Forside Retur Kvinden bag Oplysninger om forfatteren Foredrag Værd at vide om foredrag Nyheder Rart med interessen for FIGHTER Bare kald mig forfatter FIGHTER Oplysninger om FIGHTER Bogens bagsidetekst Info om OCD Oplysninger om OCD Hvordan kan en OCD-ramt hjælpe sig selv? Hvordan kan en nærtstående hjælpe den OCD-ramte? Mit liv Min brors død Folkeskolen Indlagt Efterskolen Bøgegården År 2004 År 2005 År 2006 År 2007 År 2008 År 2009 År 2010 År 2011 Digte En evig kamp OCD Mig i pressen Artikler TV Bøger Gentagelser, vaner og tvang At skære smerten bort Tvanstanker Håndbog for psykiatribrugere og pårørende Bange, mere bange, angst Unge sind i sort Skæbne liv - at leve med OCD Om børn og unge med tvangssymtomer OCD hos børn og unge Når ritualerne tager magten - en bog om OCD Når tanker bliver til tvang Tyranner i hovedet Tine Bryld - tværs Film Matchstick Men Det bli'r ik bedre Link Behandlere Nyttige hjemmesider Kontakt Mail Gæstebog År 2009 Den 15. marts 2009 - Intet nyt under solen Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet herinde. Egentlig har jeg ikke noget nyt at berige med, men jeg vil alligevel forsøge at få kradset lidt ned... I forhold til mit møde med Sundhedsministeren, er der intet nyt i sigte. Jeg går og overvejer at sammenfatte en mail til ham blot for at høre, om han har tænkt sig at gøre noget! Desværre tror jeg, at jeg kender svaret, så et eller andet sted kan det nok slet ikke betale sig. Samtidig synes jeg ikke, at mit store stykke arbejde skal have lov til at falde helt til jorden uden videre, så jeg skal nok få sendt ham en mail snarest. For øjeblikket er jeg i en periode, hvor min OCD er trukket lidt i baggrunden. Den fylder ikke så meget i mine tanker, da noget andet har taget over. Sorgen er endnu en gang blusset op, og så er der tilsyneladende ikke plads til så meget andet... Det er hårdt og til tider ensomt, men mon ikke jeg endnu en gang finder vejen ud? På mange måder tror jeg, at jeg har/har haft et liv, som kan være svært for andre at forstå omfanget af. Mit liv er i den grad blevet forandret flere gange, og det skete har forandret mig. På mange måder er jeg blevet et mere eftertænksomt menneske, end jeg oplever, at andre er. Så invaliderende oplevelser får virkelig én til at spekulere over livets mærkværdigheder. Det er meget svært at forklare. Jeg tror, man er nødt til at have oplevet det selv for at forstå, hvad det er, jeg tænker... Jeg vil lige sige, at min OCD fylder mindre, end den tidligere har gjort. Der er begyndt at være plads til de gode og sjove oplevelser i mit liv - bl.a. fester. Det er oplevelser, som giver mening. De gør det sjovt at leve. Gad vide hvordan jeg har kunnet klare mig uden disse fester i hele mit teenageliv? Det er mig en gåde nu, men formentlig skyldes det, at jeg ganske enkelt har haft det for dårligt til at kunne nyde det. Godt at tingene kan ændre sig med tiden - og den rette behandling. Den 17. oktober 2009 - På den rette vej Jeg har haft et tilbagefald med mad, da jeg i midten af august blev ramt af en ret voldsom infektion pga. noget kylling, som jeg havde spist. Når sådan noget sker for mig, reagerer jeg meget konsekvent, og jeg kunne derfor i en kort periode hverken få mig selv til at tilberede kylling eller andre former for kød. Til at starte med kunne jeg derfor kun spise det kød, som andre havde tilberedt, og jeg lavede kun suppe til mig selv. Jeg vidste, at jeg var nødt til at bide tænderne sammen og spise kylling meget snart, så jeg kunne få aflivet den nyopståede angst, inden den blev al for voldsom. Derfor købte jeg en dag nogle chicken Nuggets, som jeg spiste uden problemer. Kort efter lavede jeg noget laks til mig selv. Omtrent en uge efter tilberedte jeg kylling, som jeg spiste uden at blive angst. Det var virkelig fedt. At jeg kan komme så hurtigt tilbage efter en voldsom infektion fortæller mig, at jeg har en meget større kontrol over min OCD, end jeg har haft tidligere. Det gør mig glad, da det for mig er et tegn på, at det virkelig går i den rigtige retning. Jeg er godt klar over, at min OCD stadig fylder alt for meget i mit liv, men jeg er begyndt at have en oplevelse af, at jeg er i stand til at få kontrollen over den, hvis jeg blot hænger i og kæmper imod den forbandede angst, som det medfører, når jeg afholder mig fra at lave mine tvangshandlinger. Mine tvangstanker kan være meget styrende, og de er nok sværere for mig at gå imod, end mine tvangshandlinger er. Formentlig skyldes det, at tvangshandlinger er noget, man kan stoppe med at gøre sådan rent fysisk. Tvangstankerne bliver jo ved med at komme, selvom jeg gerne vil ændre dem. Disse tanker skal jeg gå mentalt imod, og det kræver både energi, overskud og et stort mod, hvilket jeg ikke altid har. I mange år har jeg syntes, at det er vildt svært at forklare andre mennesker, hvor meget det går ud over ens livskvalitet, når man lider af OCD. Egentlig har jeg troet, at det ville være en af mine sværeste opgaver i livet at forklare andre det. Nu er det dog begyndt at gå op for mig, at der er noget, som er mindst ligeså svært at få andre til at forstå. Nemlig hvad det gør ved én, når man har mistet en eller flere søskende. Som man ved, hvis man har læst hele min hjemmeside, har jeg mistet begge mine søskende. Jeg er dermed gået fra at have haft to ældre søskende til ingen at have. Det er ikke nogen sygdom eller psykisk lidelse at miste begge sine søskende, men det har alligevel en stor indgriben i ens liv. Tabet af mine søskende har forandret mig på mange måder. Nogle vil måske mene, at jeg er blevet mere kold. Måske kan man godt kalde det for det, men jeg vil nok nærmere sige, at der skal mere til for at få min sympati. På mange måder har jeg haft mange store problemer/udfordringer i mit liv, hvilket har medført, at jeg har svært ved at udvise sympati, når folk er nede over problemer, som jeg ser som små. I virkeligheden ville jeg da ønske, at de problemer, som mine jævnaldrende ser som store problemer, også var store problemer for mig, da det jo ville være tegn på, at jeg ikke havde mødt de barske sider af livet allerede nu. Sådan er det bare ikke, og derfor kan jeg måske godt virke lidt kold til tider... Samtidig har tabene betydet - specielt tabet af min søster - at det føles som om, jeg har mistet en del af mig selv. Det er som om, at en del af min identitet er gået tabt. Muligvis kan det godt være lidt svært at forstå, men jeg kan ikke forklare det bedre... Det er i virkeligheden først, når man har mistet, at man ved, hvor betydningsfuldt det ER, det man har mistet... Jeg mangler min søster hver dag. Det er så mærkeligt, at jeg ikke bare kan tage telefonen og ringe til hende. Det gør mig ked af det, at hun ikke længere kan give mig et klem. Derudover har jeg svært ved at acceptere, at hun ikke fik lov til at opleve, at jeg har fået det bedre på så mange måder. Der er så mange tidspunkter, hvor jeg mangler hende i mit liv, hvilket der altid vil være. I min familie vil der altid mangle to. Savnet forsvinder aldrig, som nogle tror, men forhåbentlig forsvinder sorgen med tiden. Sorgen er enormt energikrævende, og den fjerner noget af glæden fra livet.

Opdateret d. 7.1.2012