 |
|
|
| År 2011 |
Den 30. marts 2011 - Et eftertænksomt øjeblik...
Et tilbageblik på det sidste års tid af mit liv fortæller mig, at der er sket rigtig meget i den periode. Store som små begivenheder.
Når jeg funderer på denne måde skyldes det, at mit liv er blevet vendt lidt på hovedet igen. Og jeg forstår ikke rigtig hvorfor, men jeg vil gerne kende årsagen. Sådan er jeg altid. Det er vel kendetegnet ved mig. Jeg ønsker et svar på alt. Ønsker at kende sandheden - også hvis den gør ondt. Men der gives ikke svar på alt her i livet, og det er nok noget af det, som jeg har behov for at lære at acceptere. Noget som jeg har rigtig svært ved. For når jeg ikke kender svarene, kan jeg heller ikke gøre noget ved problemerne, tænker jeg. Men når alt kommer til alt, er jeg ikke herre over liv og død. Og det er vel på tide, jeg indser, at jeg ikke kan redde hele verden. I første omgang skal jeg måske også bare koncentrere mig om at redde mig selv, så jeg kan få et tilfredsstillende liv.
Og mit liv er langt mere tilfredsstillende, end det længe har været. Min kamp med OCD'en er langt mere ligeværdig, end den har været længe. Det vil sige, at jeg vinder flertallet af kampene. Til tider må jeg påminde mine medmennesker om, at der ikke længere skal tages så meget hensyn til mig. For jeg kan langt mere, end jeg har kunnet. Og hvis jeg en dag ikke kan, skal jeg nok sige fra eller lave en spidsfindig undvigemanøvre...
Når folk skriver til mig i min gæstebog, at det har gjort dem godt at læse min hjemmeside, varmer det langt ind i mit hjerte. Det gør mig glad. Så ved jeg, at jeg skal holde liv i den, og at min bog også vil blive betydningsfuld for nogle.
Men ligesom at det gør godt, gør det rigtig ondt, når jeg hører om unge mennesker med OCD, der er i behandling et sted, hvor de ikke føler sig hjulpet. Jeg kommer til at føle mig magtesløs, fordi jeg ikke kan gøre noget. Intet kan jeg stille op. Højest komme med et par råd. Men hvis det unge menneske endnu ikke er myndig, er det næsten umuligt at gøre noget. Det, synes jeg, er hårdt.
Men igen - jeg må hellere koncentrere mig om at redde mig selv. Og så må jeg stille mig tilfreds med, at jeg ved at skrive gør alt, hvad jeg kan for at hjælpe andre.
Da jeg i sin tid oprettede hjemmesiden, var det med ønsket om, at andre OCD ramte kunne føle sig knap så alene som mig. Hvis jeg skal tro min gæstebog, lever den op til mit ønske. Så det kan jeg vel kun være stolt af...
Den 16. august 2011 - Har fundet forlag
Nu kan jeg langt om længe med stolthed skrive, at jeg har fundet et forlag. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg var, da jeg modtog beskeden for snart et par måneder siden. Men når jeg sidder og skriver det, har jeg endnu fornemmelsen af, at det alligevel ikke er sandt. Selvom der er sket meget med manuskriptet, siden jeg fik tilsagn. Formentlig tror jeg det først, når jeg står med bogen i hånden. Når jeg har det synlige bevis på, at det ER sandt.
Jeg føler, at jeg befinder mig i et følelsesvirvar. Den ene dag ønsker jeg bogen udgivet. Næste dag har jeg kolde fødder. Men det er min store drøm, så samtidig ved jeg, at jeg er nødt til at fuldføre projektet. Ellers vil jeg konstant gå at spekulere på, om jeg ikke alligevel skulle have gjort det. Så kan jeg ligeså godt udgive den, nu hvor jeg har muligheden for det. Selvom det kan synes svært.
|
|
|