 |
|
|
| Bøgegården |
I sin tid tænkte jeg, at der her ville komme til at stå, hvordan jeg kom min OCD til livs. Sådan gik det desværre ikke. Jeg bevarede ellers længe håbet om, at det var det rigtige valg, jeg i sin tid traf. Jeg må hellere spole tilbage og starte ved begyndelsen.
Begyndelsen
Jeg flyttede ind på Bøgegården den 1. august 2001. Grunden dertil var, at jeg ikke længere magtede "kun" at være i ambulant behandling. Jeg gik rundt med selvmordstanker, samtidig med var jeg stærkt plaget af mine tvangstanker og tvangshandlinger.
I begyndelsen skulle jeg forholde mig til meget nyt - det var hårdt. Jeg forsøgte i starten ved hjælp af personalet at modarbejde mine tvangshandlinger på toilettet. Jeg blev reduceret i tid og brug af toiletpapir. Jeg arbejdede på denne måde i et par uger, men det blev ikke til meget mere end nederlag, da jeg ikke kunne overholde vores aftaler. Jeg måtte op på toilettet igen, efter jeg var gået i seng.
Personalet syntes, det virkede som om, at da jeg kom, så jeg kun mig selv som en pige med OCD. At det virkede som om, jeg gik med et skilt rundt om halsen, hvorpå der stod skrevet OCD. Det hjalp mig ikke at nedtrappe ved hjælp af regler om, hvad jeg måtte gøre og hvor lang tid, jeg måtte bruge på det. Derfor besluttede Bøgegården at behandle mig på en anden måde. Til at starte med bestod metoden i, at de på Bøgegården ikke ville hjælpe mig med at modarbejde mine tvangshandlinger. De ville i stedet hjælpe mig med at fokusere på mine gode egenskaber. Jeg arbejdede med mine følelser og med at sætte ord på, hvad jeg var ked af. Min OCD måtte jeg kun tale om en time om ugen, når jeg snakkede med min kontaktperson. Samtidig arbejdede jeg selv hårdt på at komme mine tvangshandlinger til livs.
Da jeg flyttede ud på Bøgegården, havde jeg længe undgået rengøring, så meget jeg kunne. På Bøgegården skulle jeg gøre rent to gange ugentlig på fællesområderne. Jeg investerede i et par rengøringshandsker. Det fjernede ikke ubehaget, for jeg var bange for, at bakterierne kunne trænge igennem handskerne, selvom personalet forklarede mig, at de ikke kunne.
Havearbejde skulle jeg også deltage i. Der anvendte jeg også handsker.
Råt kød havde jeg ligeledes meget svært ved at røre ved pga. bakterieangst. Det slap jeg heller ikke for. Det hed sig i starten, at jeg skulle lave retter med kød. Det var hårdt og førte også efterfølgende til megen håndvask.
Det meste kunne lade sig gøre for mig efter kort tid, når bare jeg havde hjælpemidlerne i orden. Jeg var plaget af en voldsom angst, når jeg skulle gøre alt det, som jeg før havde afholdt mig fra at gøre. Mens jeg gjorde rent, kørte tankerne for fuld speed. Det var meget ubehageligt, men jeg har altid været stædig, hvilket gør, jeg kæmper, alt hvad jeg magter.
I løbet af den første måned opstod der dage, hvor jeg havde lyst til at pakke mine sager sammen og sige farvel til Bøgegården. Jeg gjorde det ikke, for jeg tænkte, det ikke ville hjælpe noget. Jeg troede, det bare var for at flygte fra problemerne. Jeg vidste, jeg ikke ville kunne flygte fra dem, de vil blive ved at forfølge mig, indtil jeg fik dem løst..... desværre.
Jeg begyndte på en daghøjskole i Kolding, da jeg havde boet på Bøgegården en måned. I starten var jeg kun af sted en formiddag ugentlig, hvor jeg deltog i kreativ værksted. Efter kort tid fik jeg også koblet svømning på. Det var meget svært for mig at være på daghøjskolen. Jeg følte mig usikker og ville i perioder helst være usynlig. Samtidig havde jeg mine plagsomme tanker om bakterier. Jeg kunne godt være bange for, jeg fik bakterier på mig, når jeg rørte ved et eller andet.
Badminton deltog jeg i to gange ugentlig i følgeskab med Bøgegården. Det daglige arbejde fandt jeg svært at deltage i, fordi der var så meget, som gjorde mig angst. Jeg brugte meget psykisk energi på at kigge efter faresignaler. Sidst på eftermiddagen var jeg ofte meget udkørt og havde brug for at slappe af.
Efter fire måneder
I de første fire måneder gjorde jeg rent med handsker på. En fredag, da jeg skulle gøre rent, havde jeg bestemt mig til, at nu kunne jeg godt gøre det uden. Det gjorde jeg også, men det var bestemt ikke sjovt. Det var hårdt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg mon blev smittet med nogle farlige bakterier. Det blev jeg ikke....troede jeg da. Tvivlen blev ved med at være der. Hvad nu hvis?!?
Efter jeg havde gjort rent, vaskede jeg altid mine hænder i meget varmt vand med megen sæbe. Jo mere ondt det gjorde jo bedre. Når jeg følte en smerte, var det lig med, at nu havde jeg vasket hænderne grundigt. Mine hænder har ofte været røde og hævede. Jeg kunne aldrig gå i seng efter en rengøring, før jeg havde været i bad i meget varmt vand, men dog ikke skoldende.
Det var rart, at jeg kunne holde ud at gøre rent uden handsker. For mig var det et tegn på, at der var sket fremskridt. Personalet så det på det tankemæssige område. Det havde jeg lidt svært ved. En af pædagogerne spurgte mig en dag, om jeg ville være rask? Hvis jeg ikke ville det, kunne de heller ikke hjælpe mig. Det satte nogle tanker i gang i mig. Jeg tror, spørgsmålet var medårsag til, at der skete fremskridt på det tidspunkt.
Efter et halvt år
Da jeg havde været på Bøgegården et halvt års tid, fandt jeg det lettere at være sammen med mine forældre. Det medførte, at jeg oftere tog på weekend hos dem, samt at jeg nød det.
På daghøjskolen fik jeg nu også undervisning i foto. Det var et fag, jeg blev meget glad for. Det var medvirkende til, at jeg fik mere lyst til at tage ind på skolen. På holdet faldt jeg i snak med nogle af de andre kursister. Det var godt for mig at have noget at tage af sted til. Det gav mig også en lyst til at stå ud af sengen om morgenen, hvilket jeg gennem hele mit sygdomsforløb har haft meget svært ved.
Efter et år og to måneder
Jeg begyndte endnu engang at tvivle på, om Bøgegården virkelig var i stand til at hjælpe mig med min OCD. Min tvivl opstod, fordi jeg ikke syntes, jeg fik det bedre i forhold til min OCD. Bøgegårdens vurdering lød på, at det havde hjulpet mig at være der på det følelsesmæssige område. Det kunne jeg også godt se. Derfor valgte jeg endnu engang at arbejde ud fra den måde, Bøgegården mente var den rigtige.
I samme periode begyndte jeg at tage kørekort. Det var med stor usikkerhed, da jeg første dag mødte op til teoriundervisning. Det var med tanker som: "Kan jeg finde ud af det?" "Hvad tænker de andre om mig?" Hvad hvis jeg dummer mig?" Da jeg havde været til teoriundervisning to gange, fandt jeg mig godt tilpas i de andres selskab. Jeg fandt også ud af, at de faktisk godt ville tale med mig. Da jeg begyndte på køretimerne, blev situationen endnu mere positiv. Min kørelærer spurgte mig ved den første køretime, hvad det var for et sted, jeg boede. Det fortalte jeg ham. Jeg fortalte ham også, at jeg har OCD, og hvad det vil sige. Han var meget forstående. Efterhånden betroede jeg mere til ham. Han blev en værdifuld lytter i en meget svær periode, da jeg jo også på det tidspunkt følte, jeg var i behandling et forkert sted. Min kørelærer blev min ventil, mens jeg gik til undervisning hos ham. Jeg vil aldrig glemme, hvor stor en hjælp han var for mig. Den dag, jeg bestod køreprøven, var en dag, hvor jeg både var fyldt med glæde og lidt vemodighed. Jeg havde det svært med, at det var afslutningen på de gode samtaler, men samtidig var jeg stolt over at stå med et midlertidigt kørekort i hånden. Begge dele forstod jeg i første hug.
Efter et år og otte måneder
Da jeg var færdig med kørekortundervisningen, skulle jeg have noget andet at lave. Daghøjskolen, som jeg tidligere havde gået på, var lukket ned. I avisen havde jeg dog læst, at to private personer havde startet en dagskole op. Jeg besluttede mig for at undersøge sagen. Det viste sig at være sandt. Jeg tog ind på skolen, Madsen & Madsen, som den hedder, og tilmeldte mig. Den ene fru Madsen havde jeg talt med på den tidligere daghøjskole. Endnu syntes jeg rigtig godt om hende. Da jeg kendte en, var det ikke var så svært for mig at begynde på Madsen & Madsen.
Jeg begyndte at tage Pc-kørekort. Man skal bestå syv moduler for at få det. Det var en udfordring for mig, at jeg skulle til at lære en ny person at kende. Ham der underviser i det, havde jeg aldrig talt med før. Det viste sig dog hurtigt at blive godt. Det, at jeg ville tage Pc-kørekort, var også for at teste mig selv. Jeg havde før "kun" haft de kreative fag. Min selvtillid var meget lav, og jeg troede faktisk ikke på, at jeg ville kunne finde ud af noget, der bare mindede lidt om skolearbejde længere. Da jeg havde bestået de første to moduler, fik jeg langsomt et lidt andet syn på mig selv. Hver gang jeg havde været til prøve og samtidig var bestået i første forsøg, var jeg stolt.
Jeg var meget opsat på, at jeg ville være pædagog. Jeg ville gerne tage den pædagogiske grunduddannelse, ikke mindst fordi det var begrænset, hvor meget man skulle gå i skole, da der er meget praktik under uddannelsen. Jeg troede ikke på, jeg ville kunne finde ud af at gå i skole. Jeg havde stort koncentrationsbesvær og hadede tanken om at skulle tilbage på skolebænken igen på et tidspunkt. Samtidig vidste jeg, at en uddannelse til pædagog ikke passede særlig godt sammen med min bakterieangst. Den pædagogiske uddannelse var det eneste, jeg havde for øje.
En dag talte jeg med Lone Madsen om det. Hun foreslog, at jeg begyndte på kompetenceafklaring på Madsen & Madsen. Det ville hjælpe mig til at finde ud af, hvilken uddannelse der kunne være god for mig. Kommunen gik med til det, så jeg begyndte på kurset. Nu skulle af sted fem dage ugentlig, hvilket jeg ikke tidligere havde været. I løbet kursuset nåede jeg frem til, at jeg ville være Mediegrafiker.
Jeg var fortsat stærkt plaget af mine tvangstanker og tvangshandlinger. Jeg arbejdede med at få mine tvangshandlinger reduceret, men det var svært for mig at gøre alene. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre for at komme dem til livs.
Savnet af min bror mærkede jeg nu meget. Tit sad jeg på værelset og græd længe. Jeg var så ulykkelig. Jeg frygtede, at jeg aldrig ville holde op med at græde igen. Jeg havde meget svært ved at udholde at være ked af det og fik derfor ofte selvdestruktive tanker.
Efter to år og tre måneder
Jeg fortsatte på Madsen & Madsen efter sommerferien 2003. Jeg havde fået lov til at gøre mit Pc-kørekort færdig, da det var meget relevant for min videre uddannelse. Jeg var kun af sted to gange ugentlig. De andre dage deltog jeg i de daglige pligter på Bøgegården. Derudover søgte jeg efter lærerplads til min uddannelse som mediegrafiker. Pc-kørekortet skulle jeg have færdiggjort inden efterårsferien, hvilket lykkedes. At arbejde med computeren faldt mig let for, og jeg nød det.
Jeg tog afsked med dem inde på Madsen & Madsen før efterårsferien, men det var ikke med min gode vilje. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske efter ferien, hvilket påvirkdede mig negativt. Jeg havde det ikke særlig godt, når jeg gik hjemme på Bøgegården. Jeg kunne ikke holde ud at være der. Det kedede mig at skulle lave havearbejde eller købe ind. Jeg havde behov for at bruge min hjerne, så jeg kunne tænke på noget andet end mine tvangstanker og tvangshandlinger.
 Da jeg efter min efterårsferie kom tilbage på Bøgegården, var jeg rigtig negativ. Jeg var kun af sted to formiddage om ugen, hvor jeg gik til sekvenstræning. Derfor havde jeg meget tid til at tænke over mit liv, min behandling på Bøgegården og på hvor meget min OCD fyldte. Jeg var ulykkelig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille på. Jeg talte ofte i telefon med en fra OCD foreningen. Jeg fortalte hende, hvor meget min OCD gik mig på. Jeg sagde, at jeg ikke følte, Bøgegården var i stand til at hjælpe mig. Hun rådede mig derfor til at begynde hos en behandler, som var vant til at behandle personer med OCD. Samtalen med hende fik mig til at tage mine egne tanker om min behandling alvorligt.
En lørdag eftermiddag meddelte jeg lederen, jeg gerne ville tale med ham. Jeg sagde, at jeg gerne ville begynde i behandling hos en uden for Bøgegården, mens jeg boede der. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, var jeg parat til at tage konsekvensen af det og flytte. Jeg var så desperat efter at få noget professionelt behandling mod min OCD, at min angst for at skulle bo alene kom til at fylde mindre. Jeg vidste, at jeg skulle have mere professionel hjælp til min OCD, før jeg ville føle mig tryg ved at være alene om natten. På det sidste havde jeg været så ulykkelig, fordi jeg ikke kunne se en ende på min behandling. Jeg kunne godt se, Bøgegården havde hjulpet mig meget på det følelsesmæssige område, men da jeg flyttede ind, var det for at få behandlet min OCD. Det var den, jeg så som roden til de fleste af mine problemer. Egentlig syntes jeg, lederen virkede meget forstående. Jeg fik et indtryk af, at han godt ville være med til, at jeg prøvede det. Han sagde, at hvad jeg gjorde i min fritid, kunne han ikke blande sig i. Senere blev jeg klar over, at det var, hvis han ikke kendte til det. Jeg forstod det også som om, at han gerne ville ringe til den behandler, jeg havde nævnt, for at undersøge, om han ville tage mig i behandling, mens jeg boede på Bøgegården. Det viste sig senere, at det også var en misforståelse.
Lederen talte med det øvrige personale om mit ønske om anden behandling. Jeg fik en tilbagemelding, som lød, at man ikke kunne imødekomme mit ønske. Lederen troede, det ville få mig til at tænke, det var dumt at starte behandling et andet sted, men der tog han fejl. Jeg kontaktede en behandler i Søborg, som jeg havde talt med en af de andre gange, jeg var utilfreds med Bøgegården. Han kunne ikke se noget problem i, jeg gik til behandling i hans klinik, mens jeg boede på Bøgegården. Vi aftalte, at jeg skulle starte derover hurtigst muligt.
Jeg var godt klar over, det formentlig ville give mig nogle problemer, når jeg fravalgte Bøgegården, men jeg havde aldrig drømt om, at det skulle blive til det mareridt, det endte med at blive.
Jeg meddelte lederen, at jeg stod fast ved beslutningen om at starte behandling et nyt sted. Min beslutning betød, at Bøgegården skulle tage stilling til, hvor længe jeg så kunne blive boende. Min sagsbehandler kontaktede lederen, så de kunne drøfte deres holdninger. Ved deres telefonsamtale meddelte lederen, at det var besluttet, at Bøgegården ikke kunne imødekomme mit ønske. De aftalte også et møde, som jeg skulle have besked om. Jeg blev oplyst om mødet aftenen før, det skulle finde sted - klokken 22.00. Af personen, som skulle give mig beskeden, fik jeg at vide, at han havde glemt at meddele mig det om eftermiddagen. Efter beskeden ringede jeg til min far. Vi aftalte, at han skulle komme og deltage i mødet. Senere bad jeg om aktindsigt i min sag. I papirerne kan jeg læse, at mødet er aftalt fire dage forinden, det skulle finde sted. Derfor undrer det mig, at jeg fik beskeden så sent.
Ved mødet blev det mig meddelt, at hvis jeg ønskede behandling i Søborg, skulle jeg flytte. Jeg blev tilbudt, at Bøgegården kunne rette behandlingen til, så der blev arbejdet mere kognitivt med min OCD. Jeg sagde, jeg ikke var interesseret i dette, da de før havde tilbudt mig det, men hvor de kun har gjort det i det omfanng, de kender til kognitiv adfærdsterapi. Når jeg beklagede mig over, det ikke virkede, svarede de, at det skyldtes, jeg ikke ville det nok. De spurgte ofte, hvordan de så skulle hjælpe mig? Det vidste jeg ikke. Hvis jeg havde vidst det, var der vel egentlig heller ikke nogle grund til, jeg gik i behandling? Så kunne jeg have behandlet mig selv. Jeg holdt fast ved min beslutning, om at jeg ville starte i behandling i Søborg. Resultatet på det hele blev, at jeg så skulle forlade Bøgegården senest den første februar 2004.
Da jeg var begyndt at snakke om alt det med en ny behandling, aftalte jeg med lederen, at jeg kunne komme i praktik på Madsen & Madsen en uge, hvis det var i orden med dem. Denne uge var jeg også til møde med sagsbehandleren, som skulle tage stilling til, om jeg kunne komme på revalidering i forbindelse med uddannelsen til medigrafiker. Hun bevilligede, at jeg kunne gå på Madsen & Madsen frem til jul. Det fik mig i bedre humør.
I den seneste tid
Efter jeg havde truffet beslutningen om at flytte fra Bøgegården, følte jeg, at jeg mødte meget modstand fra Bøgegårdens side. Når jeg var til samtaler med min "såkaldte kontaktperson", fokuserede hun meget på, hvad der kunne gå galt, når jeg skulle bo alene. Jeg forsøgte virkelig at se positivt på situationen, da det ellers på forhånd ville være dømt til at mislykkes. Jeg fandt det hårdt at være tvunget til at tale med min kontaktperson en gang ugentlig, for der kom intet positivt ud af det. Hun var altid så negativ, hvilket var uudholdeligt at høre på.
Det føltes efterhånden ulideligt at på Bøgegården. Meget af min fritid tilbragte jeg alene på mit værelse. Jeg kunne ikke holde ud at være i nærheden af personalet. Jeg følte ikke, jeg mødte andet end bebrejdende blikke. Måske så jeg ind imellem syner. Men kan man næsten andet, når man er sårbar og har mødt megen modstand gennem en længere periode?
Jeg deltog ikke længere i hverken terapi eller gruppeterapi. Det medførte en lille konflikt, da jeg meddelte, jeg ikke ville deltage i det. Terapeuten på Bøgegården kunne ikke se noget problem i, at jeg både skulle passe min uddannelse, have terapi, gruppeterapi, ugentlig samtale med kontaktperson på Bøgegården og til en ugentlig behandling i Søborg.
Jeg var begyndt i behandling hos en psykolog i Søborg. Jeg startede derover den anden december. Det var så fedt. Det var første gang, jeg talte med en, som virkelig virkede til at forstå, hvad jeg talte om.
Jeg omtalte min OCD som en djævle. Englen forsøgte hver dag at bekæmpe djævlen, men det var meget sjældent, det lykkedes. Hver dag var en kamp i mit sind.
Jeg var på Madsen & Madsen hver dag. Det var guld værd for mig at komme derind. Madsen & Madsen var mit fristed. Alle dage tilbragte alle i computerrummet.
året 2004 ville for mig blive starten på en ny periode af mit liv.
Starten på en ny periode af mit liv
år 2004 bød på mange nye oplevelser. Jeg startede på CEU, da jeg kom tilbage på Bøgegården efter juleferien. Det gav mig et nyt friskt pust at komme ind på skolen. Jeg mødte en masse positive og glade unge mennesker. Det var virkelig rart. Jeg syntes, det var utroligt, hvilken forskel det gjorde ved mit humør. Jeg blev påvirket i positiv retning af den gode stemning. Lige så snart jeg trådte ind ad døren på Bøgegården, dalede mit humør. På CEU fandt ud af, at jeg sagtens kunne fungere på lige fod med andre unge. Det var af meget stor betydning for mig, da Bøgegården flere gange havde udtrykt deres bekymring for, hvordan jeg fungerede socialt sammen med andre unge. De vurderede det ud fra mit samvær med de unge ude på Bøgegården. Ofte forklarede jeg personalet, at jeg isolerede mig, fordi jeg ikke kunne holde alt den tristhed ud, der kunne være. Det havde de tilsyneladende lidt svært ved at forstå.
Januar var en meget hård måned. Jeg følte ikke, at jeg hørte til nogen steder. Jeg følte mig meget alene. Jeg var kun på Bøgegården endnu, fordi jeg behøvede et sted at sove. Mit humør kunne jeg holde oppe, og de selvdestruktive tanker kunne jeg modstod takket være skolen og samtalerne hos psykologen i Søborg. Uden det ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort.
Jeg skulle være ude af Bøgegården senest den 31. januar 2004. Jeg nåede ikke at få et sted at bo inden den dato. Derfor kontaktede jeg min sagsbehandler og gjorde hende opmærksom på mit boligproblem. Det eneste, hun kunne tilbyde, var, at jeg kunne flytte ind på Overmarksgården, som er et forsorgshjem. Jeg havde ikke lyst til at flytte ind sådan et sted. Jeg aftalte derfor med mine forældre, at jeg flyttede hjem til dem, indtil jeg fik et sted at bo. Hjemme fra mine forældre havde jeg to timers transport til skole hver vej. Jeg boede hos dem indtil den sidste weekend i februar, hvor jeg flyttede ind i min ungdomsbolig.
De holdt afskedsmiddag for mig på Bøgegården. Det var en blandet fornøjelse. Jeg syntes ikke rigtig, der var noget at fejre. Mit ophold sluttede på en mærkelig måde, og jeg vidste ikke længere, hvordan jeg skulle forholde mig til personalet.
Jeg flyttede den 31. januar 2004. Lederen var der ikke for at tage afsked med mig. Han havde heller ikke gjort det en af de andre dage. Det skuffede mig meget. Der mistede jeg det sidste af respekten for ham. Venskabet med de andre unge gjorde det svært at forlade Bøgegråden. Men jeg vidste at alle de gode oplevelser sammen med dem ikke ville kunne gøre mig rask. Jeg vidste, at hvis jeg ville have et håb for at få det bedre, så var jeg nødt til at flytte. Bøgegården ville aldrig blive i stand til at hjælpe mig. Jeg havde brug for professionel hjælp. En hjælp som hedder kognitiv adfærdsterapi og selvværdstræning. Det kunne ikke blive ved på den måde længere. Det havde bare gjort så ondt at indse. Længe havde jeg bevaret håbet om, at Bøgegården havde ret i, de var i stand til at hjælpe. Men det var de ikke. Derfor flyttede jeg. Jeg flyttede for at få hjælp til at starte på et nyt og bedre liv.
Bøgegården havde været et kapitel i mit liv, som nu var slut.
Opgivenhed
Det er hårdt at være i behandling. Mange gange mens jeg boede på Bøgegården, var jeg på vej til Langbortistan. Jeg følte mig til tider så rastløs, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg kunne ikke finde ro nogen steder. Mine tanker var sorte og opgivende. Hvorfor være på jorden, når det skal være så uudholdeligt? Et spørgsmåle som jeg ofte har stillet mig selv. Jeg har haft nogle tidspunkter, hvor jeg havde mest lyst til at gøre mit liv forbi.
Når jeg havde dage, hvor jeg var fyldt med en indre smerte, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved, blev jeg meget selvdestruktiv. Jeg ridsede i mig selv med ståltråd, papirclips, spidse sakse, og hvad jeg ellers havde ved hånden. Da det ikke længere var tilstrækkelig, begyndte jeg at skære mig med en kniv. Jeg gjorde det på mine arme. Det skulle helst begynde at bløde, så det rigtig kunne ses og mærkes. Jeg skjulte det så godt, jeg kunne, når jeg havde gjort det. Mange gange var det min måde at få afreageret på. Mit hoved var fyldt op med indviklede tvangshandlinger og tanker. Jeg behøvede ro. Jeg havde brug for at få det ud. Al min tristhed og vrede var jeg også nødt til at have ud. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af det. Jeg havde også svært ved at græde. Det kunne jeg for det meste, når jeg havde givet mine arme den voldsomme tur.
|
|
|