 |
|
|
| År 2008 |
Den 15. januar 2008 - I Jydske Vestkysten igen
Jydske Vestkysten bragte søndag den 6. januar i år en opfølgning på min kamp for at få betalt mine behandlinger hos den privatpraktiserende psykolog Martin Bergen. Det har desværre endnu en gang vist sig at være nytteløst at stå frem i pressen. Jeg har i hvert fald ikke fået noget konkret ud af det, bortset fra at der atter er blevet rettet opmærksomhed mod det system, der desværre ikke altid fungerer, som jeg synes, det bør. Det er utroligt opslidende at modtage alle de afslag. Flere har sagt til mig: "Skal du ikke bare stoppe nu?" Det kan man jo godt synes, jeg skal, men så får vi aldrig ændret på de dårlige behandlingsmuligheder, der er for OCD ramte i Danmark. Det er selvfølgelig ikke kun min sag at kæmpe for de mange OCD ramte. Jeg kæmper også hovedsageligt denne opslidende kamp med systemet, fordi jeg bliver ved med at tro og have et lille håb om, at jeg en dag vil blive forstået og få noget hjælp. Intet andet kan være rimeligt!
Min underskriftindsamling har nået nye højder. Jeg er nået op på et antal underskrifter, som jeg ikke havde turdet håbe på at nå, da jeg startede den i sommers. I skrivende stund har jeg 1098 underskrifter. Det glæder mig. Det er mit store håb, at underskriftindsamlingen kan være med til at føre til gratis psykologbehandling til de mange OCD ramte. Det ville være til stor glæde for mig og mange andre.
Den 25. marts 2008 - Fremskridt - dog stadig hemmelige...
På den ene side har jeg meget at fortælle, men spørgsmålet er, om jeg har mod på at dele det med alle på nuværende tidspunkt? Det er selvfølgelig et spørgsmål, som jeg er den eneste, der har svaret på... Mine bekymringer for at dele det med alle andre er, at det aldrig er til at vide, om de fremskridt, man som OCD ramt opnår, er vedvarende! Hvornår er man sikker på, at de er det? Man bliver først sårbar i det øjeblik, hvor man har delt sine fremskridt med hele cyberspace, og fremskridtene alligevel viste sig ikke at være holdbare. Det er mange tanker og overvejelser, jeg får gjort mig, som måske kan synes uvæsentlige. Det tror jeg dog på en måde, at de ikke er. Når man kæmper med sin OCD, er det et dilemma, man ofte er i. Altså det dilemma det er at kunne forbedre/sløjfe nogle tvangshandlinger og så måske alligevel ikke kunne, når der er gået et stykke tid... Når man alligevel ikke kan, bliver man så frygtelig skuffet og træt af sig selv. Jeg slår ofte mig selv i hovedet og forklarer tilbagefaldene med, at jeg jo heller ikke duer til noget. Jeg er bare sådan een, som alt mislykkes for... Det passer højst sandsynligt ikke, men det er sådan, jeg ofte tænker.
Nå tilbage til start. Der er begyndt at ske store fremskridt for mig. Jeg er endnu ikke parat til at skrive om alle fremskridtene, for jeg befinder mig stadig på meget usikker grund. De tvangshandlinger, jeg for det mest lader være med at lave nu, foregår inden jeg skal i seng. Hver aften er jeg derfor nødt til at tage en dyb indånding, så jeg ikke falder i. Jeg skal virkelig tage mig sammen, for min OCD trækker i mig. Jeg føler, at valget står mellem tryghed og frihed. Trygheden er lig min OCD, mens friheden er lig et liv uden OCD. Et liv uden OCD virker til tider meget skræmmende på, så det er lidt af et dilemma at stå i. Jeg ved dog, at hver gang det lykkes for mig at gå imod min dominerende OCD, kan jeg svæve. Det føles SÅ FEDT. Det er nærmest et kick, man får ud af det. Effekten er størst de første gange, man går imod tvangshandlingerne eller tankerne. Derefter formindskes det fede kick - desværre...
For øjeblikket arbejder jeg på at finde en politiker, der vil modtage min underskriftindsamling. Jeg skrev til sundhedsministeren i uge seks, men jeg har endnu intet hørt. Jeg har rykket for svar, men det forlyder, at ministeren har travlt, så jeg skulle ikke tage det personligt. Det gør jeg heller ikke. Jeg så bare gerne, at tingene gik lidt hurtigere. Det ender sikkert med, at det kommer til at falde sammen med mine eksamener, hvilket jeg ikke er så glad for.
Den 2. april 2008 - Kolding Kommune bryder forvaltningsloven!
Den 10. marts i år, sendte jeg en ansøgning til Kolding kommune, hvor jeg endnu engang ansøgte om at få betalt mine psykologbehandlinger i Angst- og OCD-Klinikken hos Martin Bergen. Denne gang ansøgte jeg efter Servicelovens §102, som jeg var blevet anbefalet af Udsatteenheden under Velfærdsministeriet.
Svaret på ansøgningen modtog jeg torsdag den 27. marts. I svaret står der bl.a. følgende: "Jeg henviser til skrivelsen af d.6./7. 2007 fra..., hvori du blev gjort bekendt med, at Kolding Kommune ikke mente sig forpligtet til at besvare dine henvendelser vedr. behandling for din OCD-lidelse, med mindre der forelå nye oplysninger, som gav anledning til en kommunal sagsbehandling."
"Da denne skrivelse, af d. 6/7 2007, er skrevet, på baggrund af Servicelovens §102, finder ut. ingen nye oplysninger, hvorfor sagen ikke viderebehandles."
Nu vil jeg gerne pointere, at jeg aldrig tidligere har ansøgt om betaling af behandlinger efter Servicelovens §102. Derfor må Kolding Kommune ikke nægte at behandle den blot fordi, de er blevet trætte af mig! I Forvaltningsloven står der skrevet, at en afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse og med henvisning til paragraffer, som et evt. afslag er givet efter. Det står i Forvaltningslovens kapitel 6 §22 og §24.
Jeg har heller ingen klagevejledning fået medsendt, hvilket der står skrevet i Forvaltningslovens kapitel 7 §25, man skal have. Dermed har Kolding Kommune brudt Forvaltningsloven et par gange i deres afgørelse af min ansøgning.
Forvaltningsloven kan læses her, hvis du er interesseret...: Forvaltningsloven
Som du måske kan forstå efter at have læst ovenstående, møder jeg fortsat modstand hos Kolding Kommune. Jeg ved ikke, hvad jeg må bruge dem til, når jeg ikke må henvende mig til dem om OCD behandling? Det er jo på grund af mit behov for behandling af min OCD, jeg er havnet i systemet! Hvad skal jeg bruge kommunen til, når jeg ikke må benytte dem til at få løst de problemer, det giver mig, når jeg ikke kan få en behandling, der kan hjælpe mig, i det offentlige system?
Det er så også lige der, Kolding Kommune og jeg er uenige. Kolding Kommune mener, jeg skal lade mig behandle af den psykolog på Kolding sygehus, som har vurderet, det vil være bedst for mig at fortsætte i min virkefulde behandling hos Martin Bergen, da den vil være for svær at erstatte...
Den 18. april 2008 - Jeg kommer i TV-talkshowet "QTV" den 29. april 2008
Så kan jeg endelig fortælle Jer den "hemmelighed", jeg har gået med i snart fem måneder. Den 29. april 2008 klokken 22.00 på Kanal 4 kommer jeg i QTV, som er et TV-talkshow med Pernille Aalund. Denne aften har QTV overskriften "Tanker der dræber". Jeg synes, titlen er lidt makaber, da jeg ikke opfatter mine tvangstanker, som nogle der dræber. På den anden side kan man godt sige, at de er psykisk dræbende. Titlen skal dog heller ikke kun dække over OCD, så den har sikkert sine årsager...
Jeg må ikke fortælle, hvad programmet handler om, udover at jeg er med pga. min OCD. Der er dog lagt oplysninger om programmet ud på Kanal 4's hjemmeside. Her er et citat vedrørende mig: "I QTV får vi besøg af bl.a. 24 årige Lisbeth, der lider af tvangstanker og tvangshandlinger. Hun vasker hænder hele tiden og skal altid trykke på sæbepumpen 5 gange. Lisbeth er bange for bakterier, som hun kan dø af. Derfor spiser hun heller aldrig kylling pga. salmonella og hun laver næsten aldrig mad pga. bakterier, men køber færdigretter. Lisbeth har aldrig været i byen med veninderne pga. de mange bakterier - hun holder sig helst hjemme."
Den 20. maj 2008 - Fremskridt efter optagelserne til QTV
Siden optagelsen til programmet i november har jeg opnået en del fremskridt.
Som jeg nævnte i QTV, har jeg meget svært ved at lave mad. I februar følte jeg mig klar til at tilberede kyllingestykker i ovnen. Den time, kyllingen var i ovnen, føltes lang. Jeg kunne mærke, at angsten for at skulle spise kylling bankede på. Da kyllingen var tilberedt, skulle jeg lige tage mig sammen til at spise den. Angsten aftog, efterhånden som jeg spiste kyllingen. Anden gang, jeg tilberedte kylling, var det også vanskeligt for mig. Angsten var dog ikke så voldsom som første gang. I dag lavede jeg kylling for sjette gang, og det rørte mig stort set ikke at spise den. Det værste ved at lave kylling er, når jeg skal tage stykket ud af posen. Der har jeg fundet et lille trick, så jeg ikke behøver røre direkte ved kyllingen... Hvis jeg rører direkte ved kyllingen, vil det for mig betyde, at jeg skal vaske hænder i lang tid. Dagen, hvor jeg kan røre ved kylling uden de store problemer, kommer dog nok også en dag.
Jeg har endnu ikke stegt et stykke kød på panden. Jeg har lettest ved at lave retter, der skal i ovnen. Mht. kylling står der på posen, hvor længe det skal være i ovnen og ved hvor mange grader. Jeg tror efterhånden på, at jeg kan regne med det, der står, derfor tør jeg gøre det!
Siden marts har jeg ikke haft vand til at stå ved min seng. Der er endnu ikke sket noget ved det!
På det sociale område er der også sket noget. Jeg har været til min første private fest hos en af mine studiekammerater. Da jeg blev inviteret, tænkte jeg først åh nej! Jeg vidste ikke, hvilken undskyldning jeg skulle "finde på" for at slippe. Jeg troede faktisk til at begynde med, at jeg havde samfundsfagsopgave for den weekend, hvor festen skulle være. Det viste sig dog at være weekenden forinden. Faktisk havde jeg ikke rigtig noget, jeg skulle. Efter lidt betænkningstid besluttede jeg mig for at takke ja til invitationen. Jeg tænkte, at jeg godt ville kunne spise hendes mad, for jeg har trods alt kendte hende næsten et år... Festen viste sig også at gå mere end godt. Min studiekammerat kender godt til mine mange problemer. Derfor var hun så venlig både at tage hensyn til min madallergi og OCD. Af hensyn til min OCD serverede hun ikke kylling. Hvis hun havde gjort det, ville jeg have spist det, men jeg ville nok have været en lille smule angst for det. Dog ikke så meget som for et halvt år siden...
Jeg har også opnået andre fremskridt siden optagelserne. Man kan sige, at udgangen fra mit private fængsel er blevet øget. Det er så fedt og gør mig glad.
Lige et sidste ord fra mig i denne omgang. Kolding kommunens manglende behandling af min ansøgning om betaling af psykologbehandlinger, har jeg anket til Det sociale nævn. Kolding kommune har videresendt sagen, så nu er der ikke andet for end at vente - igen!
Den 4. august 2008 - Så lykkes det måske endelig...
Så lykkes det måske endelig... Det er i hvert fald lykkedes mig at få bragt min historie helt med i front. Når jeg skriver med helt i front, mener jeg, at det er lykkedes mig at få fortalt min historie i tv avisen på DR.
Som sagt er det endelige lykkedes mig at få den fokus på min sag, som jeg har kæmpet så hårdt for at opnå. Tilsyneladende er det rent held, at jeg lige fik kontakt til en journalist, som fandt min sag så... at hun simpelthen bare måtte fortælle den. Selv OCD-ramte har lov til at være heldige en gang imellem.
Jeg håber, at min kamp vil medføre gratis behandling til OCD-ramte hos psykologer, der har specialiseret sig i behandlingen af OCD.
Alt at vinde - intet at tabe.
Den 28. september 2008 - Sundhedsministeren vil modtage mine underskrifter.
Sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, har nu sagt ja til at modtage mine underskrifter personligt. Jeg skal aflevere dem til ham den 30. oktober i år.
Jeg henvendte mig til sundhedsministeren, efter jeg havde været i TV-Avisen. Mit møde med sundhedsministeren kommer kun til at vare 5-10 minutter, så for mig handler det virkelig om, at jeg skal fatte mig i korthed, samtidig med at jeg skal få ham til at forstå, hvor vigtigt det er at få lavet en lovændring! Jeg har allerede en ide om, hvordan jeg vil bære mig ad.
Jeg lover at gøre mit bedste for at få sundhedsministeren til at forstå problemet og gevinsten i at hjælpe OCD-ramte.
På nogle områder sker der fremskridt for mig i forhold til min OCD. Blandt andet er der sket et meget stort fremskridt. Jeg er begyndt at lave mad. Flere gange har jeg lavet wok mad med kyllingefilet i strimler. Jeg har købt fileterne færdig skåret, da jeg så slipper for at røre ved det rå kød. Det er stadig alt for angstfremkaldende. Jeg tør ganske enkelt ikke røre ved det. Jeg har gjort det hos min psykolog, men der følte jeg mig også mere tryg. Når jeg er alene, så kører angsten meget hurtigere op. For mig er det heller ikke så vigtigt, om jeg tør at røre ved maden. I stedet er det vigtigt for mig, at jeg tør lave nogle retter. Lige nu tør jeg kun lave noget med kylling eller kalkun, men det er jo så sådan, det er. Meningen var, at jeg også skulle begynde at lave noget med svinekød. Det mistede jeg dog hurtigt modet på, da jeg en dag hørte radioavisen. Deri sagde de, at der er langt mere salmonella i svinekød end kylling. Så skulle jeg ikke nyde noget af at kaste mig ud i det eksperiment. Heldigvis er kylling noget af det, jeg helst vil spise. Nogle gange kan det dog godt være træls at spise det to-tre gange i ugen, men det er også træls at spise rugbrød hver dag, så det går nok... Det er trods alt bedre end de færdigretter, man kan købe. Dem er jeg kørt træt i.
Under madlavningen vasker jeg mine hænder meget grundigt rigtig mange gange. Det er hver gang, jeg har været i berøring med kyllingen på en eller anden måde. Også selvom det måske blot er via grydeskeen, jeg har været i berøring med det. Jeg er simpelthen så bange for at få salmonella, så jeg gør alt, hvad jeg tror, der skal til for at undgå det. Det er yderst anstrengende at have det på den måde, men på en eller anden måde har jeg lært at leve med det, selvom jeg fortsat kæmper for at ændre på det. Det køkkengrej, som er i berøring med kyllingen, smider jeg i vasken efter endt brug. Inden jeg vasker det op, skyller jeg det i kogt vand. Jeg ved, at kogt vand dræber bakterierne. Nogle gange skyller jeg grejet flere gange. Det afhænger af, hvor presserende mine tanker er den pågældende dag.
I forhold til min OCD sker der som sagt nogle fremskridt. Det er ikke min største plageånd pt.
Min største plageånd er savnet af min storesøster. Jeg savner hende simpelthen så ubeskrivelig meget, at det gør helt ondt. Sorgen føles mest af alt som en syl i mit bryst. Til tider føles det næsten som om, at jeg ikke kan få luft. Jeg føler, at sorgen æder mig op. Samtidig føler jeg, at jeg mangler noget af mig selv. Det er som om, at jeg har mistet et eller faktisk to stykker af mig selv. Det ene stykke mistede jeg ved min brors død. Det andet stykke mistede jeg, da min søster døde. At miste disse to stykker af mig selv har forandret mig. Jeg bliver aldrig den samme igen, som jeg var, inden de døde.
Jeg tror, man er nødt til at have prøvet at miste én eller flere af sine søskende for helt at forstå, hvordan jeg har det. Det er så svært at forklare andre. Et eller andet sted føler jeg, at jeg ligeså godt kan opgive at forklare det. Jeg tænker, at det alligevel ikke nytter noget.
I skolen må jeg ind imellem kæmpe for at holde tårerne tilbage. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Det er bare som om, at jeg hele tiden står og svajer. Nogle gange skal der bare et meget lille skub til, så er jeg ved at miste balancen. Jeg synes, det er så pinligt. Min psykolog har foreslået mig at tage hjem fra skole, hvis det er for slemt en dag. Det kan jeg bare heller ikke rigtig få mig selv til. Jeg vil så nødigt gå glip af noget, og jeg har så svært ved at give mig selv lov til at holde fri. Et eller andet sted tænker jeg nok også, at jeg skal tage mig lidt sammen, da der jo snart er gået tre år, siden min søster døde! Til tider føler jeg også lidt, at det er sådan de fleste i min omgangskreds agerer over for mig. Der er jo nærmest ikke nogle længere, som spørger mig, hvordan jeg har det med min søsters død. I deres verden er det jo glemt! I min verden er min søster ikke glemt, og min bror er for så vidt heller ikke. Det er dog min søster, som fylder mest i tankerne. Hendes dødsfald står stadig knivskarpt i min erindring. Ikke så skarpt som i dagene efter, men det står skarpt!
Det er svært at vænne sig til at være blevet enebarn. Der er så mange oplevelser, jeg går glip af sammen med min søster. Der er så meget, jeg gerne ville have delt med hende. Jeg ville da helt klart ønske, at jeg kunne tage telefonen og ringe til hende f.eks. for at fortælle om fremskridtene i forhold til min OCD, om mine gode eksamensresultater i sommers, og at jeg har fået et møde med sundhedsministeren. Hun ville have været den første eller én af de første, som skulle have haft alt det at vide. Det kan dog ikke lade sig gøre længere, hvilket er noget af det, som gør så skrækkelig ondt...
Jeg har fundet ud af, at min læge har en ret stor forståelse for, hvad jeg går igennem, og hvilke følelser der er på spil i mig. Det er rart, da det får mig til at føle mig lidt mindre unormal eller forkert.
Desværre påvirker savnet af min søster min OCD negativt. Det gør til tider min hverdag til en ond cirkel, og det er med til at gøre mig ufattelig træt. Yderligere medfører det til tider søvnløse nætter.
Jeg har ikke tidligere skrevet her på hjemmesiden, hvilken betydning min søsters dødsfald har på mit liv. Det har ikke været fordi, det ikke har fyldt før nu. Det har nok nærmere været fordi, jeg har tænkt, at min hjemmeside primært handler om problemerne/kampene i forhold til min OCD. Samtidig har en årsag været, at jeg ikke har været klar til at dele med alle, hvordan jeg har det, før nu. Jeg gør det nu, fordi det hjælper mig, og da jeg tror, det kan gøre en forskel for andre, at jeg skriver om det. Nogle vil blive klogere, andre vil kunne genkende sig selv i det. For mig er det lige meget, hvilken betydning det har for andre. Det vigtigste for mig er, at jeg kan være med til at gøre en forskel for andre på en eller anden måde, mens det også hjælper mig selv.
Den 8. november 2008 - Mit møde med sundhedsministeren, Jakob Axel Nielsen.
Først vil jeg gerne takke alle Jer, der har bidraget med en underskrift til min online underskriftindsamling.
Jeg endte med at få indsamlet 1790 underskrifter på, at der bør indføres gratis psykologbehandling til OCD ramte i Danmark. Underskrifterne afleverede jeg til sundhedsministeren, Jakob Axel Nielsen, torsdag den 30. oktober 2008.
Udover ministeren og jeg deltog to kvinder ved mødet. Mit gæt er, at det var to af ministerens embedsmænd.
Jeg startede med at give ministeren de 1790 underskrifter, og jeg sagde: "1790 personer har skrevet under på, at OCD ramte bør have gratis, specialiseret psykologbehandling." Jakob Axel Nielsen takkede for underskrifterne, hvorefter han sagde: "Det er et godt stykke arbejde, du har gjort Lisbeth, men det er nok lidt overflødigt, da vi er kommet dig i forkøbet!" Sandsynligheden for, at han ville komme med den sidste bemærkning, havde jeg tænkt, var stor, så jeg var beredt. Nogle få dage før mit møde med sundhedsministeren var der blevet indført behandlingsgaranti til psykisk syge via Satspuljeordningen. Ordningen var og er jeg ikke tilfreds med. Jeg mener ikke, at den dækker behovet hos alle OCD ramte, hvilket jeg også sagde til Jakob Axel Nielsen. Udover behandlingsgarantien er der en specialordning for personer med angstlidelser i let til moderat grad, som kommer til at gælde fra År 2010. Ordningen kommer til at betyde, at disse patienter kan blive henvist til en psykolog, der har overenskomst med sygesikringen. Jeg sagde til ham, at jeg tror, de sværest OCD ramte vil komme i klemme ved ordningen. Både fordi de ikke er omfattet af den, og fordi de mest specialiserede psykologer har fravalgt at have overenskomst med sygesikringen. Sundhedsministeren var stadig ikke enig med mig, men det kan man nok heller ikke forvente af én, der ikke ved, hvad det vil sige at få for dårlig og en alt for utilstrækkelig behandling!
Jeg havde i punktform nedskrevet, hvad der var vigtigt for mig at få sagt. Det blev dog hurtigt overflødigt, da sundhedsministeren viste sig at være en meget sympatisk mand. Han ville gerne høre, hvordan det er for mig at leve med OCD, og hvordan det er startet. Jeg fortalte ham om flere situationer, som jeg normalvis ikke taler så højt om, og som jeg ikke ønsker at komme ind på her. Det gav Jakob Axel Nielsen et indblik i, hvordan det er at lide af OCD. Desuden fortalte jeg ham om den fejlbehandling, jeg har været udsat for på Bøgegården, og hvordan det fik mig til at miste tilliden til det offentlige system. Dette havde jeg indtryk af, at han egentlig godt kunne forstå. Vi fik også en snak om de behandlingstilbud i det offentlige system, som jeg knap nok har fået.
Derudover sagde jeg til ham, at hvis man er i behandling i det offentlige system for OCD i svær grad, så vil man ofte risikere at skulle skifte behandler undervejs, da man har behov for et langt forløb. Dette er ikke godt, når man skal behandles for OCD. Årsagen er, at man har behov for et tillidsforhold til behandleren for at turde gå med til eksponeringerne. Jeg sagde, at ethvert behandlingsskift vil betyde, at denne tillidsrelation skal bygges op på ny. I det private system er der mindre risiko for, at man må skifte behandler midt i et forløb.
Til slut sagde ministeren, at han er glad for, han har mødt mig. Dette har givet ham et indblik i, hvordan det er at leve med OCD, og det gør det lettere for ham/dem, når de skal tage stilling til, hvordan de skal hjælpe os. Helt til sidst sagde han: "Jeg håber, du får det så godt, som det overhovedet er muligt at have." Jeg takkede, og vi gav hånd til afsked.
Jeg føler mig ikke sikker på, at jeg får opfyldt mit krav om gratis, specialiseret psykologbehandling til OCD ramte lige med det samme. Jeg ved dog, at jeg har været med til at gøre en forskel. Det kunne jeg mærke ved mit møde med Sundhedsministeren. Jeg har været med til at gøre en stor forskel, og jeg er én af årsagerne til, at OCD langt om længe er kommet på dagsordenen. Mit hårde og lange stykke arbejde når højst sandsynligt ikke at komme mig til gavn, men nu ved jeg i det mindste med mig selv, at jeg har gjort, hvad jeg kunne.
Nedenfor kan du se, hvad jeg havde planlagt at sige til Sundhedsministern. Det er ikke spildt arbejde, da jeg har givet Jakob Axel Nielsen det på skrift.
Der er penge at spare ved at betale OCD ramtes psykologbehandlinger:
I forhold til én person har jeg regnet ud, at samfundet kan spare:
- Hvis jeg skal være på førtidspension de næste 42 år, vil det koste samfundet 7.676.928 kr.
- Hvis man i stedet gav mig en behandling hos en psykolog i en time om ugen til f.eks. 1000 kr., 45 uger om året i fem år samt førtidspension i fem år, ville det koste samfundet 1.138.920 kr.
- Det ville spare samfundet for 6.538.008 kr.
Beløbet er i nutidskroner.
- Regnestykket er kun gældende for én OCD ramt på førtidspension. Der vil kunne spares oceaner af penge, hvis man medtager de resterende ca. 150.000 OCD ramte. Mange af dem lever af en eller anden form for understøttelse. Samtidig vil det forbedre de OCD ramtes livskvalitet.
Når man sammenligner udgifterne for privat psykologbehandling med psykologbehandlingen i det offentlige system, kan der også spares penge - altså ved at benytte de private psykologer:
Der er lavet en undersøgelse i det tidligere Århus Amt og det tidligere Fyns Amt, hvor man gav depressionsramte psykologbehandling.
- I Århus Amt blev de depressionsramte behandlet af psykologer i det offentlige system.
- I Fyns Amt blev de depressionsramte behandlet af privatpraktiserende psykologer. De depressionsramte havde her en egenbetaling på 40% af udgiften.
Der var blandt andet følgende resultater:
- I Fyns Amt kom de depressionsramte hurtigere i behandling end i Århus Amt, hvilket medførte færre lægebesøg og mindre indtagelse af medicin for de depressionsramte i Fyns Amt. Dette havde en økonomisk gevinst.
Det jeg ser som det mest interessante ved undersøgelsen er psykologudgifterne:
Hvis man forudsætter, at der ingen egenbetaling er i Fyns Amt for at kunne sammenligne med udgifterne i Århus Amt, så vil omkostningerne ved psykologbehandling per person være følgende:
Århus Amt 8000,84 kr.
mod
Fyns Amt 6003,67 kr.
Den billigste behandling er dermed at finde hos de privatpraktiserende psykologer.
- Når man medregner omkostningerne ved lægeydelser og medicin, er der endnu mere at spare. I Århus Amt har de som sagt højere udgifter her, da der er længere ventetid ved behandling, end i Fyns Amt.
- Disse udgifter er som følger:
Århus Amt 11.260,84 kr.
mod
Fyns Amt 8.060,55 kr.
Kilde: Psykologprojekt(Se side 36 og 37)
OCD ramte bør have samme rettigheder til specialiseret behandling som f.eks. kræftpatienter:
- OCD er en meget kompliceret lidelse.
- OCD er yderst vanskelig at behandle, da den "kan tage sig ud" på sig mange forskellige måder.
- At behandle patienter med OCD i moderat eller svær grad kræver specialviden. For disse patienter er det nødvendigt at blive behandlet hos en psykolog, der har en meget stor forståelse for lidelsen. Det er nødvendigt at blive behandlet hos en psykolog, der har specialiseret sig i behandlingen af OCD.
- Tillid til behandleren er noget af det vigtigste i behandlingen af OCD. Når man lider af OCD, kan man nogle gange tro, at man vil være meget tæt på at dø, hvis man udsætter sig selv for noget af det, man er så bange for. Derfor lægger man nærmest sit liv i psykologens hænder - og tilliden bliver virkelig et must!
- Patienter med OCD i svær grad har behov for et længerevarende behandlingsforløb. Det er et forløb, der ofte ikke er ressourcer til i offentlig regi. Hvis der endelig er mulighed for det, er der meget stor risiko for, at man kommer til at skifte behandler undervejs i forløbet. Dette betyder, at man endnu en gang skal bygge tillidsrelationen op.
Risikoen for et behandlingsskift er langt mindre i det private system.
- At behandle kræft kræver, at man specialiserer sig i sygdommen. Kræftpatienter får denne specialiserede behandling. Man sætter f.eks. heller ikke en øre- næse- halslæge til at operere et knæ. Det får man en kirurg til. OCD ramte har behov for den samme kvalificerede behandling, men de får den ofte ikke.
- Det koster samfundet penge, hvis man ikke sætter ind straks. Samfundet har allerede mistet penge ved at lade OCD ramte være overladt til deres egen pengepung for at få den nødvendige specialiserede behandling!
- Personer med spiseforstyrrelser får hjælp til at få en specialiseret behandling. Nu er det OCD ramtes tur. OCD ramte er en meget overset gruppe, som blot venter på hjælp, så de kan blive en del af arbejdsmarkedet!
En mulighed er at give psykologer i Danmark de samme rettigheder som psykologerne i Norge:
I Norge har psykologerne siden 2001 haft de samme rettigheder som psykiaterne med nogle få undtagelser.
- Ved at de norske psykologer "får den lovfæstede anerkendelse af deres arbejde, har de mulighed for at udvikle deres kompetencer og bidrage til forskningen i højere grad end før."
Dette har medført:
- Bedre behandlingstilbud til patienterne.
- Stigningen i antallet af psykologer har gjort det muligt at lave en væsentlig hurtigere udbygning af de forskellige behandlingstilbud.
Kilde: Bedre psykiatri, nr.3 2008
|
|
|