 |
|
|
| År 2007 |
Den 21. marts 2007 - Jeg savner min søster meget
I dag har jeg været til terminsprøve i matematik. Det var ikke uden at mærke nervøsiteten i maven. Jeg var egentlig ikke nervøs for, at jeg ikke ville kunne finde ud af det. Jeg var mere nervøs for, at min OCD ville skabe mig for mange problemer. Det er virkelig belastende at have det på den måde. Jeg var nervøs for, at jeg ville komme for sent på grund af tvangshandlinger. Jeg var også nervøs for, at jeg ville være plaget af min perfektionisme, når jeg skulle lave opgaverne. Det var jeg også i starten, men da jeg begyndte at komme i tidsnød, var jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan det så ud. Det blev pludselig vigtigere for mig at blive færdig. Det var rart at opdage, men til eksamen håber jeg, at jeg får det på den måde allerede efter en halv time. Hvis jeg så har tid til overs, når jeg er færdig med opgaverne, kan jeg jo begynde at sætte det pænt op, hvis det stadig er vigtigt for mig. Det skal være mit mål. Jeg klarede de første syv opgaver uden de store problemer. Vi havde tre timer i alt, og der var ni opgaver. Da jeg var færdig med de første syv, var der 45 minutter tilbage. Jeg var glad for, at jeg havde så god tid og var derfor rimelig afslappet. Det varede dog kun lige, til jeg kastede mig ud i opgave otte. På dette tidspunkt gik den berømte sorte klap ned. Pludselig kunne jeg slet ikke huske, hvad vi havde lært om Boksplot i fredags. Jeg kom i tanke om det 15 min før, jeg skulle aflevere opgaven. Da var det, at jeg blev ligeglad med min orden. Det var egentlig en sejr.
Min OCD volder mig stadig store problemer i hverdagen. Lige for øjeblikket er knoerne på mine hænder f.eks. helt røde og revnede. Jeg vasker dem vist lidt for grundigt og i lidt for varmt vand. Det mærkelige er, at jeg egentlig ikke synes, jeg vasker dem så meget. Jeg tænker ikke rigtig over det længere. Mine hænder viser dog tegn på det, så min hukommelse fejler nok lidt. Jeg er også i en periode, hvor jeg smider lidt for meget mad ud, før udløbsdatoen er overskredet. Pludselig får jeg en tanke om, at maden er dårlig, og så skal den bare væk. Den skal helt ud i den store skraldespand. Ellers kan jeg ikke have med det at gøre.
Jeg savner stadig min søster rigtig meget. Nogle gange føler jeg det som om, at jeg er fyldt med en indre smerte fra min mave og helt op i halsen. Så ondt gør det. Når jeg er sammen med andre unge mennesker og deres søskende, mærker jeg en stikkende smerte i brystet. Jeg bliver jaloux. Hvis de og deres søskende så ikke taler pænt til hinanden, mærker jeg en vrede. Jeg tænker, at de bør behandle hinanden pænt - de har jo i det mindste hinanden. Man kan aldrig vide, hvornår det er forbi. Jeg ved godt, at jeg ikke tænkte på det, inden jeg mistede min søster. Jeg havde endda tidligere mistet min bror. Det er bare så længe siden, og jeg tog det egentlig for givet, at jeg og min søster skulle blive gamle sammen. Vi havde jo allerede drøftet, hvordan vi skulle passe hinandens børn. Det var noget, jeg glædede mig til. Det eneste, jeg har nu, er den glæde, jeg følte dengang. Glæden kan vare så kort. Det er i sandhed gået op for mig. Jeg tror aldrig, jeg vil slippe af med den smerte, der til tider kan æde mig op. I perioder, hvor smerten er størst, orker jeg ikke andet end min skole. Jeg orker egentlig heller ikke skolen, men jeg tager af sted alligevel, fordi jeg er nødt til det. Jeg har faktisk også haft nogle dage, hvor jeg heller ikke kunne overskue at tage til psykolog, fordi jeg var så ked af det, belastet af min OCD og tabt for energi. Alligevel er jeg taget af sted, da jeg ved, jeg vil føle mig mindst ti kilo lettere på turen hjem.
Den 18. december begyndte en journalist fra Jydske Vestkysten at skrive nogle artikler om mig. Overskriften på artiklen på forsiden lød: "Hvorfor kan Lisbeth ikke få hjælp - når andre kan?" Kommunen havde sagt nej til at udtale sig i sagen. Da artiklen havde været bragt i, henvendte de sig dog alligevel til journalisten med et ønske om at udtale sig, fordi de mente, artiklen var misvisende. Journalisten arbejder stadig på min sag. Han vil forsøge at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, og hvem der skal betale.
Jeg skriver stadig på min bog, når jeg har overskud. Jeg har en stor tro på, at det vil lykkes mig at få den færdig inden for en rimelig tid, selvom der kan være nogle længere perioder, hvor jeg ikke har energi til at skrive. Derfor kan der stadig gå noget tid imellem, at jeg får min hjemmeside opdateret.
Den 21. juni 2007 - Underskriftindsamling til støtte for OCD-ramte
Politikerne på Christiansborg har sagt til mig, at min kamp, for at få dem til at forstå, de skal hjælpe OCD-ramte, ikke hjælper noget, så længe jeg er ene om, at gøre dem opmærksom på problemet. Det har fået mig til at starte en underskriftindsamling i håb om at få politikerne til at lave en lovændring, så de mange OCD-ramte kan få gratis psykologbehandling. Jeg har også brug for din underskrift. Mine tanker bag indsamlingen er at: "Sammen står vi stærkere."
Jeg har haft sommerferie i to uger nu. Jeg har haft 11½ uge i alt. Det er virkelig rart og tiltrængt. Det var meget hårdt for mig at være til eksamen. Når jeg skriver hårdt, mener jeg ikke almindeligt hårdt. Jeg mener hårdt på den måde, at jeg havde problemer med at styre mine tvangstanker under eksamen. Da jeg var oppe i psykologi, kiggede jeg for meget i mine notater, fordi jeg helst ville være helt korrekt. Jeg har jo en opfattelse af, at jeg skal gøre alt 110% korrekt. Denne gang trak det ned, så det kan jeg vel lære af!! Det er virkelig belastende. Udover disse tvangstanker ved min psykologieksamen, var jeg også på toilettet fire gange i løbet af en time, inden jeg nåede ind på skolen, fordi nervøsiteten gik i maven på mig. Det forholdt sig lidt anderledes, da jeg var til eksamen i matematik. Der var jeg meget tæt på at være ligeglad med, hvad jeg kom op i, da jeg vidste, jeg kunne det hele. Alligevel var jeg nervøs.
Jeg mærkede savnet af Marianne under eksamen. Jeg ville så gerne have haft mulighed for at ringe til hende og fortælle om resultaterne. Det ville have gjort hende stolt, er jeg sikker på. Den mulighed har jeg desværre ikke. Det vil jeg sikkert komme til at lære at leve med, men der går nok nogle år endnu. Tabet af Marianne gør stadig så frygtelig ondt.
Min kamp med kommunen, sygehuset, systemet eller hvem, det nu er, der har ansvaret for at hjælpe mig, er stadig lang. De siger en ting og mener noget andet. Jeg har f.eks. fået aktindsigt i min journal fra Kolding sygehus, hvor chefpsykologen skriver, at de ikke har ressourcer til at behandle mig, og at han derfor anbefaler, jeg fortsætter i behandling hos Martin Bergen, hvorefter overlægen gav mig et behandlingstilbud. Jeg kan ikke se nogen sammenhæng i dette. Jeg har også klaget over det, men det har ikke hjulpet. De fastholder stadig, at de har et behandlingstilbud til mig. Det er frustrerende. Det har også været med til at give mig ideen til underskriftindsamlingen. En eller anden er jo nødt til at gøre noget. Når andre ikke gør noget, så gør jeg.
Den 2. september 2007 - Hvor uskyldig er den antidepressive medicin?
Efter jeg er blevet medicinfri, hvilket jeg har været i 1½ års tid nu, har jeg gjort mig nogle overvejelser omkring, hvor uskyldig den antidepressive medicin i virkeligheden er? Inden jeg fortæller, hvad mine overvejelser skyldes, vil jeg fortælle Jer, om mit medicinske behandlingsforløb i korte træk.
Jeg startede i medicinsk behandling, kort efter jeg havde fået stillet diagnosen OCD som 15 årig. Det første præparat jeg "smagte på" var Zoloft. Jeg fik Zoloft i en meget høj dosis, men det hjalp ligesom ikke rigtigt. Jeg var meget angst. Derfor fik jeg også noget antipsykotisk medicin i en meget lille dosis. De følgende syv år blev jeg skiftevis behandlet med Zoloft, Cipramil, Cipralex og Efexor. Efexor fik jeg på et tidspunkt, hvor jeg havde en depression.
Jeg følte aldrig, at medicinen hjalp mig, hvilket enten fik psykiateren til at sætte mig højere op i dosis, skifte præparat eller give mig en meget lille dosis af noget antipsykotisk medicin. Det antipsykotiske medicin virkede angstdæmpende, men derudover medførte det også nogle ekstra kilo på kroppen, fordi det gav mig en ekstra sød tand, ligeledes gjorde det mig ekstremt træt, så jeg brugte en stor del af døgnet på at sove, og jeg fik ikke dyrket motion, hvilket jeg ellers har meget gavn af psykisk.
Da jeg havde fået medicin i fem år, begyndte jeg en dag at få nogle meget voldsomme mavesmerter. Min mave krampede sig næsten sammen. Lægen sagde, det skyldtes en irritabel tyktarm. Derfor blev der ikke gjort noget ved det.
Efter jeg trappede ud af min medicin for 1½ år siden, raslede kiloene af mig. Nu er jeg helt normalvægtig, men indimellem skal jeg passe på, fordi jeg i perioder, hvor humøret er lavt, har en tendens til at tabe mig yderligere.
Jeg føler dog, at jeg har bivirkninger efter de mange år på medicin. Ligeså snart jeg var ude af min medicin, begyndte jeg at få meget uren hud. Jeg var næsten 23 år på det tidspunkt, så det var ikke min pubertet, der startede. Derudover begyndte jeg at reagere meget voldsomt på nogle former for mad. Jeg kan ikke holde det i mig. Når jeg har slugt den sidste bid, er jeg nogle gange nødt til at skynde mig på toilettet. I starten var det næsten ved hvert aftenmåltid, men nu er jeg ved at være klar over, hvad det er, jeg ikke tåler. Dermed har jeg mere kontrol over det. Samtidig med at jeg reagerer på den mad, jeg har indtaget, får jeg nogle voldsomme mavesmerter. Det minder om den måde, jeg havde det på, hvor lægen kaldte det for en irritabel tyktarm. Jeg tror derfor, at min "irritable tyktarm" som begyndte efter fem år på medicin, var min krops måde at reagere på medicinen.
Jeg er 100% overbevist om, at min fødevareallergi og urene hud skyldes de mange år på medicin. Det gør mig urolig, at man ikke har undersøgt langtidsbivirkninger af antidepressiv medicin mere, end man har. Jeg frygter, at der er lavet nogle undersøgelser, som ikke er blevet offentliggjort. I dag skal der virkelig meget til, for at jeg tager en pille. Nu tænker jeg ikke kun på antidepressiv medicin, men på al slags. Jeg tør ikke, efter jeg har set, hvad det har gjort ved min krop. Jeg har også en hudlæges ord for, at jeg højest sandsynligt kan takke medicinen for det.
Flere gange under min medicinske behandling har jeg bedt om lov til at blive medicinfri, fordi jeg ingen virkning følte ved medicinen. Det kunne jeg ikke få. Jeg fik først lov til det, da jeg gik hos min fjerde psykiater. Det var dog også først, da han havde forsøgt sig med et medicinskift i høj dosis.
Hvis det "kun" er fødevareallergi og uren hud, jeg har fået efter de syv år på medicin, kan man vel sige, at det er billigt sluppet. På den anden side, synes jeg ikke, det er så billigt sluppet endda, da lægerne altid har sagt, der ingen langtidsbivirkninger ved antidepressiv medicin er. Jeg spekulerer på, om man kun har undersøgt de langtidsbivirkninger, man kan få af medicinen, hvis man er i behandling med det på grund af depression? Når en depressionsramte f.eks. får 60 mg Zolft, anbefaler man, at personer med OCD får 200 mg. Der er en meget stor forskel på de to doser. Det kan da ikke andet end gøre mere skade på en OCD-ramts krop end en med depression. Jeg synes, det er lidt skræmmende og uhyggeligt. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om nogle af mine organer har taget skade af alt den medicin? Jeg tænker, der må være en årsag til, at min mave og hud reagerer på den måde, den gør.
Desuden kan jeg fortælle, at foråret i år er første gang i mange år, hvor jeg har lagt mærke til fuglenes smukke og glade sang. En dag hvor jeg kom cyklende, lagde jeg pludselig mærke til det. Jeg blev så glad indvendig. Det giver mig en viden om, at medicinen ikke kun lægger en dæmper på de negative følelser men også på de gode og varme følelser. Jeg har aldrig kunnet føle mig helt glad. I stedet har jeg haft en følelse af at være neutral på de dage, hvor jeg havde det godt. Det er en følelse, jeg tror, har forandret sig lidt nu.
Den 28. oktober 2007 - Mon psykisk syge bliver omtalt i valgkampen?
Det er blevet tid til valgkamp. Jeg spekulerer på, om jeg overhovedet skal stemme, da jeg endnu intet sted har hørt den patientgruppe, jeg er en del af, omtalt i valgkampagnen. Hvornår begynder politikerne at køre valg på, om personer med f.eks. OCD skal have gratis psykologbehandling hos de specialiserede psykologer i privat regi? Jeg tror aldrig, det sker. Der er ganske enkelt ikke stemmer nok i det. Sådan er politik i dagens Danmark, hvilket er meget utilfredsstillende efter min mening. Jeg vil også have en del af skattekronerne - en del af lagkagen! Hvis jeg får hjælp til at blive rask, vil jeg hellere end gerne deltage på arbejdsmarkedet og give mit bidrag til samfundet, når jeg er klar og har fået en uddannelse. Det er ikke dovenskab, der driver mig. Hvis det var det, havde jeg heller ikke gidet udføre alle mine mærkværdige tvangshandlinger...
Jeg kan tydeligt mærke, at jeg har 16 timer i skolen. Dette er der både fordele og ulemper ved. Når jeg har mine dårlige dage, føles det meget uoverskueligt at skulle klare skoledagen. Jeg holder dog ud. Til trods for at jeg har advaret de fleste af mine lærere om, at jeg kan have øget fravær ind imellem, så tror jeg faktisk, at jeg hører til en af de elever på mine hold, der har haft mindst. Dette er selvfølgelig godt nok, men det er også anstrengende. Til tider er jeg alt for pligtopfyldende. Disse tidspunkter ville det nogle gange være bedre, hvis jeg kunne give mig selv lov til at holde en pjækkedag uden at spekulere på, om det ville gå ud over mine eksamener...
|
|
|