en grund til at kæmpe med myndighederne. Det er i orden, at jeg behov for at vide det, hvis det er for, at jeg siden hen kan hjælpe andre igennem møllen. Jeg vil gerne videre med mit liv, og jeg ønsker ikke at være afhængig af systemet for altid.
Den 11. juli 2004 - Min drøm er at skrive en bog
Min sag om betaling af psykolog har nået sin ende. Det sørgede Den Sociale Ankestyrelse for. De afsluttede sagen med et brev, hvor de skrev, at de ikke ville tage sagen op, da den "kun" er af personlig betydning. Jeg blev virkelig ked af at læse brevet. Jeg var i dårligt humør i forvejen, men brevet forværrede blot situationen. Jeg blev simpelthen Så skuffet. Det var slet ikke faldet mig ind, at de måske ikke engang ville behandle sagen. Jeg var så sikker på, at de nok skulle forstå mig. Ud fra de tanker jeg havde om, at Den Sociale Ankestyrelse ville redde mig, er det heller ikke så sært, at deres brev ramte som et slag i brystet. Jeg fatter det virkelig ikke. Jeg forstår ikke, at man kan være så snæversynet. Jeg troede, vi betaler skat, for at vi kan få gratis lægehjælp! Det kan vi også, hvis det er somatiske problemer. Når det kommer til de psykiske lidelser, er det nogle helt andre regler, der gælder. Det er noget mærkeligt noget. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan det hænger sammen. Set med mine øjne hænger det slet ikke sammen.
Jeg har besluttet mig for at gå mediernes vej. Det er en beslutning, som har krævet en del overvejelser forstået på den måde, at jeg er nervøs for, om det vil ændre mine studiekammeraters syn på mig. Jeg ønsker ikke at blive set på med nogle øjne, som siger, det er hende med OCD. Jeg vil ses som den person, jeg også er. På mange måder er jeg jo helt "normal"... Nogle gange har jeg svært ved at se mig selv som en, der indeholder andet end OCD. Det gjorde også, at da jeg startede på min uddannelse, havde jeg planer om, at jeg ikke ville fortælle om min OCD. Jeg ønskede at blive set som et ungt menneske på lige fod med de andre studerende. Trods disse tanker har jeg valgt at gå til medierne, da det nu står mig klart, at det er den eneste chance, jeg har tilbage, hvis jeg ønsker en smule retfærdighed. Der er flere, som har sagt til mig, at min kamp også kan komme andre til gavn. Jeg må dog indrømme, at det ikke er det, jeg har tænkt på i første omgang. Jeg kæmper for, at jeg kan få betalt mine behandlinger. Det vil selvfølgelig være en ekstra gevinst, hvis min kamp kommer andre til gavn. Jeg ville helst have været foruden at skulle gå til medierne. Systemets måde at behandle mig på gør mig dog så vred, at jeg ikke kan lade være. Det sidste ord i min sag er endnu ikke sagt.
Jeg blev i tirsdags interviewet til en artikel i Hjemmet. De har en redaktionstid på to måneder, så der går et stykke tid endnu, før artiklen kommer på gaden. Udover det har jeg kontaktet en avis, som overvejer, om de vil fortælle min historie.
Jeg har tænkt på, at nogle måske undrer sig over, at jeg udleverer så meget af mig selv. Jeg forstår godt, hvis der er nogle, som tænker sådan. Jeg har et enormt behov for at fortælle min historie. For mig virker det som en form for terapi. Jeg kommer af med noget af det, som fylder i mig. Det er også fordi, jeg gerne vil være med til at gøre det lettere at forstå, hvordan det er at have OCD. Min drøm er at skrive en bog, når jeg engang er kommet ud på den anden side. Jeg har selvfølgelig også et håb om, at der en dag vil være en på Christiansborg, som læser det, jeg har skrevet på min hjemmeside. Det kan være, det vil hjælpe politikerne til at forstå. Det står klart for mig, at de ved ALT for lidt om, hvor svært det er at behandle mennesker med OCD. Det kræver mere, end at man er uddannet psykolog eller psykiater. Psykologen eller psykiateren skal også kunne give kognitiv adfærdsterapi og have specialiseret sig i behandlingen af mennesker med OCD. Disse behandlere har vi alt for få af i Danmark. Det er alt for ofte, at der går over fem år, inden man finder den rette behandler. Det er uhyggeligt. Vi lever endda i et velfærdssamfund.....
Den 8. august 2004 - Har skrevet til Ombudsmanden
Jeg troede, at jeg havde opbrugt alle muligheder i min sag for at få betalt mine behandlinger hos psykologen. En aften fandt jeg dog ud af, at der er noget, som hedder Folketingets Ombudsmand. Det viste sig, at man har mulighed for at sende alle papirerne i sin sag til ham, når man har anket afgørelserne til alle instanser. Det fik mit håb til at stige igen. Jeg har sendt dem papirerne og håber nu bare på, at de vil tage min sag op. Fra at have haft opbrugt alle chancerne for at få betalt min behandlinger har jeg fået endnu en chance. Jeg håber virkelig, de vil tage min sag op til vurdering. Da jeg i sin tid skrev ansøgningen til kommunen, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive en så lang og opslidende kamp, som det er endt med at blive. Jeg troede ikke, at myndighederne kunne være så tykhovedet!
Det er på tide samfundet får øjnene op for, at der er en årsag til, at der findes psykologer, som har specialiseret sig i behandlingen af mennesker med OCD. Jeg kæmper fortsat med at finde nogle i systemet, som vil hjælpe mig og andre. Jeg ved ikke, hvor meget min indsats vil komme til at hjælpe, men jeg håber, jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg har efterhånden mødt så mange blindgyder, at det ville være lettere at give op. Det har dog virket modsat på mig og fået mig til at kæmpe endnu mere.
Den 2. oktober 2004 - Har brug for hjælp til min kamp med systemet!
Sidst jeg skrev, nævnte jeg, at jeg havde kontaktet Folketingets Ombudsmand. Jeg har ikke skrevet siden, selvom det er ved at være længe siden, jeg fik svaret. De vil heller ikke hjælpe mig, da de ikke er i stand til at foretage en lægelig vurdering. Deres svar ramte som et hårdt slag i brystet. Jeg blev så ked af det. Nu er alle muligheder opbrugt. At de ikke kan foretage en lægelig vurdering forekommer mig som en lidt mærkelig begrundelse, da der overhovedet ikke er nogen, som har foretaget en lægelig vurdering. De har i stedet konstant henvist til, at jeg kunne være blevet boende på Bøgegården, eller også har de henvist til det, andre tidligere har skrevet. Hvad er det for en måde at behandle mennesker på? Jeg fatter det simpelthen ikke.
Jeg har ikke opgivet min kamp med myndighederne helt endnu. Jeg holder bare en pause, da jeg er kørt død. Alle de afslag får mig i dårligt humør, hvilket betyder, at jeg ind imellem er nødt til at standse op og overveje, om jeg vil fortsætte. Jeg håber, at jeg kan få hjælp af pressen inden længe, da jeg tror, det er den eneste vej, jeg har tilbage.
Den 28. november 2004
Nu er det vist ved at være tid til at skrive igen. Der er sket meget siden sidst. Det er desværre i negativ retning, der er sket mest.
Jeg må nok hellere nævne, at jeg var i Ugebladet Hjemmet i uge 42. Jeg var til og med på forsiden. Det skal siges, at artiklen var skrevet i en lidt for positiv tone. Jeg har det langt fra så godt, som man får indtryk af i artiklen. Hjemmet ønskede en solstrålehistorie, så det blev den til.
Siden sidst er jeg også blevet filmet til en dokumentarudsendelse, som TV 2 for øjeblikket er i gang med at lave. Det var faktisk ret underholdende at være med til. De var mægtig søde begge to - både journalisten og fotografen. Udsendelsen bliver først sendt til foråret, hvilket er lidt hårdt at vente på. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad de har fået i kassen efter at have været sammen med mig en hel dag. Jeg tror i hvert fald, at de begge er blevet en del klogere på, hvad OCD er. De er nok også blevet klogere i forhold til, hvad man i Danmark kan blive udsat for, når man har en psykisk lidelse som OCD. Jeg gjorde i hvert fald mit bedste for at belære dem om det. Mit håb er, at systemet vil vågne op, når de ser udsendelsen. Jeg har min tvivl, men jeg håber, det bedste jeg har lært. Det kan ingen spolere.
Jeg har et stort ønske om at blive Mediegrafiker. Jeg har gået på grundforløbet på, så jeg kunne opnå de kompetencer, jeg behøvede for at komme ind på uddannelsen. Jeg søgte ind på skolen først i oktober. Jeg kom til optagelsessamtale, men jeg fik ikke en af de eftertragtede kvotepladser. Som jeg så ofte har gjort, kæmpede jeg videre. Jeg var meget tæt på at have en læreplads, så jeg fik lov til at starte på uddannelsen for to uger siden. Det var også vældig godt i starten, men så begyndte det at give bagslag. Starten varede, nu jeg tænker over det, kun en dag. Jeg fik svært ved at sove om natten. Jeg kunne ligge i min seng i to timer, før jeg faldt i søvn. Jeg kunne simpelthen ikke falde til ro. Tankerne drønede rundt i hovedet i et stort virvar. Det var frustrerende. Sådan gik den ene nat efter den anden. Det hjalp mig heller ikke at vente med at gå i seng til klokken 2.00. Den første uge, hvor jeg fulgte undervisningen på selve uddannelsen, fik jeg mellem fire og fem timers søvn hver nat. Den uge orkede jeg næsten ikke at lave andet end at gå i skole, spise og sove. Den følgende weekend sov jeg 12 timer begge nætter. Alligevel følte jeg mig træt, da jeg stod op sidst på eftermiddagen. Mandag i den efterfølgende uge var jeg også i skole. Det blev den sidste dag. Jeg kunne stadig ikke sove om natten. Det gjorde, at jeg sov over mig tirsdag. Da jeg blev vågen, var jeg stadig vildt træt. Derfor besluttede jeg at blive hjemme, så jeg kunne sove videre. Tankerne drønede rundt i mit hoved hele dagen. Jeg følte ikke, at jeg havde det godt nok til at fortsætte på uddannelsen. Jeg var Så træt, og jeg havde fået tilbagefald i forhold til min OCD. Jeg havde mest af alt lyst til at opgive alt. Jeg havde det så dårligt med mig selv, hvilket gav mig mange selvdestruktive tanker. Jeg havde svært ved at overskue det mindste, og tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg orkede ikke andet end at ligge på sofaen foran fjernsynet eller at sove. Det, at jeg havde fået det så dårligt igen, gjorde, at jeg ringede til mine forældre sent om aftenen. Jeg fortalte min mor, hvordan jeg havde det. Hun kunne godt høre, at jeg mest af alt havde lyst til at droppe ud. Begge mine forældre bakkede mig op i det. Jeg var begyndt at tænke så meget over min situation, fordi jeg var blevet gjort opmærksom på, at branchen, som jeg var ved at bevæge mig ind i, var et sted med meget stress. Jeg har gang på gang erfaret, at jeg får tilbagefald, når jeg arbejder under stress. Det kunne jeg også se denne gang. Derfor står jeg nu midt i et vejkryds, hvor jeg ikke ved, hvilken sidevej jeg nu skal bevæge mig ud ad. Jeg vil så forfærdeligt gerne have en uddannelse, men lige nu er jeg nødt til at tage den lidt med ro. Jeg må påminde mig selv om min teori. Jeg mener nemlig, at når man har OCD, har man to fuldtidsjob. Man har sin skole, uddannelse, job, eller hvad det nu må være, og ved siden af har man sin OCD. Den tager forfærdelig meget energi. Når man tænker på det som to job, er der jo heller ikke noget at sige til, at man bliver udkørt. Det er de færreste, som kan klare sådan en hverdag, som de fleste med OCD er tvunget til at leve.
Jeg går stadig til psykolog en gang om ugen i Søborg. Jeg er begyndt at gå inde hos Chef Psykolog Martin Bergen. Det er jeg blevet rigtig glad for. I en periode som denne, hvor jeg har det rigtig dårligt, er ugens højdepunkt, de to timer hvor jeg taler med ham. Nogle dage føler jeg, at det er det eneste, jeg har at se frem til. Jeg føler, at det er det, som holder mig i live. Det er utrolig hårdt at have det på denne måde, da en uge så let kan blive lang. Jeg føler en stor lettelse, når jeg taler med ham. Det hænger nok sammen med, at jeg føler, han er en af de eneste, som forstår mig helt. Jeg føler, han er min redningsmand. Han skal hjælpe mig til at komme min OCD til livs, så jeg igen kan få et værdigt liv. Et liv, som jeg lige nu har meget svært ved at tro på, jeg nogensinde vil få. Jeg bliver dog ved med at håbe. Håb er det eneste, jeg har. Det er mit håb, som skal hjælpe mig til at kæmpe, når jeg ikke tror på, jeg vil blive i stand til at bekæmpe min OCD. Mit håb og Martin Bergen skal vise mig vejen.
|
|
|