 |
|
|
| År 2006 |
Den 23. februar 2006 - Foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg
For tre måneder siden havde jeg foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg. Min psykolog Martin Bergen deltog også. Jeg havde foretræde for Sundhedsudvalget, fordi jeg gerne ville have sat fokus på, hvor svært det er at få den rette hjælp, når man lider af OCD. Det var også fordi, jeg har et ønske om, at man kan lave en ordning, så man ikke selv skal betale for sine behandlinger, når man lider af OCD. Jeg havde et håb om, at de kunne hjælpe mig med at ændre det. Mødet gik rigtig godt. De lyttede på en måde, hvor jeg fik et indtryk af, at de var interesserede i at høre på, hvad jeg havde at berette, og hvilke forslag jeg har til ændringer. Jeg fortalte dem om alt det, jeg har været igennem. Om min lange kamp som ikke ser ud til at have en ende. Det var et interessant møde.
Et par dage før mødet havde jeg blandt andet kontaktet TV Syd, som lød meget interesseret i at dække mødet. Da jeg næsten var ankommet til Københavns Hovedbanegård ringede min mobil. Det var TV2's lokalnyheder fra Christiansborg. Tv Syd havde kontaktet dem og bedt dem ække mit Foretræde for Sundhedsudvalget. Jeg blev helt høj i hatten over det. Jeg syntes, det var så fedt. Jeg deltog derfor i TV Syds sene nyheder.
Det er begrænset hvor meget, jeg har fået ud af mit Foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg. Jeg har en aftale med Preben Rudiengaard, som også udtalte sig i TV Syd, om at han kontakter mig, når han har fået svar på de spørgsmål, Sundhedsudvalget har stillet til Sundhedsministeren, Lars Løkke Rasmussen.
For øjeblikket har jeg tre klager over afslag på betaling af behandlinger hos psykologen liggende ved det Sociale Nævn i Vejle. Jeg er spændt på, hvilket svar de giver mig denne gang. Jeg håber, at de giver mig medhold. Det vil gøre mit liv bare en smule lettere. Så vil jeg slippe for at have dårlig samvittighed over, at mine forældre betaler så mange penge for at få mig behandlet.
Den 24. februar 2006 - Min søster er død
Jeg er rigtig ked af, at jeg kan fortælle om endnu en traumatisk oplevelse. Hvis jeg skal være ærlig, troede jeg ikke, at jeg ville blive udsat for flere af denne slags oplevelser. Jeg troede, at jeg havde fået min portion af dem. Det havde jeg desværre ikke. Det er vel ved at være på tide, at jeg erkender, OCD ikke sikrer en imod alverdens ulykker. Det er bare så svært, når man har troet det i så mange år. Det har jo været min leveregel. Det har givet mig tryghed. Den traumatiske oplevelse er, som der står i overskriften, at min søster er død. Hun døde den 7. december 2005. Jeg havde sovet hos hende om natten. Da jeg vågnede omkring kl. 11 næste dag, kunne jeg ikke vække hende. Vi ved ikke, hvordan og hvorfor hun er død. Hun er blevet obduceret, men lægerne kunne ikke finde en årsag. Det er simpelthen noget så forfærdeligt. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal komme ud på den anden side igen. Lige nu er jeg indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi jeg ikke tør sove om natten. Jeg har været indlagt i tre uger. Det giver mig tryghed, at jeg ved, der er nogle, som er vågen om natten. Jeg ved, at de holder øje med mig. Alligevel har jeg fortsat svært ved at turde sove. Det er hårdt.
Den 15. maj 2006 - Svar fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Jeg har nu afsluttet endnu et kapitel af mit liv. Jeg har fået den længe afventede afgørelse fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Jeg havde klaget over fejlbehandlingen, jeg modtog i de 2½ år, jeg boede på Bøgegården. Jeg har dog hverken vundet eller tabt sagen. Patientklagenævnet kan kun behandle klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet. Nævnet kan ikke behandle klager over pædagoger og psykoterapeuter. Det vil sige, at de ikke kan behandle min klage. De, der fejlbehandlede mig, havde denne form for uddannelse. Det er rigtig træls. Man har åbenbart ingen rettigheder overhovedet, når man har været i "behandling" på et sted som Bøgegården. Jeg synes, det er meget utrygt. Så kan de jo i teorien gøre, som det passer dem. Patientklagenævnet undersøgte dog også, om Bøgegårdens tilknyttede psykiater havde behandlet mig korrekt. Det havde han selvfølgelig. Hans eneste opgave var jo at medicinere mig. Det vidste jeg godt, at han havde gjort korrekt. Jeg havde heller ikke klaget over ham.
Jeg må nok også hellere fortælle, at jeg er blevet udskrevet fra den psykiatriske afdeling igen. Det blev jeg den 31. marts. Jeg nåede at være indlagt i to måneder. Den hjælp, jeg fik under indlæggelsen, var meget begrænset. De opfordrede mig til, at jeg fortsatte mine behandlinger hos Martin Bergen, da han kender mig bedst. Det var da okay med mig, men jeg synes, at det virker lidt mærkeligt. Det var jo ikke sådan, at de tilbød at betale for behandlingerne, mens jeg var indlagt. Det synes jeg, at de burde. De første tre gange, jeg konsulterede Martin Bergen under min indlæggelse, havde jeg enten min mor eller far med. Jeg var så forpint af min angst, at jeg ikke turde være alene. Derfor var de nødt til at tage med.
Personalet på den psykiatriske afdeling anbefalede, at jeg fik krisebehandling pga. tabet af min søster. De tog derfor kontakt til sygehusets krisepsykolog. Af lægen fik jeg at vide, at krisepsykologen ikke kunne tilbyde mig nogen behandling, da hun ikke havde plads. Lægen sagde, at ifølge reglerne skulle jeg have reageret inden for en måned. Derefter var krisepsykologen ikke forpligtiget til at tage mig i behandling. Jeg har dog efter min udskrivelse fået min journal. I den har krisepsykologen skrevet, at hun ikke kan tilbyde mig et ambulant forløb, da jeg opfylder kriterierne for henvisning til privatpraktiserende psykologer under Sygesikringens ordning. Det gør mig lidt forvirret. Den ene af årsagerne til min forvirring er, at jeg stadig var indlagt, da personalet på afdelingen henvendte sig til krisepsykologen. Jeg var faktisk indlagt i fem uger efter personalets henvendelse. Det andet, der skaber forvirring i mit sind, er, hvorfor fortalte de mig ikke sandheden? Jeg tror faktisk, at de var forpligtigede til at tilbyde mig denne behandling hos krisepsykologen. Noget tyder dog på, at de mente, jeg var klar til at blive udskrevet, da de henvendte sig til hende. Hvorfor svarer krisepsykologen ellers sådan? Efter at de havde fortalt mig, at jeg ikke kunne komme til at tale med sygehusets krisepsykolog, tilbød de mig, at jeg kunne få en henvisning til en psykolog nede i byen, som jeg selv skulle betale. Jeg afslog først deres tilbud, da jeg ikke syntes, at mine forældre skulle betale for flere psykologer - også fordi jeg syntes, at det var så urimeligt, at jeg ikke engang under min indlæggelse kunne få noget behandling, uden jeg selv skulle betale for det. Jeg var dog så plaget af min sorg, at jeg alligevel endte med at sige ja til at blive henvist til en psykolog nede i byen under min indlæggelse, som jeg selv skulle betale.
Den eneste årsag, til at jeg har fået det bedre igen, er Martin Bergen. Hvis jeg ikke havde fortsat mine samtaler med ham under indlæggelsen, tror jeg ikke, at jeg havde fået det bedre. De havde meget svært ved at forstå mig oppe på den psykiatriske afdeling. De pressede mig hele tiden ved at nævne, at jeg snart skulle udskrives. Det var faktisk fra dag et. De forstod slet ikke min problematik. De forstod ikke, hvor forfærdeligt jeg havde det. Jeg troede jo, at jeg ville dø, når jeg lagde mig til at sove. Jeg troede, at jeg ville lide samme skæbne som min søster. På afdelingen ville de bare have mig hurtigt ud igen. Det luftede de hele tiden, hvilket gjorde mig endnu mere angst. På en voksenpsykiatrisk afdeling er der åbenbart ikke plads til personer, der lider af OCD eller angst. Jeg tror faktisk, at man helst skal være skizofren eller psykotisk for at blive indlagt. Jeg føler mig "heldig", fordi de gik med til at indlægge mig. Det ville bare have været en fordel, hvis de havde gjort noget mere for at hjælpe mig til at få det bedre. Jeg lader mig ikke frivilligt indlægge på denne afdeling igen. Det uanset hvor dårligt jeg har det. Med den oplevelse jeg havde på afdelingen, vil jeg hellere have det elendigt hos mig selv. Det er da lidt skræmmende, at man får den holdning efter et ophold på en voksenpsykiatrisk afdeling.
Til slut vil jeg fortælle, at jeg er ved at have det meget bedre igen. Mit humør er blevet mere stabilt. Jeg har lige haft 1½ uge, hvor mit humør har været rigtig godt. Mit humør har dog lige taget endnu et ordentlig dyk. Mit store problem er, at når jeg er i rigtig godt humør, så laver jeg en hel masse. Jeg kører derudaf for fuld speed. Jeg tror jo pludselig, at jeg kan holde til det hele. Men det kan jeg mærke nu, at jeg ikke kan. Det irriterer mig rigtig meget. Jeg vil så gerne kunne fungere "normalt". Jeg ved dog godt, at jeg ikke kan. Mit gode humør er jo ikke ensbetydende med, at min OCD ikke fylder. Den fylder ligeså meget, som den plejer. Jeg lader mig bare ikke mærke så meget af det, når mit humør er godt. Det gør, at jeg sætter fælder for mig selv og falder i dem. Jeg må forsøge at lære at undgå fælderne.
Jeg har tilmeldt mig et HF fag på VUC. Jeg skal starte på matematik efter sommerferien. Det glæder jeg mig rigtig meget til.
Den 29. august 2006 - Livet er stadig svært
Jeg føler efterhånden, at mit liv er så tragisk. Folk bliver så underligt tavse, når jeg begynder at fortælle om det. Det er endda, når jeg tager den korte version. I den indgår mine søskendes dødsfald og min følgesvend - OCD. Når jeg tager den version, undlader jeg at fortælle om min kamp med systemet, opholdet på Bøgegården, indlæggelserne og alle besværlighederne. Jeg undlader at fortælle dem, hvor kaotiske mine tanker er. Hvad de gør ved mig. Hvor meget jeg forsøger at kæmpe mig ud på den anden side. Jeg er træt af at være flov over at fortælle om mit liv. Jeg kan ikke lide at sætte folk i forlegenhed. Jeg kan da godt forstå, de ikke ved, hvilket ben de skal stå på, når jeg fortæller dem det. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at de trods alt kun skal høre mig fortælle historien. De slipper i det mindste for at opleve det. Det var ikke dem, der stod en onsdag formiddag og ikke kunne forstå, at de ikke kunne vække deres søster. Det var mig. Jeg kan ikke beskrive, hvor forfærdeligt det føltes. Jeg kan kun fortælle, at det plager mig hver dag. Jeg bliver ved med at genopleve dagen, hvor min søster døde. Det er min egen private film, der bliver afspillet for mit indre. Jeg tør ikke rigtig at indvie nogle i den. Jeg tør ikke engang selv at se den. Jeg forsøger at skubbe den væk. Leder efter kontakten hvor jeg kan slukke den på samme måde, som man slukker fjernsynet. Min psykolog ved godt, at jeg har min egen private film. Vi har talt om det. Jeg har også fået at vide, at så længe jeg forsøger at flygte fra min film, vil den blive ved med at være der. Jeg ved godt, at jeg er nødt til at lade den køre, men jeg kan ikke holde det ud. Det gør så ondt. Smerten, det forårsager, kan jeg ikke udholde.
Jeg er stadig fyldt med spørgsmålet hvorfor? Hvorfor skulle hun dø? Hun var så ung min søster. Ung og rask. Det troede jeg i det mindste. Det troede alle, der kendte hende. Var hun selv klar over, at hun ikke var rask? Vidste hun, at hun skulle dø? Disse spørgsmål får jeg aldrig svar på. Jeg forsøger at finde svarene, men jeg ved godt, at jeg aldrig finder dem. Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, blev min søster obduceret. Man fandt ikke noget ved obduktionen, men man har senere fastslået, at det ikke var en kromosomfejl. Lægerne blev ved med at dyrke en masse prøver, indtil der ikke var mere, de kunne undersøge for.
Min OCD fylder meget. Den er helt klart blevet forværret efter min søsters død. På andre områder har jeg det dog indimellem bedre. I perioder er jeg fuld af energi, kan se lys og tror på fremtiden. Tror på at jeg kommer af med min OCD og får en uddannelse. Det tror jeg det meste af tiden. Der er dog også de dage eller perioder, hvor jeg helt mister mit håb for fremtiden samt troen på, at jeg vil blive i stand til at få et "normalt" liv. Der er blevet færre af disse perioder, men de er der stadig.
Jeg er startet på VUC, hvor jeg læser matematik på HF. Det går rigtig godt. Jeg er glad for at være kommet i gang. Derudover bruger jeg tid på at skrive min bog. Jeg er langt om længe kommet i gang. I den næste lange periode vil jeg bruge mere tid på at skrive min bog end på at holde min hjemmeside opdateret. Jeg skal dog nok skrive om de vigtigste begivenheder, så I stadig kan følge med.
Jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan skrive, jeg har det godt. Det kan jeg ikke endnu, men langt det meste af tiden går det i den rigtige retning. Lige for øjeblikket går det den forkerte vej. Jeg tror, det skyldes min skolestart, som jeg har været meget nervøs for. Det skyldes også, at jeg afventer svar fra sygehuset i forhold til, om de vil betale mine behandlinger. Svaret får jeg den 7. september. Det er jeg virkelig spændt på. Jeg skal nok fortælle om det her.
Den 26. september 2006 - Foredrag på Christiansborg
Jeg har jo lovet at fortælle om mit møde på sygehuset. Jeg kan kort fortælle, at de ikke vil hjælpe mig. De mener, de har en behandling til mig. Det er det, jeg kalder, at de ikke vil hjælpe mig. Det er ikke en hjælp for mig, at de tilbyder mig en behandling, da jeg ved, at de ikke er dygtige nok til at hjælpe mig. Det ville være en hjælp for mig, at de indrømmede, de ikke kan hjælpe mig. Hvis de sagde højt, at de ikke har et tilbud til mig, ville jeg komme til at stå langt stærkere i forhold til kommunen og systemet. Efterhånden mÅ jeg dog sande, at læger ikke siger sådan om sig selv. Det er de fleste ganske enkelt for stolte til at indrømme. De spekulerer ikke på, at deres stolthed skader deres patienter. Det eneste, de bekymrer sig om, er, om de vil komme til at tabe ansigt. Jeg er irriteret over, at læger i det offentlige system er så arrogante. Jeg ønsker ofte, at de prøvede at være mig i en uge eller en måned. Jeg vil vædde med, at de ville knække helt sammen efter tre dage. Det samme ville de politikere, der har besluttet, at man ikke helt automatisk kan få gratis psykologhjælp, når man har en psykisk lidelse. Jeg forstår ikke, hvorfor man har mere ret til psykologisk hjælp, når man f.eks. har mistet et nærtstående familiemedlem. Jeg ved godt - nok mere end nogen anden, at det gør ondt at miste. Jeg ved dog også, at de fleste heler igen med tiden. Jeg ved, at jeg er længere tid om at komme af med min OCD end gennem min sorg. Jeg har et større behov for hjælp i forhold til behandlingen af min OCD, end jeg har til min sorg. Jeg har også behov for hjælp til at håndtere min sorg, men jeg kan klare mig med færre behandlinger i forhold til min sorg, end jeg kan i forhold til min OCD. OCD er en sygdom. Det er en sorg ikke. Sorg bliver dog ofte gjort til en sygdom. Jeg kan ikke forstå, hvorfor sorg giver adgang til tilskud til psykologsamtaler, når en sygdom ikke gør. Det kommer jeg aldrig til at forstå. Det er heller ikke nødvendigt, men det er nødvendigt, at reglerne bliver ændret, når det ikke er en selvfølge, at kommunen dækker den behandling, det offentlige behandlingssystem ikke er i stand til at yde. Det bør kunne gøres smartere. Det ville blive billigere i læng;den.
Fredag den 22. september 2006 var der konference på Christiansborg om behandlingen af personer med ikke psykotiske lidelser. Konferencen blev arrangeret af OCD-, Angst- og Depressions foreningen. Konferencen havde jeg fået ideen til. Min ide var dog, at det kun var OCD foreningen, der skulle stå bag den. Jeg holdt et kort foredrag på ti min. ved konferencen. Du kan læse mit foredrag nedenfor:
Foredrag på Christiansborg
Jeg hedder Lisbeth og er 23 år. Jeg har lidt af OCD, siden jeg var 11 år. Min OCD blev udløst, da min storebror blev alvorligt syg. Han døde, da han havde været syg i ¾ år.
Jeg fik diagnosen stillet på Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium i Esbjerg, da jeg var 15 år. Jeg var i behandling på Ambulatoriet, indtil jeg var 16 år. Da jeg var 16 år, var jeg indlagt i en periode på fire måneder i Risskov. Under indlæg;gelsen opnåede jeg at få mine tvangshandlinger reduceret betydeligt, og jeg var symptomfri i fire måneder. Efter indlæggelsen fortsatte jeg behandlingen i Esbjerg. Min OCD vendte tilbage igen, og de opgav at hjælpe mig på ambulatoriet i Esbjerg, da jeg var 18 år.
På det tidspunkt, hvor man opgav at hjælpe mig i Esbjerg, havde jeg det så dårligt, at det blev besluttet, at jeg havde behov for døgnbehandling. Jeg flyttede derfor ind på et socialpædagogisk behandlingssted, der hedder Bøgegården. På Bøgegården sagde de, at de kunne behandle OCD. Det kunne de dog ikke. Opholdet fik fatale følger for mig. Jeg fik ikke kognitiv adfærdsterapi, som jeg havde hørt, skulle være den bedste behandling mod OCD. I stedet forbød de mig at tale om min OCD, da de mente, jeg dyrkede min sygdom. Jeg gjorde flere gange Bøgegårdens behandlere opmærksom på, at behandlingen ikke hjalp mig. Jeg fik at vide, det var mig, der ikke samarbejdede. De havde en teori om, at min OCD var et udtryk for, at jeg havde været udsat for noget forfærdeligt i min barndom, som jeg havde fortrængt. Jeg begyndte at granske mit sind for at finde ud af, hvad det kunne være, men jeg kunne ikke finde ud af det. Bøgegårdens forkerte teori gjorde mig meget forvirret. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tro på, at man kunne fortrænge noget. Jeg havde derfor en lang periode, hvor jeg var meget vred på mine forældre. Jeg følte mig splittet. Når jeg talte med personalet på Bøgegården, gav jeg ofte udtryk for, at jeg var i tvivl, om de var dygtige nok til at behandle OCD. En dag talte jeg også med Bøgegårdens tilknyttede psykiater om det. Han svarede mig, at der ikke var nogle, der var bedre til at behandle OCD end Bøgegården. Han mente, at de var på højde med Per Hove Thomsen. Det undrede mig, da jeg havde hørt, at Per Hove Thomsen er en af landets bedste behandlere i forhold til OCD. Jeg troede dog på dem for en stund, fordi de fik manipuleret med mig på sådan en måde, at jeg til sidst ikke selv vidste, hvad min mening var, eller hvad jeg skulle tro.
Da jeg havde boet på Bøgegården i lidt mere end to år, meddelte jeg stedets leder, at jeg ville begynde hos en psykolog, der var specialiseret i at behandle OCD. Hvis de ikke ville gå med til det, flyttede jeg. Jeg havde kontaktet Martin Bergen, som er chefpsykolog i Angst- og OCD- klinikken i Søborg ved København. Han var enig med mig i, at jeg ikke ville få det bedre, så længe jeg boede på Bøgegården. Jeg endte derfor med at flytte efter at have boet i 2½ år på Bøgegården.
Da jeg meddelte min sagsbehandler, at jeg ville flytte, blev hun sur. Det var tydeligt at mærke, hun mente, jeg var en forkælet og besværlig møgunge. I stedet for at takke mig for, at jeg havde sagt min ærlige mening om et behandlingstilbud til 38.000 kr. om måneden, nægtede hun at hjælpe mig. Hvis jeg ønskede den billigere behandling hos Martin Bergen, måtte jeg selv betale. Det ville kommunen ikke. Når jeg ansøgte kommunen om at få min behandling betalt, skrev de i afslagene, at jeg bare kunne benytte det offentlige behandlingssystem eller være blevet boende på Bøgegården. Jeg kunne ikke forklare kommunen, at jeg blot havde fået det værre af at bo på Bøgeården, og at det offentlige behandlingssystem i sin tid havde opgivet at hjælpe mig. Det troede de ikke på.
Jeg startede hos en af Martin Bergens psykologer. Mine forældre ville gerne låne mig pengene til behandlingen, indtil kommunen forhåbentlig gik med til at betale.
Efter at jeg havde forladt Bøgegården, kom jeg på revalidering. Jeg begyndte på en uddannelse til Mediegrafiker på teknisk skole. Jeg havde problemer med at finde en læreplads, og kommunen ville ikke hjælpe.
Ved siden af kampen for at klare skolen, kæmpede jeg fortsat med kommunen. Mine samtaler med sagsbehandleren var som at tale til en mur. Hun svarede mig fortsat, at jeg bare kunne benytte det offentlige behandlingssystem i Kolding. En dag spurgte jeg hende: Hvor længe skal jeg så prøve det, før I vil vedkende, at det ikke hjælper?" Min sagsbehandler svarede, at hun ikke vidste, om det var fem eller ti år. Jeg svarede fortvivlet, så lang tid har jeg da ikke. Det kunne hun ikke gøre noget ved.
Kampen med kommunen medførte, at jeg fik en depression oveni min OCD. Min energi forsvandt og det hele føltes håbløst. Jeg følte, at alle var imod mig. Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg havde gjort, siden jeg skulle udsættes for alt dette. Jeg havde mange opgivende tanker. Jeg havde ikke lyst til at leve. Jeg turde dog samtidig heller ikke tage mit eget liv, da jeg var så bange for at dø. Jeg følte det som en stor belastning, at min OCD også skulle hæmme mig på denne måde. Jeg var fanget af mine egne tanker.
Jeg havde meget svært ved at kæmpe for at komme min OCD til livs. Jeg havde OCD af meget svær grad. Derfor overtog Martin Bergen behandlingen af mig, da han behandler de sværest ramte af klienterne i sin klinik.
Da jeg havde gået på Teknisk skole i næsten et år, stoppede jeg. Jeg orkede det ikke længere. Min kamp for at få behandlingen betalt tog al min energi. Jeg var også begyndt at have mareridt om natten om mit ophold på Bøgegården. Det havde ødelagt min selvtillid fuldstændig. Jeg kunne ikke længere se mig som en del af arbejdsmarkedet, når kommunen ikke ville investere i min behandling. Jeg ansøgte derfor kommunen om førtidspension. Denne ansøgning var de også ved at sylte, men jeg endte dog med at få min førtidspension tilkendt i oktober sidste år. Førtidspensionen gav mig noget ro, men den gjorde mig ikke lykkelig. Jeg havde stadig et ønske om at blive rask og tage en uddannelse. Jeg følte, at systemet svigtede mig.
Da jeg havde fået min førtidspension, begyndte jeg langsomt at få det bedre igen. Det varede dog kun indtil starten af december, hvor min storesøster døde meget uventet.
Min storesøsters dødsfald gav mig et stort tilbagefald. Jeg blev meget angst for at sove om natten. I en uge sov jeg i gennemsnittet fire timer om natten. Jeg endte derfor med at blive indlagt på Kolding psykiatrisk hospital. Jeg håbede på, at de nu ville vise mig, hvad de kunne. Kommunen mente jo, at de var så dygtige. Jeg fik dog ingen hjælp under mit to måneders ophold på afdelingen. De sendte mig i stedet over til Martin Bergen. Jeg turde ikke selv at rejse derover, så jeg fik følgeskab af mine forældre de tre første gange. Da jeg blev udskrevet, følte jeg mig stadig ikke tryg ved at sove, men sygehuset mente ikke, jeg havde det dårligt nok til at være indlagt, så jeg var nødt til at klare mig selv.
Jeg bad sygehuset om at svare mig på, om de kunne tilbyde mig noget behandling. Jeg var derfor til en samtale med chefpsykologen. Da psykologen var færdig med at stille mig spørgsmål, sagde han: "Jeg tror ikke, vi kan hjælpe dig, pga. alt det, du har været igennem. Det vil nok være bedre for dig at fortsætte hos Martin Bergen." Han mente også, det var sværere for dem at hjælpe mig, når jeg har så svært ved at få tillid til behandlere. Han kunne dog ikke tage afgørelsen alene. Han skulle drøfte det med overlægen.
Min far og jeg var for et par uger siden til møde med overlægen, psykologen og en af de øverste fra kommunen. Sygehuset kan ikke forsvare, at jeg skal fortsætte hos Martin Bergen, fordi han har skrevet til dem, at jeg skal have to års behandling endnu. De mener, at to år er for lang tid. Jeg synes, at to år er kort tid, når man tænker på, at jeg har været syg i 12 år. Jeg sagde også til dem, at hvis det tager to år, hos Martin Bergen, så vil det tage mindst tre år hos Jer, fordi jeg har så svært ved at få tillid til folk. Det forstod de ikke. Sygehuset mener, de har et tilbud til mig. De siger, de kan behandle OCD. De ville dog ikke svare mig på, om de har erfaring med at behandle OCD af svær grad. Da jeg spurgte til, om jeg kunne få lov til at være i behandling i tre år, hvis jeg tager så lang tid om at blive rask, svarede de mig, at det godt kunne være, at de var nødt til at sige efter et år, at jeg ikke kunne være i behandling hos dem mere. De har ikke psykologiske ressourcer til, at man kan være i behandling hos dem i flere år. Hvad er det så for et tilbud, de har? Hvad ville der ikke ske, hvis man sagde til en person med kræft, hvis du ikke er blevet rask indenfor et år, så kan vi ikke hjælpe dig mere? Så må du selv betale din behandling eller dø. Det ville man aldrig sige til en med kræft. I Danmark lader vi ikke bare folk dø. Det er kun personer med psykiske lidelser, man ikke hjælper. Vi kan få lov til at sejle i vores egen sø.
Jeg har regnet ud på, hvad det vil koste, at have mig på førtidspension de næste 44 år. Med det man får i førtidspension nu, vil det koste samfundet 7.483.344 kr.
Hvis man i stedet gav mig en behandling hos en psykolog i en time om ugen til 900 kr., 45 uger om året i fem år samt førtidspension i fem år, ville det koste samfundet 1.052.880 kr.
Det ville spare samfundet for 6.430.464 kr.
Til sammenligning kan jeg fortælle, at en undersøgelse viser, at den medicinske behandling er tre gange så dyr for samfundet.
Jeg synes egentlig ikke, at pengene bør være det afgørende. Det vigtigste er, at det ville give mig en bedre livskvalitet, hvis jeg fik en kvalificeret behandling. Det ville give de mange OCD ramte en bedre livskvalitet, hvis de fik en kvalificeret psykologisk behandling.
Hvis jeg ikke var kommet i behandling hos Martin Bergen, ville jeg slet ikke have kunnet stå her i dag. Han er den eneste person, der har formået at få min tillid efter mit ophold på Bøgegården. Han er en af de få, jeg forhåbentlig om nogle år, vil kunne takke for, at jeg har det godt. Mine forældre er dog de vigtigste personer, da de valgte at låne mig penge til den behandling, systemet ikke vil give mig.
I dag er jeg igen begyndt i skole. Jeg læser matematik på HF. Det er hårdt, fordi jeg stadig kæmper med min OCD, men det er også en stor sejr. Jeg er også ved at skrive en bog, fordi jeg ønsker at gøre systemet opmærksom på, hvad det gør ved personer, når de både skal kæmpe med en sygdom som OCD og kæmpe for at få den rette behandling.
Mit mål er at blive rask, tage en fuld HF og senere få en uddannelse.
Jeg håber, at jeg ved at stå frem kan være med til at påvirke politikerne til at lave en lovændring, så man ikke selv skal betale den psykologiske behandling, når man f.eks. lider af OCD.
Se mit foredrag på Christiansborg
Hvis du har en langsom forbindelse, vil jeg anbefale dig at sige ja til at gemme det først.
|
|
|