Mit liv

Min brors død 6. klasse 7. klasse 8.klasse 9.klasse 10. klasse Indlagt Praktik Efterskolen Sommerferien Mit liv startede for ca. 25 år siden. Det er jo lang tid, så jeg vil kun skrive om det, der var med til at lave store ændringer. Min brors død En varm sommerdag for 15 år siden, da jeg var en lille pige på 10 år, skete der noget, som kom bag på alle i familien. Min bror blev syg. Han kastede op, hvorefter han lagde sig til at sove. Da min mor så ville vække ham lidt senere, kunne hun ikke komme i kontakt med ham. Han blev hentet i en ambulance og kørt på sygehuset. Det viste sig, at han havde fået en sjælden hjernebetændelse. Han døde et år senere efter at være røget ind og ud af hospitaler i et år. Den første begravelse, jeg var med til, var, da jeg var 11 år og så til min egen brors begravelse. Jeg kunne ikke rigtig græde den dag. På en måde var det nok en stor lettelse for mig, at han døde, og det skammer jeg mig over i dag. Jeg fatter ikke, man kan tænke sådan, men jeg gjorde det nok, fordi det år af mit liv var så ustabilt. Efter min brors sygdom og død begyndte mit liv først rigtigt at blive svært. Når jeg kom hjem fra skole, sad min søster og mor tit i lang tid og snakkede om min bror. Det kunne jeg ikke klare. Jeg sad som regel og lyttede til deres snak, og det var hårdt ved mig. Jeg ville helst glemme. Jeg kunne ikke holde ud at være i den grusomhed mere. Jeg snakkede aldrig om ham og hans sygdom, ikke så vidt jeg husker. Jeg tænkte på det. Gik nok også rundt og bar på mange tanker omkring det, men jeg kunne ikke sætte ord på det og få det ud gennem munden. 6. klasse Da jeg gik i 6.klasse, begyndte jeg at foretage nogle mystiske ting om aftenen. Min mor opdagede, at mit tæppe ved sengen blev lagt på en bestemt måde om aftenen, når jeg skulle i seng. Jeg lavede også andre mærkværdige ritualer, men jeg erindrer ikke præcist, hvad det var dengang. Jeg blev sendt til psykolog sammen med mine forældre, og så kunne jeg godt fortælle dem, hvad der foregik i mit hoved. Jeg svarede behandlerne, det jeg troede, de gerne ville høre, hvilket gav gode resultater. De stoppede med at stille spørgsmål, for de havde fået de svar, de ville have. Jeg gad da ikke sidde og snakke med dem, når jeg kunne have haft friluftsliv på skolen, nu skulle de da lige tage at stoppe. Hvis jeg skal være ærlig, så vidste jeg ikke selv, hvorfor jeg skulle sidde og snakke med dem. Jeg kunne ikke se, hvad mit problem skulle være. Desuden var begge mine forældre der og to behandlere, det gav mig heller ikke nogen større lyst til at snakke om min brors sygdom og død. Samtalerne hos dem stoppede ret hurtigt igen. Det sted jeg gik, blev nødt til at lukke, da det ikke fungerede optimalt. Vi fik tilbud om at flytte et andet sted hen, men jeg slap, for mine forældre syntes, det gik bedre. Jeg fik aldrig sat en diagnose på, hvad der var i vejen. 7. klasse I 7. klasse begyndte jeg igen at få problemer. Jeg blev mobbet af en pige i klassen. Jeg var en lærerslisker, kæledægge, og hvad de ellers kunne finde på. De kaldte mig for "Nisbeth" i stedet for Lisbeth. De råbte det efter mig næsten hele klassen, når jeg cyklede forbi dem på vej hjem fra skole. Det var nok det, der gjorde mest ondt på mig. Det værste var, at en af drengene som jeg var lidt vild med også begyndte at råbe efter mig. Pigen, som førte an, var også vældig interesseret i ham. Vi holdt et pigemøde en dag, for jeg kunne ikke udholde mobberierne længere. Jeg bad "mobberne" om blot at ignorere mig, for jeg kunne ikke holde til at høre på deres råb mere, men ikke engang det kunne de holde længere end omkring 14 dage. Min klasselærer troede, jeg overdrev. Hun troede ikke på, at jeg blev mobbet, så meget som jeg sagde. Hun sagde til mig, at jeg nok bare var meget følsom endnu efter min brors død, og at det sikkert kun var lidt smådrillerier. Det blev jeg knust over. Det kunne hun godt have sparet mig for at høre. 8.klasse I 8. klasse tog mine ritualer rigtig fat. Jeg brugte op til 2½ time på at komme i seng om aftenen. Jeg skulle checke, at vinduet var lukket og hoveddøren låst. Jeg skulle kigge under min seng, for det kunne jo godt ske, at der var et stort dyr eller en farlig mand, som ville slå mig ihjel. Mit tæppe ved sengen skulle ligge HELT lige, og sengen skulle stå HELT op ad væggen. Derudover skulle jeg sidde på toilettet i laaang tid. Toilettet var min største fjende, og er det endnu. Jeg havde en masse ritualer der og en tanke om, at hvis jeg rejste mig, før jeg var HEELT færdig, skulle jeg op at tisse igen meget kort tid efter. Alle mine ritualer kendte mine forældre ikke til. Men de vidste, at det tog lang tid for mig på toilettet, og det i sig selv virkede nok noget besynderligt. Det er heldigt, at vi i Danmark har ugeblade som f.eks. Hjemmet. I de blade kan man støde på nogle meget interessante artikler. Det gjorde min mor. Hun læste en artikel om en ung pige med OCD. Hun syntes, symptomerne passede godt på mig, så hun tog artiklen med ned til min læge og viste ham den. Det gav mig en ny henvisning til Børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium, ØV tænkte jeg dengang. Nej jeg blev faktisk skide sur, eller også blev jeg bare ked af det, da jeg så et brev fra det der ambulatorium i postkassen. Det resulterede i, at jeg låste mig inde på mit værelse og gav mig til at græde. Min mor fik snakket mig lidt til ro, og nogle dage senere ville jeg også godt gå med til at læse artiklen. I den sidste uge før vi fik sommerferie, tog min mor og jeg til en indledende samtale, der hvor jeg skulle begynde at gå. Jeg fik diagnosen samme dag. Den bestod af de tre bogstaver O C D. Jeg ville ikke sige så meget den dag, men da jeg kom hjem, fortrød jeg, for jeg syntes, der var så lang tid til august, hvor jeg skulle begynde at gå til samtaler hos en kvinde. Nu ventede jeg på at få hjælp. 9.klasse Kort tid efter jeg var begyndt på 9. klasse, startede jeg med at gå til samtaleterapi. Jeg blev ret hurtigt klar over, hvad grunden til, jeg skulle gå der, var. Jeg fandt et svar på, hvorfor jeg følte, jeg var nødt til at lave alle tvangshandlingerne. Det gjorde mig tryg, derfor skrev jeg alle mine indviklede tælleremser ned på et stykke papir og viste det til min terapeut. Da hun havde læst det, bestemte hun sammen med en læge, at jeg skulle have medicin. I starten troede de ellers ikke, min OCD var så slem, men jeg havde jo heller ikke fortalt dem det. Medicinen blev Zoloft, som er et antidepressivt præparat. Jeg gik til ugentlige samtaler hos hende, men mit toiletritual blev ikke meget mindre. I skolen spurgte de andre elever, hvorfor jeg skulle have før fri. Jeg fandt på den ene nødløgn efter den anden, for mine forældre mente, det var bedst, hvis vi holdt det for os selv. Vores nærmeste familie kendte heller ikke noget til mine problemer, men lærerne på skolen vidste det, for jeg skulle tit have før fri. Jeg fulgte fint med i skolen, selvom jeg ofte først kom i seng lidt efter midnat. Jeg var træt men klarede alligevel at lave alle mine lektier. Det var meget sjældent, jeg ikke fik det gjort. Jeg var ALT for pligtopfyldende. Sidst på skoleåret var jeg begyndt at få selvmordstanker. Jeg kunne ikke holde ud at kæmpe længere, skønt mit toiletritual kun varede 20 minutter. Mit samlede aftenritual tog nok højest 1 time. Jeg sov hos min mor om natten, hvilket jeg for øvrigt havde gjort de fleste nætter i løbet af de sidste år. Jeg bad min terapeut om at komme væk hjemmefra. Til sidst fik jeg det så slemt, at jeg spurgte, om jeg i det mindste ikke måtte blive indlagt. Jeg fik nej gang på gang, men til sidst kunne hun godt se, det ikke gik mere, så hun lovede at undersøge det. Zoloft så heller ikke ud til at virke på mig, så jeg skiftede til Cipramil. Da jeg også havde problemer med at sove om natten, begyndte jeg at få Rivotril, som er lavet som et beroligende middel mod Epilepsi. Før sommerferien i 9. klasse var der også noget, som hed eksamen. Jeg var oppe i samtlige fag også fysik og tysk. Jeg var meget nervøs, men klarede det alligevel med et middel gennemsnit. I sommerferien var jeg i Østrig sammen med min søster, der er 5 år ældre end jeg, mine forældre og nogle af vores venner. Det var hårdt, men jeg klarede det. Jeg var også til terapeutiske samtaler i ferien. 10. klasse Efter sommerferien begyndte jeg i 10. klasse. En dag hvor jeg var til samtale, fik jeg fortalt, at en læge fra ungdomspsykiatrisk hospital i Risskov snart ville ringe hjem til os, for jeg kunne godt blive indlagt der. Han ringede den samme dag, ellers var det dagen efter. Vi var oppe at se det en fredag, og jeg blev tilbudt en plads fra om mandagen, men jeg bad om at få lov til at vente til tirsdag. Jeg nåede kun at gå i den klasse en måned, for jeg blev indlagt omkring den 7. september 1999. Indlagt Det var en stor befrielse for mig at blive indlagt. Vi gik kun i skole ca. 4 timer om dagen. I skolen fik vi kun lektier for, hvis vi selv ønskede det, og det kan man ikke ligefrem påstå, jeg gjorde. Vi var meget få elever i klassen. Da jeg gik der, tror jeg højest, vi var 6 elever, da vi var flest. Vi havde to lærere. Den ene var nordmand, den anden var dansker. De var begge vældig søde. Det var en hyggelig lille klasse. Det var noget anderledes at være på afdelingen, end den hverdag jeg kom fra. Det var en åben afdeling, så vi måtte gøre, næsten hvad vi havde lyst til. Der var et værksted, hvor man stort set kunne lave alt, hvad man kan komme i tanke om af kreative ting. Jeg lavede bl.a. et læderbælte og smykker. Jeg var jo blevet indlagt for at komme i daglig behandling, og det kom jeg også. Jeg var til terapi hos en psykiater to gange om ugen. På afdelingen havde vi fælles gruppeterapi hver tirsdag. Om onsdagen trænede jeg i et motionscenter på voksenpsykiatrisk afdeling. Samme dag fik jeg massage hos en fysioterapeut. Da jeg fik noget mere overskud, begyndte jeg også at træne i motionscenteret om fredagen. Derudover lavede jeg kognitiv adfærdsterapi hver dag. Jeg forsøgte at gå imod mine tvangshandlinger, så det til sidst ville ende med, at jeg slet ikke følte trang til at udføre dem. Mit humør gik fortsat op og ned. Jeg blev sat op i Cipramil til 60 mg og stoppede med Rivotril, fordi man kan blive afhængig af det, hvis man får det over en længere periode. Jeg kunne ikke klare mig uden noget at sove på, så jeg begyndte at få noget, som hedder Truxal. I de første par uger jeg var indlagt, kunne personalet næsten aldrig se, jeg havde det skidt. Jeg så altid ud som om, jeg var glad. Det var jeg ikke. Jeg bar blot rundt på en maske, som jeg havde gjort det, alle de år jeg havde været syg. De forskellige behandlere forklarede mig, at man godt må vise, man er trist. Da jeg begyndte at stole på det, lagde jeg langsomt masken på hylden. På et tidspunkt mens jeg var indlagt, fik jeg nogle voldsomme angstanfald. Det varede i nogle dage. Jeg var overbevist om, at jeg var syg, og at jeg meget snart ville dø. Jeg græd rigtig meget. Det medvirkede til, at jeg begyndte på en 3. medicin. Jeg fik en meget lille dosis af noget nervemedicin, som hedder Risperdal. Det så ud til at have en god virkning i løbet af kort tid. Mine dage fortsatte som tidligere med op- og nedture. Mens jeg var indlagt, fik jeg også lært at spille pool. Det blev jeg meget bidt af. En dag hvor jeg sad alene i værkstedet, havde jeg det rigtig skidt, og mine tanker var meget ubehagelige. Der lå en kniv på bordet, som jeg tog og begyndte at skære mig med i hånden. Da jeg havde gjort det, begyndte jeg at græde. Jeg fik fortalt det til en sygeplejerske, for hun spurgte, hvad jeg sad der og græd for. Senere samme aften begyndte jeg at ridse mig voldsomt på hele armen, og smukt var det ikke. Efter den dag blev det en beskæftigelse, som tit fandt sted, når jeg havde det skidt. Behandlerne ville vide, hvorfor jeg gjorde det, og min forklaring i dag er: "Det gjorde ondt indvendigt i mig, det er der ikke nogle, som kan se." "Når jeg ridser mig, kan det ses og mærkes." Man kan vise sin arm frem og sige: "Her gør det ondt." En dag først i december måned spurgte min psykiater mig om, hvornår jeg troede, jeg var parat til at blive udskrevet. Jeg svarede, at jeg ville udskrives inden min fødselsdag, som er i marts måned. Om fredagen i den samme uge var vi til familiesamtale, her sagde min psykiater, at jeg skulle udskrives sidst i december måned. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg begyndte at græde og kunne slet ikke stoppe igen. Vi lavede derfor en aftale om, at jeg kunne blive udsluset langsomt i de første to uger af januar. Det gjorde det lidt mere overskueligt. I den sidste måned jeg var der, knoklede jeg ekstra hårdt på, for at jeg kunne komme mine tvangshandlinger til livs, inden jeg skulle udskrives. Jeg kom af med cirka 10 ud af de 21 tvangshandlinger, jeg havde, da jeg blev indlagt. Derudover blev jeg også trappet ud af Truxal. Jeg skulle begynde at sove uden at få Truxal om aftenen. De sidste to uger jeg var indlagt, var de første uger i januar måned. Jeg var skiftevis hjemme og på afdelingen. Fra fredag eftermiddag til onsdag formiddag var jeg hjemme. Mandag, tirsdag og lidt af onsdagen gik jeg i skole. Jeg var så ked af at komme tilbage til klassen, hvor jeg gik før, jeg var blevet indlagt. Der var kommet en ny pige, som altid skulle lave ballade i fællesskab med en anden pige. Stemningen var meget negativ, hvilket var mere, end jeg kunne klare. Det fandt jeg allerede ud af efter to dage. Da jeg kom op på afdelingen om onsdagen, sagde jeg, at jeg gerne ville gå ud af 10. klasse og så komme i praktik i stedet for. Jeg fik besked på at tænke over det en ekstra gang. Jeg tog hurtigt en beslutning, og det var, at jeg ville gå ud. Mine forældre kontaktede kommunen og fik dem sat ind i situationen. Sidste dag, jeg var i Risskov, var fredag den 14. januar. Da jeg skulle pakke, blev det hele for meget for mig. Min psykiater kom forbi og sagde, jeg ikke så særlig godt tilpas ud, så begyndte jeg at græde. Hun sendte min kontaktperson ned til mig, så jeg kunne snakke lidt med hende. Min 1. kontaktperson var jeg blevet rigtig glad for, og jeg kunne slet ikke klare tanken om, at jeg ikke havde hende at snakke med mere. Det hele var bare så forfærdeligt, og jeg troede ikke, jeg ville overleve, når jeg kom hjem. Jeg var til den sidste familiesamtale i Risskov, den fredag jeg blev udskrevet, det var meget hårdt, og jeg græd. Da vi var færdige med samtalen, kunne jeg desværre ikke trække det ud længere, nu skulle jeg tage afsked. Det var virkelig hårdt. Jeg græd og græd, jeg havde nær aldrig fået holdt igen. Jeg kunne ikke klare at forlade det trygge sted, de trygge rammer og det rare personale, som var så gode at snakke med, men det skulle jeg. Jeg fik taget afsked og satte mig ind i bilen. Nu skulle jeg hjem og tilbage til virkeligheden igen. Praktik Jeg gik i skole ca. 14 dage mere. Derefter kom jeg i praktik i en børnehaveklasse om formiddagen. Om eftermiddagen var jeg i praktik i en skolefritidsordning, hvor der gik børn fra børnehaveklassen og første klasse. I starten var jeg utrolig træt pga. Risperdalen. Jeg havde meget svært ved at holde mig vågen, hvis jeg havde for lidt at tage mig til. Udover trætheden var der også en anden bivirkning, jeg havde taget 10 kilo på. Det var jeg meget ked af, derfor bad jeg den læge, som styrede min medicin om at få lov til at blive trappet ud. Det kunne jeg ikke få lov til lige med det samme. I stedet fik jeg et tilbud om, at jeg kunne begynde at gå til diætist. Jeg tog imod tilbudet og fik lavet en kostplan hos diætisten, som jeg skulle spise efter. Det var sejt at slippe af med de 10 kilo igen. Det var ikke noget, der hurtigt kunne klares. I løbet af de første 14 dage tabte jeg vist 0,5 kilo. Jeg fortsatte i børnehaveklassen og skolefritidsordningen. Efterhånden som jeg lærte børnene at kende, blev jeg bedre til at sige fra over for dem, hvis de overskred mine grænser. Jeg fik lavet en aftale med min terapeut om, at hver gang jeg kom af med et ritual, måtte jeg trappe en halv pille ned ad Risperdalen. Til sidst var jeg også ude af den medicin. Jeg var ikke nær så træt mere, og jeg begyndte faktisk at få det godt. Det, der havde været et toiletritual engang, tog kun 5 minutter nu. Jeg havde næsten ingen tvangstanker eller tvangshandlinger længere. Livet var ved at være skønt, selvom der kom nogle dårlige dage ind imellem. Da vi nåede til sommerferien, havde jeg tabt mig omkring 5 kilo. I sommerferien var jeg i Italien et par uger sammen med mine forældre og min storesøster. Jeg fortsatte også med at arbejde i skolefritidsordningen, det gjorde jeg til om fredagen, hvor jeg skulle begynde på efterskole om søndagen. Efterskolen Den første dag på efterskolen var hård, det var den første uge også og nok også den første måned. Da mine forældre sagde farvel om søndagen, græd jeg ikke, men det var lige ved og næsten. Jeg fik en mand som kontaktlærer, og jeg havde ham også til dansk. Det var tydeligt at mærke, han var usikker på mig, fordi jeg har OCD. I den første uge var min terapeut en dag på skolen for at snakke med mig. Vi holdt også et møde sammen med min forstander og kontaktlærer, de skulle høre lidt om, hvad OCD drejer sig om. De første måneder på skolen havde jeg det stadigvæk godt. Jeg opdagede, at min forstander var mægtig rar at snakke med. Han prøvede på at forstå, hvordan jeg havde det. Ham skiftede jeg på en måde ud med min kontaktlærer, for ham kom jeg aldrig til at bruge, når jeg trængte til at snakke. Det virkede som om, jeg skræmte ham væk med min psykiske sygdom OCD. Den er jo også noget mystisk, hvis man ikke vil forsøge at sætte sig ind i, hvad den drejer sig om. Da vi kom til efterårsferien, begyndte jeg langsomt at få det dårligere. Jeg tabte mig mere, og da vi kom til november måned, var jeg nok nået ned på de 64 kilo igen. I december havde jeg det virkelig dårligt, og jeg var oftere på visit på min forstanders kontor. Når jeg havde det rigtig skidt om aftenen, gik jeg hjem til ham for at snakke. Den 21. december holdt vi juleafslutning. Om aftenen havde vi julefrokost og underholdning. Ved 22 tiden gik jeg hen til min forstander, og så begyndte jeg ellers at græde. Jeg havde det SÅ skidt. Jeg kunne slet ikke overskue, at vi skulle lave hovedrengøring dagen efter. Vi blev derfor enige om at ringe til mine forældre. Min far ville gerne komme at hente mig. Da jeg skulle pakke, tog jeg næsten alt det tøj, jeg havde og proppede i mine tasker. Min far kontaktede lægen den 22. december og fortalte ham, hvor dårligt jeg havde det. Han foreslog, at jeg trappede op på 75 mg Cipramil. Juleaften havde jeg fået det lidt bedre igen. Jeg så fjernsyn det meste af dagen og nægtede at tage med i kirke. Efter juleferien fortsatte mit humør med at blive dårligere. Jeg havde planer om, at jeg skulle på HF til august 2001. Jeg ville så flytte ind et sted, hvor der var nogle pædagoger tilknyttet. De planer begyndte jeg at skyde en hvid pil efter. De blev ændret til, at jeg gerne ville flytte ind på et behandlingshjem. Min terapeut og jeg begyndte for alvor at arbejde på denne sag først i marts måned. Vi spillede en musical i marts, hvilket jeg klarede, selvom det var midt i en rigtig dårlig periode. En dag midt i april havde jeg det virkelig skidt. Jeg sad og snakkede med min forstander, mens jeg græd som et vandfald. Jeg havde slet ikke lyst til at leve mere. Det hele kunne bare være lige meget. Vi var ved at snakke om, at vi skulle ringe til mine forældre, men den plan ændrede vi igen. Jeg ville ikke stoppe, selvom jeg var dybt deprimeret. Den nedtur fik jeg kort tid før, vi skulle en uge til Ungarn. Vi snakkede om, at hvis jeg ikke fik det bedre inden den tid, måtte jeg hellere blive hjemme. Jeg er noget af en fighter. Det har jeg været i langt de fleste perioder gennem mit sygdomsforløb. Det lykkedes mig også at få det rimeligt igen, så mit humør var stabilt nok, til at jeg kunne tage med på tur til Ungarn. Jeg havde nogle voldsomme skænderier med en af de to piger, jeg boede sammen med, men alligevel holdt jeg min trang til at ridse mig på afstand indtil den sidste aften, før vi skulle tilbage til Danmark. Da vi kom hjem fra Ungarn, havde vi påskeferie. Før turen til Ungarn fik jeg lavet en test, hvor man besvarer nogle forskellige spørgsmål. Ved at lave den kan man se, om folk er deprimerede. Min var ikke for god, så jeg skulle besvare sådan et skema igen efter påskeferien. Den "undersøgelse" gav mig en ny diagnose. Jeg havde fået en depression oven i min OCD. Cipramilen havde ikke den mest effektive virkning på mig, derfor blev jeg trappet ud af den. Jeg begyndte at få 150 mg Efexor dagligt. Det er et ret nyt præparat, som virker mod depression. En gang i april måned var jeg på besøg på et behandlingshjem, som hedder Midtskovgård. Det virkede til at være et godt sted. Beboerne var fra 15-20 år. De havde fået etableret en folkeskole på stedet, hvor man skulle gå. Det var jeg ikke særlig interesseret i. Derfor bad jeg min sagsbehandler om at finde nogle flere forslag. Hun fandt også et sted mere. Det er et sted, som hedder "Bøgegården". Hun fortalte mig, at man bl.a. skal deltage i havearbejde på det sted. Det fik mig til at afvise forslaget blankt. Min OCD går helt i kog, når jeg skal lave noget, hvor man kan få sorte fingre og blive beskidt. Da jeg så havde læst brochuren, syntes jeg, det lød ret godt, så jeg ville gerne på besøg. Min far, sagsbehandleren og jeg besøgte stedet i maj. De behandlere, jeg snakkede med, virkede til at være nogle rare mennesker. På behandlingshjemmet bor der unge fra 18 år og opefter. Da vi var færdige med at snakke med dem, var jeg parat til at slå til, men jeg fik ordre på at sove et par nætter på det. Det gjorde jeg så, men det ændrede ikke min beslutning om at sige ja. "Bøgegården" skulle også tage stilling til, om de troede, de kunne hjælpe mig. Det gjorde de. Nu skulle jeg blot vente på kommunens svar, som var altafgørende, da de skal betale. På en efterskole er der desværre også noget, som hedder eksamen. Af de skriftlige gik jeg kun op i matematik og dansk stil. De mundtlige eksaminer havde jeg svært ved at kunne gå op til, da jeg havde haft så meget fravær. Da matematik altid har været en af mine stærke sider, valgte jeg at gå til eksamen i det. Det gik også fint, selvom jeg havde satset højere. Jeg havde et par uger, hvor jeg ikke havde noget, jeg skulle. Jeg gik derfor med til at hjælpe dem i køkkenet med at bage. Jeg ville under ingen omstændigheder hjælpe til med opvasken, da jeg havde en voldsom skræk overfor bakterier på grund af min OCD. Det gik de med til. I de sidste uger på efterskolen havde jeg også nogle dage, hvor jeg havde mest lyst til at blive i min seng. Hvis jeg var trist, blev mit toiletritual også tit forværret om dagen. Nogle dage blev jeg nødt til at lægge mig ned under dynen med en varmepude, da det hele tiden føltes som om, jeg skulle tisse. Jeg snakkede også stadigvæk en del med min forstander. Min skolemor brugte jeg også nogle gange, hvis jeg lige pludselig fik det rigtig skidt. Den 14. juni fik jeg en rigtig god nyhed. Jeg havde fået bevilliget en plads på "Bøgegården" fra den 1. august 2001. Det gjorde mig glad. Jeg fortalte det til alle, som ville høre på mig. Nogle af lærerne hørte det vist også mere end en´ gang. Nu vidste jeg endelig, at der var en tidsbegrænsning for, hvor længe jeg skulle blive ved med at gå og have det skidt uden at få hjælp. I den sidste uge på efterskolen var vi på en tur fra mandag til onsdag. Onsdag eftermiddag skulle jeg til samtale med min terapeut. Jeg fortalte hende, at jeg blev meget døsig af min medicin. Hun foreslog, at jeg kunne komme igen om torsdagen, for så kunne jeg snakke med en læge om det. Torsdag skulle jeg alligevel derned, for jeg skulle have lavet en større psykologisk undersøgelse. Den, der blev lavet på mig den torsdag, skulle fortælle noget om min intelligens. Man kunne ikke dumpe, så jeg bestod. Jeg havde besvaret et skema, som min terapeut havde givet mig, den viste, at jeg også led af angst. Nu havde jeg tre diagnoser. Lægen lod mig trappe ned på halv dosis af medicinen. Nu fik jeg 75 mg Efexor om dagen. Torsdag aften holdt vi afslutningsfest. Det var hårdt, og jeg græd, men alligevel var den god. Fredag den 22. juni var den sidste dag og ligeledes en meget underlig dag. Stemningen var så trist. Alt føltes forkert. Jeg græd flere gange i løbet af dagen og ventede bare på, at dagen var forbi. Da vi tog afsked med alle lærerne, begyndte jeg for alvor at græde. Det hele var så uvirkeligt. Pludselig var hele året forsvundet. Jeg stoppede først med at græde en time efter, vi var kommet hjem. Jeg havde egentlig gået og glædet mig i de sidste måneder, til at vi var færdige på efterskolen. Jeg mødte en slags fjendtlighed fra mange af de andre elever. Jeg ved ikke præcis, hvor det gik galt. Jeg har tænkt meget over det, men kan ikke se, hvad jeg gjorde galt. Jeg ved, at mange var sure over, at jeg ikke altid accepterede folks måder at behandle mig på. Hvis der er nogle, som vil bestemme over mig, går jeg til angreb. Jeg vil ikke finde mig i det, det gjorde jeg, da jeg blev mobbet. Hvis der er nogle, som fortæller mig, hvor hårdt de har det mere end en´ gang, fordi de har astma, er jeg også slem til at fortælle, at der er mange, som har haft et værre liv end dem. Det havde de andre elever også svært ved at acceptere. Jeg fik også mange kommentarer, fordi jeg så tit snakkede med min forstander. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg ville fedte for ham, men fordi jeg havde det skide hårdt ind imellem. Jeg tænkte flere gange på, at jeg ville tage mit eget liv, men jeg gjorde det ikke. Jeg finder aldrig ud af, hvor det var, det gik galt med de andre elever. Det kan også skyldes, at jeg ofte var deprimeret. Jeg havde ikke så meget overskud. Efterskoleopholdet havde jeg aldrig klaret uden min forstanders støtte og tålmodighed. Han brugte mange timer på mig i løbet af det år. Det kan jeg aldrig takke ham nok for. Jeg fortryder ikke, jeg tog på efterskole, selvom det var et meget hårdt år. Sommerferien Min sommerferie var en lang ventetid, hvor jeg havde brug for at fylde dagene ud. Ugen efter jeg stoppede på efterskolen, var jeg i sommerhus sammen med mine forældre. Det var den eneste uge, jeg holdt ferie. Ugen der kom bagefter, var jeg barnepige for et søskendepar. De sidste tre uger i min ferie arbejdede jeg i en skolefritidsordning, hvilket jeg var utrolig glad for. Jeg var også nødt til at tage afsked med min trofaste behandler gennem 3 år. Jeg havde næsten snakket med hende hver uge, bortset fra da jeg var indlagt. Det føltes meget underligt at skulle sige farvel til hende. Hun havde lagt ører til så meget, og nu skulle jeg aldrig til behandling hos hende mere. Hun havde hjulpet mig meget gennem årene, men hun kunne desværre ikke hjælpe mig op ad mit hul igen denne gang, da jeg havde brug for noget mere støtte til at komme af med min depression, angsten og få lettet låget på min OCD. Jeg græd ikke, da jeg tog afsked med hende. Jeg orkede det ikke, for jeg havde så svært ved at stoppe igen, når jeg først var begyndt. Jeg havde været glad for at tale med hende, og det var med en mærkelig fornemmelse, jeg gik derfra efter den sidste samtale. Det var svært at tænke på, jeg aldrig mere skulle til en samtale hos hende. Jeg vidste også, at min afsked med hende betød, jeg skulle sige goddag til nogle nye på behandlingsstedet Bøgegården. Jeg var meget spændt, for hvad nu hvis jeg ikke ville komme til at snakke så godt med dem, som jeg havde gjort med min tidligere behandler? Jeg glædede mig også til at flytte ind, for jeg havde brug for noget mere hjælp til mine tvangshandlinger. Jeg kunne slet ikke styre mit toiletritual mere, og jeg var frygtelig angst for at gøre rent.