 |
|
|
| År 2005 |
Den 26. februar 2005 - Jeg har endnu ikke fået det bedre
Den 1. februar startede jeg på kursuscenteret Madsen & Madsen igen. Det er rart at have noget at stå op til. Jeg var begyndt at kede mig, da jeg ikke længere sov det meste af dagen. Jeg er stadig meget træt, hvilket bevirker, at jeg for det meste først når derind klokken ti. Når jeg kommer hjem om eftermiddagen, flader jeg enten ud foran fjernsynet, eller også sover jeg et par timer.
Jeg blev for cirka et par måneder siden bekendt med radioprogrammet Ret og Pligt på P1. Jeg skrev til dem i håb om, at de havde et råd til mig i forbindelse med min kamp om at få betalt psykolog. Mit spørgsmål blev besvaret i udsendelsen den syvende febuar. Hun kunne desværre ikke give mig et råd, jeg kan bruge til det helt store.
Jeg kan desværre ikke skrive, at jeg har fået det bedre. Der går nok et stykke tid endnu. Jeg synes, at det er meget hårdt at blive ved med at kæmpe. Ikke mindst fordi jeg føler, at jeg kæmper og kæmper, men der sker ikke noget. Det er frustrerende. Til tider har jeg størst lyst til at opgive. Jeg tager mig også nogle pauser ind imellem. Jeg magter ikke at kæmpe dag ud og dag ind. Det er for hårdt.
Den dokumentarudsendelse, TV 2 er ved at lave, bliver vist til maj. Jeg håber, den vil gøre situationen for mange OCD-ramte mere udholdelig og rimelig.
Den 10. april 2005 - Kommunen kører mig psykisk ned
Jeg er meget deprimeret for øjeblikket. Jeg tror, det er en reaktion på alt den modgang, jeg har haft. Den modstand, jeg har mødt fra kommunens side og stadig møder, får mig til at tro, at jeg nok heller ikke er mere værd. Jeg fortjener nok heller ikke at blive behandlet ordentlig. Det er så belastende. Kommunen forstår det åbenbart ikke. Jeg tror faktisk, de tror, at mit eneste problem er, at jeg er doven. Gid det var så let. Jeg vil aldrig anbefale nogle at sætte deres ben i systemet pga. dovenskab. Det ville være for dumt. De kører en psykisk ned. Man føler, de vil gøre alt for at få en til at holde sin mund og stoppe med at søge hjælp. Jeg har endnu ikke oplevet, de har oplyst mig om mine rettigheder. Jeg har selv søgt oplysninger i lovgivningen for at finde ud af, hvad jeg har krav på. Det er ikke rimeligt.
Jeg har også sendt en klage til Patientklagenævnet over den fejlbehandling, jeg har været udsat for på Bøgegården. Patientklagenævnet har lovet at behandle min klage. De har allerede indhentet oplysninger hos min psykolog, Martin Bergen. De skrev til mig, at det kan tage op til ni måneder at behandle klagen. Det er lang tid. Jeg håber, de er i stand til at gennemskue Bøgegårdens forsvar. Det var Vejle Amt ikke. Der kunne lederen bruge sin manipulation til at få amtet til at forstå, at det er mig, der er problemet. Lederen på Bøgegården udtalte, at man ikke kan hjælpe en, der ikke vil hjælpes. Det er let at sige. Det undrer mig meget, Vejle Amt hoppede på den, for hvis jeg virkelig ikke ville hjælpes, kunne jeg bare være blevet boende på Bøgegården, så var jeg sluppet for at blive hjulpet!
Den 29. april 2005 - Dokumentar på TV 2
Dokumentaren på TV 2 bliver sendt torsdag den 12. maj 2005 klokken 20.00. Udsendelsen fokuserer på, hvad det vil sige at lide af OCD, fejlbehandling og kampen med systemet for at få hjælp til at få den rette behandling. Jeg er meget spændt på, hvilke reaktioner, der kommer bagefter - hvis der kommer nogle... Jeg glæder mig til at se det endelige resultat.
Jeg har fået bevilliget merudgifter efter Serviceloven. Det tog "kun" et par måneder for dem at behandle min ansøgning. Det er dog ikke endeligt endnu. Jeg skal samle kvitteringer på alt, hvad jeg køber, som jeg har søgt penge til. Ifølge loven kan du få dækket de merudgifter, du har i følge af sygdom. Ved OCD er det sådan noget som ekstra sæbe, rengøringsmidler, toiletpapir, håndcreme, medicin og meget mere. Det er helt nyt for mig at have fået et nyt svar.
Den 6. juli 2005- "I Tankernes Vold"
Den 12. maj 2005 medvirkede jeg i TV2 dok - "I Tankernes Vold".
Da udsendelsen var slut, begyndte det at vælte ind med opkald fra flere forskellige personer, som jeg ikke kender. De ville fortælle mig, at de syntes, det var stærkt gået af mig, at jeg var stået frem for at fortælle min historie. Jeg blev glad for de fleste af opkaldene. Jeg føler dog, at nogle af personerne begyndte at blande sig i noget, der egentlig ikke vedkom dem. De ville have mig til at skifte til deres behandler og sådan noget. Det gjorde mig lidt ked af det, da det ikke er min behandler, der er problemet. Problemet er kommunen og hele systemet. Det er et problem, at man ikke føler sig forpligtiget til at hjælpe syge mennesker.
Det kom meget bag på mig, at jeg blev bombarderet af opkald fra nær og fjern. Det havde jeg ikke regnet med.
Jeg håbede, at udsendelsen ville være med til at ændre på min situation. Ved første øjekast så det ikke sådan ud. Jeg har ikke modtaget nogle henvendelser fra min kommune, om at de gerne vil hjælpe mig nu. Jeg har dog følt en større venlighed, når jeg har ringet for at tale med min sagsbehandler. Jeg ved ikke, om det er indbildning eller sandheden.
Et par uger efter udsendelsen modtog jeg et opkald fra en journalist på Jydske Vestkysten. Hun ville gerne lave et interview med mig. Det skulle være som en slags opfølgning på "I Tankernes Vold". Hun skrev en glimrende avisartikel, som beskrev min situation på en meget forståelig måde. Artiklen var desværre ikke landsdækkende. Den blev bragt under lokalstof. Jeg har sendt artiklen rundt til forskellige politikere på Christiansborg og til et par stykker i Kolding - inklusiv vores borgmester.
Jeg har fået tilbagemelding fra nogle stykker af dem på Christiansborg.
Den ene af de politikere, jeg har hørt fra, er Kamal Qureshi fra SF. Han udtalte sig i 22-nyhederne den 12. maj, hvor der var fokus på min situation igen. Der udtalte han, at det virker forkert, at man som OCD-ramt er så ringe stillet og at der bør gøres noget. Jeg sendte ham derfor en mail, hvor jeg spurgte, hvornår han vil gøre noget. Desuden bad jeg om et møde med ham. Jeg fik en yderst positiv tilbagemelding. Han ville stadig gerne hjælpe og have et møde med mig.
Min far, min psykolog Martin Bergen og jeg tog derfor til møde på Christiansborg. Kamal Qureshi ville gerne høre noget mere om min situation og høre noget om, hvad jeg har været oppe imod. Jeg fortalte ham alt meget kort, da han jo nok ikke havde flere dage, hvilket det vil tage at beskrive mit lange forløb, hvis man skal gå i detaljerne! Vi snakkede også om, hvad man kan gøre for at sikre bedre behandlingsmuligheder for OCD-ramte. Kamal Qureshi havde overvejet at få lavet en ordning, så det kan gå ind over sygesikringsoverenskomsten. Der er dog et problem ved det, da psykologer der er medlem af sygesikringsordningen, skal tage alle slags patienter ind. Det vil betyde, at de ikke længere kan koncentrere sig om et bestemt område. De vil derfor ikke blive ved med at være specialister i behandlingen af OCD.
Kamal Qureshi foreslog mig at komme i foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg. Det har jeg bedt om. Jeg skal i foretræde, når politikerne kommer tilbage fra sommerferie. Det bliver nok i oktober måned. Det er en lang vej at gå, men i min sag findes smutvejen ikke!
Jeg har også hørt fra min borgmester Per Bødker Andersen. Han skrev, at han har bedt socialdirektør Lars Rasmussen om at se på min henvendelse. Borgmesteren håbede, at der findes en god løsning.
Jeg har for nylig hørt fra en af hans kvindelige medarbejdere. Hendes brev var ikke særlig opmuntrende. Hun skrev,at der ikke er noget sted i lovgivningen, de kan bruge til at bevillige mig psyklologbehandlinger efter. Det passer ikke. Det gør mig så sur.
Jeg har også svaret borgmesteren, for jeg synes ikke, vi fandt frem til en god løsning.
Jeg har søgt om førtidspension, som der også blev sagt i udsendelsen. Jeg er ked af, at det skulle gå sådan. Men jeg behøver ro. Kommunen "valgte" at lade være med at høre på mine behov. De mente, at de havde ret. Jeg tror, at de i lang tid har set mig som en doven person, der bare ikke gad arbejde. Jeg vil hellere end gerne arbejde, men det er ikke let, så længe man er stækt plaget af tvangstanker og tvangshandlinger. Hvis det bare var fordi, jeg ikke gad arbejde, så var det da til at have med at gøre. Men det er ikke så enkelt. Jeg har en forkert opfattelse af verden. Jeg tror, at vi lever i Harry Potters eventyrverden. En verden hvor tanker kan få en masse ubehageligheder til at ske. Det er frustrerende at være bange for sine egne tanker, at være bange for at gøre andre ondt og være skyld i andres død.
Vi har her i Kolding haft en efterlyst mand til at gå rundt, som har været med i et skudopgør. Der var et billede af ham i avisen. Da jeg så det og læste teksten, tænkte jeg - åh nej, nu skal jeg også passe på ham. Det går sikkert ud over mig, at han er løs. Om aftenen tjekkede jeg døren og vinduerne flere gange end normalt for lige netop denne nat, var det nok ekstra sandsynligt, at jeg ikke havde låst og lukket dem. Hvis jeg ikke havde det, ville han helt sikkert komme ind til mig. Jeg tænkte, selvfølgelig er det mere sandsynligt, at der går ud over mig i stedet for naboen. Det er jo altid mig, det går ud over. Jeg er jo unormal. Jeg er ikke som andre. Mine tanker resulterede i lidt sandsynlighedssnak hos min psykolog ved næste konsultation. Han forklarede mig, at sandsynligheden for at denne slemme pistolmand går ind til naboen er større, end at han går ind til mig. Han har jo så evig ret. Jeg kan sagtens huske disse sandsynlighedsberegninger fra matematik, når min psykolog gør mig opmærksom på det, men ikke når jeg er i det. Jeg vil kunne huske mig selv på det i dagene efter snakken med ham, men så vil jeg også hurtigt gå over til min egen sandsynlighedsberegning igen, da jeg jo nok har ret! Jeg kan sagtens se, at det er min OCD, der styrer mig. Jeg lader den tage styringen over mig. Jeg løber med den, fordi jeg ikke ved bedre. Den har været min leveregel i 11 år. Den har bidt sig hårdt fast, og den er ikke sådan lige at slippe af med igen. Jeg håber, jeg får den dræbt en dag!
Efter udsendelsen har jeg også været til et møde på kommunen på grund af min ansøgning om pension. Ved mødet deltog kommunens lægekonsulent også. Hun sagde, at hun efter at have læst papirerne om min sag kunne konstatere, at jeg kun havde fået det værre af mit ophold på Bøgegården, og at det derfor nok ikke havde været det rigtige for mig. Det tog dem lidt mere end et år at konstatere. Det er da langt ude, men det er vel også en form for indrømmelse.
Jeg ved, at de ude på Bøgegården har set udsendelsen og ikke var begejstret for den. Jeg har også hørt fra en af beboerne, at lederen have behov for at krænge sit hjerte ud til en af deres gruppeterapier. Han havde sagt til beboerne, at de altså sagtens kan behandle OCD. De gør det bare på en anden måde. Ja, tak skal du ellers have! Han havde også sagt, at de har en masse problemer med amterne og sådan noget på grund af mig. Det er et brud på tavshedspligten.
Der bliver fulgt op på min historie i Jydske Vestkysten, men stadig kun under lokalsiderne Kolding. De vil gerne have lov at følge, hvordan det går. Jeg selv fortsætter min lange kamp. Det er min måde at overleve på. Med mine kampe for at blive forstået følger der også en opgivelse, men hvis jeg ikke kæmper, bliver jeg utilfreds med mig selv. Jeg har brug for at fortsætte min kamp, selvom den er lang og tung.
Den 18. november 2005 - Det er som om, slaget er ved at være tabt
Nu har jeg fået førtidspension. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det. Jeg er meget glad for de økonomiske fordele ved det, men jeg har meget svært ved at acceptere, at det er det eneste, kommunen vil gøre for mig. Det kan jeg slet ikke forstå. Jeg vil jo gerne mere. Jeg drømmer om at blive i stand til at tage en uddannelse som andre unge. Jeg vil gerne kunne forsørge mig selv. Mit største ønske er dog at blive rask. Det kan folkene på kommunen åbenbart slet ikke forstå.
Jeg har lige søgt om psykologbehandlinger igen og har endnu en gang fået afslag efter to paragraffer. Jeg har anket afslagene til det Sociale Nævn, men jeg tror ikke, de vil give mig medhold. Det er som om, at slaget er ved at være tabt. Det går virkelig ud over min forstand, at jeg ikke kan få hjælp. Det vil være meget billigere at give mig behandlingerne. Hvis jeg får den rette hjælp, noget ro og støtte, så tror jeg, at jeg en dag vil blive i stand til at deltage på arbejdsmarkedet. Det vil kunne betale sig. Det er bare ikke den måde, kommunen laver regnestykker på. Jeg ved slet ikke, hvad de tænker på, eller hvad de har gang i. Jeg spekulerer på, hvor længe jeg skal have modgang? Hvis det ikke snart vender, så kører jeg altså træt.
Det er så hårdt at være ramt af OCD. Der er så mange forholdsregler, man hele tiden skal tage hensyn til. Forstået på den måde, at jeg gør, hvad jeg kan for at undgå de farer, jeg tror, der er til stede i vores verden. Når man derudover også skal kæmpe så voldsomt med systemet, så er man altså hængt op til langt over begge ører. Det burde være en selvfølge, at man bliver henvist til en specialist i behandling af OCD, og at man derudover også får behandlingerne betalt. Sådan er det ikke. Man kan ikke henvise til de privatpraktiserende psykologer, som har specialiseret sig i behandlingen af OCD. Ifølge lovgivningen kan man godt få behandlingerne betalt. Det gælder dog ikke i mit tilfælde, da Kolding Kommune tænker i kasser. Det samme er gældende i mange andre kommuner. Det er en katastrofe. Når kommunen giver afslag, tror jeg, at de er fuldstændig ligeglade med den person, der har ansøgt om hjælpen. Jeg tror ikke, de tænker på, at der er en årsag til, at man søger om hjælp. De tænker vel bare, hvis vi bevilliger pengene til behandlinger, så bruger vi af kasse to, det går virkelig ikke. Vi giver et afslag. Skriv at hun kan benytte det offentlige. Vi behøver jo ikke bekymre os, om det virker. Det er ikke vores problem. Hun er så besværlig. Vi skal bare have lukket munden på hende - have kørt hende træt. Jeg ved ikke, om det er deres tankegang, men det er nok ikke helt forkert.
Jeg kæmper som sagt stadig for mine rettigheder. På onsdag skal jeg i foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg. Jeg skal ind og tale min sag. Jeg får følgeskab af min psykolog Martin Bergen. Jeg er meget spændt på, om vi får noget ud af det, og om det lykkes mig at få mediedækning. Jeg har både henvendt mig til nyhederne på TV2 og TV syd, så nu må vi se.
|
|
|