 |
|
|
| År 2010 |
Den 26. januar 2010 - Forandring fryder - eller gør det?
Onsdag den 20. januar blev udsendelsen med mig i QTV på kanal 4 genudsendt. Jeg var ikke blevet informeret om dette af holdet bag QTV, så jeg blev lidt overrasket, da jeg modtog en sms fra en af mine venner, hvor det stod. Samtidig generede det mig en anelse, for jeg var ikke indstillet på at skulle blive "genkendt" endnu en gang. Det er stadig de færreste af mine studiekammerater, der kender til min livshistorie. Formentlig har størstedelen af dem aldrig overvejet at google mit navn og dermed fundet min hjemmeside.
Den efterfølgende dag modtog jeg også beskeden inde på skolen: "Jeg så dig i fjernsynet i går..." Mit svar var: "Åh nej!" Efterfølgende forklarede jeg, at udsendelsen var en genudsendelse, som blev sendt første gang for snart to år siden, og at det er lidt mere end to år siden, at optagelserne fandt sted. Jeg følte, at jeg var nødt til at sige sådan, for den person, der var i QTV onsdag aften, er ikke mig... Eller det er selvfølgelig mig, men det, jeg siger i udsendelsen, passer heldigvis ikke på mig længere. Jeg har det på mange måder meget bedre, end jeg havde det dengang. Min OCD fylder endnu i mit liv, men jeg befinder mig ikke nært så ofte i et fængsel, som jeg gjorde dengang, hvilket jeg er lykkelig for. Desuden fungerer jeg meget bedre socialt, end jeg gjorde for to år siden, og mit liv har fået et større livsindhold. Overvejende er jeg blevet et langt gladere menneske, end jeg har været i mange år - et mere frit menneske, kan man også sige.
Mine dage kan stadig være en kamp, men dagene, hvor det forholder sig sådan, bliver færre. Noget andet er, at jeg fortsat er meget energiforladt i perioder, og jeg har et stort søvnbehov. Dette har jeg selvfølgelig, fordi jeg stadig kæmper med min OCD. Den største forskel på dengang og nu er, at jeg er begyndt at vinde flere af mine kampe, end jeg har gjort.
Det er ikke sådan, at jeg har fortrudt, at jeg sagde ja til at medvirke i QTV for lidt mere end to år siden, for det er stadig vigtigt for mig at stå frem og fortælle min historie, så andre kan blive klogere på OCD. Jeg kunne bare godt ønske, at jeg havde fået muligheden for at fortælle, hvordan mit liv ser ud i dag. Jeg håber, at jeg får denne mulighed, når jeg er helt klar til at stå frem igen.
Min positive forandring er det desværre ikke alle, der kan tolerere. Det undrer mig meget, at det skal være sådan, og det gør ondt, men for nogles vedkommende er jeg ikke længere den person, som jeg var, da de lærte mig at kende. Dette har betydet, at der er blevet tyndet ud i min vennekreds. Jeg havde nogle venner en gang, som ikke længere er mine venner. Vi er ganske enkelt vokset for langt fra hinanden. Én af årsagerne er nok, at jeg er begyndt at markere, hvor mine grænser går. Jeg lader mig ikke længere bestemme over. Tidligere har jeg fundet mig i det meste, men det gør jeg heldigvis ikke længere. Det er blevet vigtigt for mig, at andre ikke bestemmer over mit liv. Jeg vil have lov til at sige fra, når/hvis der er noget, jeg ikke vil være med til. Egentlig ser jeg dette som et sundhedstegn, men det er ikke alle i min omgangskreds, der har det samme syn på det.
Nogle gange spørger jeg mig selv, om min forandring er det værd, når jeg ligefrem mister venner på at få det bedre... Det skaber jo i forvejen en vis uro i mig at undergå de store forandringer, så det gør det ikke just bedre, at nogle af mine venner ikke kan acceptere forandringen. Efter at have tænkt det igennem flere gange, er jeg nået frem til, at mit helbred er vigtigere end mine venners forståelse og accept. Det gør ondt, at der skal falde nogle fra undervejs, men det er på tide, at jeg tænker mere på mig selv end på andre. Derfor vil jeg ikke lade andres manglende accept og forståelse for min forandring bremse mig på vejen ud af min OCD.
Jeg har et mål - nemlig at gå hele vejen. Hvis nogle personer i min omgangskreds ikke har forståelse for, at jeg forandrer mig på denne vej, så må de tage valget om at falde fra. Nogle gange vokser man fra hinanden, og der er nok en stor risiko for, at jeg vokser fra flere, end jeg allerede er gjort.
Alle mennesker gennemgår en forandring i løbet af livet, men min forandring er nok større/bliver større end de fleste andres, i og med at jeg har været igennem så meget i løbet af mit forholdsvis korte liv. Derfor har jeg forståelse for, hvis nogle mener, at min forandring er blevet for stor til, at vi stadig har noget til fælles. Det ændrer dog ikke på, at det stadig gør ondt at miste venner, fordi man har fået det bedre...
Min vej er lang endnu, og jeg har fortsat behov for støtte fra mange mennesker. Der er endnu et stykke tid til, at jeg kan se mig ude af min OCD. Jeg håber dog fortsat på, at dagen vil komme, hvor jeg kan kalde mig tidligere OCD ramt, selvom troen på til tider kan være lille...
Den 17. august 2010 - Jeg er blevet HF student :)
Først og fremmest vil jeg fortælle, at jeg har haft flere problemer med kommunen - endnu en kamp er tabt. Mine merudgifter er jeg blevet frataget. På mig virker det urimeligt, for bl.a. min vandregning er stadig ekstrem høj. Også andre ekstraudgifter skyldes min OCD, men det hjælper ikke noget. Ifølge kommunen skal man modtage væsentlige hjælpeforanstaltninger i sin hverdag for at være omfattet af bestemmelserne. Psykologbehandling indgår ikke i det. Hvis jeg modtog hjemmehjælp i form af f.eks. rengøring, ville jeg være omfattet. Det virker bare så latterligt, for jeg ville være nødt til at gøre rent, når hjemmehjælperen var taget af sted, fordi jeg har meget svært ved at have besøg i mit hjem. Det kan jo ikke være meningen!
Endelig har jeg også noget virkelig positivt at fortælle. Den 22. august blev jeg HF student med et rigtig flot snit. Uddannelsen har taget mig fire år. Men jeg synes alligevel, det er godt klaret. Ved siden af skolen har jeg også skullet passe behandlinger. Desuden har min OCD samtidig tæret på min energi og vanskeliggjort studiegangen til tider.
Det er umuligt for mig at beskrive, hvor stor dagen føltes for mig. Hvor megen glæde, lykke samt stolthed det fremkaldte. Også hos de mennesker i mit liv som holder af mig. For mig var det fedt, at der langt om længe var noget positivt at fejre.
Jeg vil benytte lejligheden til at takke de mennesker, som mødte op på skolen den dag, jeg fik huen på. Deres fremmøde varmede meget og gjorde mig næsten helt rørt.
Færdiggørelsen af min HF har også fremkaldt en form for tomhed. Jeg har været rigtig glad for at gå på VUC, fordi det har givet mig så meget. Min daglige gang på VUC har også medvirket til, at jeg er vokset psykisk. Derfor er det også lidt vemodigt at have færdiggjort den del af mit liv.
Min fremtid er endnu uvis, men jeg tror på og håber, at der venter mig noget positivt derude et sted. Spørgsmålet er bare, hvad jeg har i vente. Men det er jo ikke kun mig, der ikke kan spå om det...
Den 6. december 2010 - Manuskriptet til bogen er færdigskrevet
De sidste fire måneder har jeg befundet mig på Ryslinge Højskole på Fyn. For et år siden tog jeg en beslutning om at udfordre min OCD for alvor. Jeg var klar over, at hvis jeg virkelig ønskede at udfordre min OCD, så var jeg nødt til at bryde med mine tidligere rammer samt omgivelser. En beslutning som sidenhen kom til at give mig mavepine op til flere gange, fordi jeg mistede modet undervejs. Heldigvis stod jeg ved min beslutning og begyndte på Ryslinge Højskole for snart fire måneder siden.
Opholdet har været til meget stor gavn for min OCD. Jeg har udfordret mig selv langt mere, end jeg ville have gjort derhjemme. Her på højskolen har det til tider været svært for mig at sige: "Nej det tør jeg ikke." Fordi jeg ikke altid havde lyst til at sige nej, begyndte jeg automatisk at gå imod min OCD. Til tider uden at tænke over det. Det har gavnet mig. Jeg føler mig langt friere, end jeg længe har gjort.
Højskoleopholdet har også ført noget andet yderst positivet med sig. Ud over at have udfordret min OCD, har jeg fået vejledning, så jeg kunne skrive manuskriptet til min bog færdig. Ryslinge Højskole er en form for projekthøjskole, hvor man har et projekt, man skal lave i løbet af opholdet. Mit var bogen. Det har medført, at jeg i dag har et sammenhængende manuskript, som skal blive til en bog i løbet af år 2011. En selvbiografi om hvordan det er at leve med OCD og at miste søskende. Glæd dig...
|
|
|