 |
|
|
| Efterskolen |
Den første dag på efterskolen var hård, det var den første uge også og nok også den første måned. Da mine forældre sagde farvel om søndagen, græd jeg ikke, men det var lige ved og næsten. Jeg fik en mand som kontaktlærer, og jeg havde ham også til dansk. Det var tydeligt at mærke, han var usikker på mig, fordi jeg har OCD. I den første uge var min terapeut en dag på skolen for at snakke med mig. Vi holdt også et møde sammen med min forstander og kontaktlærer, de skulle høre lidt om, hvad OCD drejer sig om.
De første måneder på skolen havde jeg det stadigvæk godt. Jeg opdagede, at min forstander var god at tale med. Han prøvede på at forstå, hvordan jeg havde det. Ham skiftede jeg på en måde ud med min kontaktlærer, for ham kom jeg aldrig til at bruge, når jeg trængte til at snakke. Det virkede som om, jeg skræmte ham væk med min psykiske sygdom OCD. Den er jo også noget mystisk, hvis man ikke vil forsøge at sætte sig ind i, hvad den drejer sig om.
Da vi kom til efterårsferien, begyndte jeg langsomt at få det dårligere. I december havde jeg det virkelig dårligt, og jeg var oftere på visit på min forstanders kontor.
Den 21. december holdt vi juleafslutning. Om aftenen havde vi julefrokost og underholdning. Ved 22 tiden gik jeg hen til min forstander, og så begyndte jeg ellers at græde. Jeg havde det Så skidt. Jeg kunne slet ikke overskue, at vi skulle lave hovedrengøring dagen efter. Vi blev derfor enige om at ringe til mine forældre. Min far ville gerne komme at hente mig. Da jeg skulle pakke, tog jeg næsten alt det tøj, jeg havde og proppede i mine tasker. Min far kontaktede lægen den 22. december og fortalte ham, hvor dårligt jeg havde det. Han foreslog, at jeg trappede op på 75 mg Cipramil. Juleaften havde jeg fået det lidt bedre igen. Jeg så fjernsyn det meste af dagen.
Efter juleferien fortsatte mit humør med at blive dårligere. Jeg havde planer om, at jeg skulle på HF til august 2001. Jeg ville så flytte ind et sted, hvor der var nogle pædagoger tilknyttet. De planer skød jeg langsomt en hvid pil efter. Planerne blev ændret til, at jeg gerne ville flytte ind på et behandlingshjem. Min terapeut og jeg begyndte for alvor at arbejde på denne sag i begyndelsen af marts måned.
En dag midt i april havde jeg det virkelig skidt. Jeg sad og talte med min forstander, mens jeg græd som et vandfald. Jeg havde slet ikke lyst til at leve mere. Det hele kunne bare være lige meget. Vi overvejede kortvarigt at ringe til mine forældre, men planen ændrede vi igen. Jeg ville ikke stoppe, selvom jeg var dybt deprimeret. Nedturen fik jeg kort før, vi skulle en uge til Ungarn. Vi talte om, at hvis jeg ikke fik det bedre inden da, måtte jeg hellere blive hjemme. Jeg er noget af en fighter. Det har jeg været i langt de fleste perioder gennem mit sygdomsforløb. Det lykkedes mig også at få det rimeligt igen, så mit humør var så stabilt, at jeg kunne tage med til Ungarn.
Før turen til Ungarn fik jeg lavet en test, hvor man besvarer nogle forskellige spørgsmål. Ved at lave den kan man se, om folk er deprimerede. Min var ikke for god, så jeg skulle besvare sådan et skema igen efter påskeferien. Den "undersøgelse" gav mig en ny diagnose. Jeg havde fået en depression oven i min OCD. Cipramil havde ikke den mest effektive virkning på mig, Derfor blev jeg trappet ud af den. Jeg begyndte at få 150 mg Efexor dagligt i stedet.
I maj besøgte jeg sammen med min sagsbehandler et behandlingssted,som hedder "Bøgegården". De behandlere, vi talte med, virkede til at være nogle rare mennesker. På behandlingshjemmet bor der unge fra 18 år og opefter. Da vi var færdige med samtalen, var jeg parat til at slå til, men jeg fik ordre på at sove et par nætter på det. Det gjorde jeg så, men det ændrede ikke på min beslutning om at sige ja. "Bøgegården" skulle også tage stilling til, om de troede, de kunne hjælpe mig. Det gjorde de. Nu skulle jeg blot vente på kommunens svar, som var altafgørende, da de skal betale.
På en efterskole er der desværre også noget, som hedder eksamen. Af de skriftlige gik jeg kun op i matematik og dansk stil. De mundtlige eksaminer havde jeg svært ved at kunne gå op til, da jeg havde haft så meget fravær. Da matematik altid har været en af mine stærke sider, valgte jeg at gå til eksamen i det. Det gik også fint, selvom jeg havde satset højere. Jeg havde et par uger, hvor jeg ikke havde nogle eksamener. Jeg gik derfor med til at hjælpe dem i køkkenet med at bage. Jeg ville under ingen omstændigheder hjælpe til med opvasken, da jeg havde en voldsom skræk over for bakterier på grund af min OCD. Det gik de med til.
I de sidste uger på efterskolen havde jeg også nogle dage, hvor jeg havde mest lyst til at blive liggende i min seng. Hvis jeg var trist, blev mit toiletritual ofte forværret om dagen. Nogle dage blev jeg nødt til at lægge mig ned under dynen med en varmepude, da det hele tiden føltes som om, jeg skulle tisse. Forstanderen talte jeg fortsat en del med. Min skolemor brugte jeg også nogle gange, hvis jeg lige pludselig fik det rigtig skidt.
Den 14. juni fik jeg en rigtig god nyhed. Jeg havde fået bevilliget en plads på "Bøgegården" fra den 1. august 2001. Det gjorde mig glad. Jeg fortalte det til alle, som ville høre på mig. Nogle af lærerne hørte det vist også mere end enī gang. Nu vidste jeg endelig, at der var en tidsbegrænsning for, hvor længe jeg skulle blive ved med at gå og have det skidt uden at få hjælp.
I den sidste uge på efterskolen fik jeg af min terapeut at vide, at jeg også led af angst. Nu havde jeg tre diagnoser. Lægen lod mig trappe ned på halv dosis af medicinen, fordi den gjorde mig træt. Nu fik jeg 75 mg Efexor om dagen.
Fredag den 22. juni var den sidste dag og en meget underlig dag. Stemningen var så trist. Alt føltes forkert. Jeg græd flere gange i løbet af dagen og ventede bare på, at dagen var forbi. Da vi tog afsked med alle lærerne, begyndte jeg for alvor at græde. Det hele var så uvirkeligt. Pludselig var hele året forsvundet. Jeg stoppede først med at græde en time efter, vi var kommet hjem. Jeg havde egentlig gået og glædet mig i de sidste måneder, til at vi var færdige på efterskolen, fordi jeg var så trist.
Efterskoleopholdet havde jeg aldrig klaret uden min forstanders støtte og tålmodighed. Han brugte mange timer på mig i løbet af det år. Det kan jeg aldrig takke ham nok for. Jeg fortryder ikke, jeg tog på efterskole, selvom det var et meget hårdt år
I sommerferie efter opholdet på efterskolen, var jeg nødt til at tage afsked med min trofaste behandler gennem tre år. Jeg havde talt med hende stort set hver uge, bortset fra da jeg var indlagt. Det føltes meget underligt at skulle sige farvel til hende. Hun havde lagt ører til så meget, og nu skulle jeg aldrig til behandling hos hende igen. Hun havde hjulpet mig meget gennem årene, men hun kunne desværre ikke hjælpe mig op ad mit hul denne gang, da jeg havde behov for noget mere støtte til at komme af med min depression, angsten og få lettet låget på min OCD.
Da jeg tog afsked med hende, græd jeg ikke. Jeg orkede det ikke, for jeg havde så svært ved at stoppe igen, når jeg først var begyndt. Jeg havde været glad for at tale med hende, og det var med en mærkelig fornemmelse i maven, jeg gik derfra efter den sidste samtale. Det var svært for mig at tænke på, jeg aldrig mere skulle til en samtale hos hende. Samtidig vidste jeg, at min afsked med hende betød, jeg skulle sige goddag til nogle nye på behandlingsstedet Bøgegården. Jeg var yderst spændt, for hvad nu hvis jeg ikke ville komme til at snakke så godt med dem, som jeg havde gjort med min tidligere behandler? Men jeg glædede mig samtidig til at flytte ind, for jeg behøvede noget mere hjælp til min OCD.
|
|
|