 |
|
|
| Indlagt |
Det føltes som en stor befrielse at blive indlagt. Vi gik kun i skole ca. fire timer om dagen. I skolen fik vi kun lektier for, hvis vi selv ønskede det, og det kan man ikke ligefrem påstå, jeg gjorde. Vi var meget få elever i klassen. Da jeg gik der, tror jeg højest, vi var seks elever, da vi var flest. Vi havde to lærere. Den ene var nordmand, den anden var dansker. De var begge vældig søde. Det var en hyggelig lille klasse.
Det var noget anderledes at være på afdelingen, end den hverdag jeg kom fra. Det var en åben afdeling, så vi måtte gøre, næsten hvad vi havde lyst til. Der var et værksted, hvor man stort set kunne lave alt, hvad man kan komme i tanke om af kreative ting. Jeg lavede bl.a. et læderbælte og smykker.
Jeg var jo blevet indlagt for at komme i daglig behandling, og det kom jeg også. Jeg var til terapi hos en psykiater to gange om ugen. På afdelingen havde vi fælles gruppeterapi hver tirsdag. Om onsdagen trænede jeg i et motionscenter på voksenpsykiatrisk afdeling. Samme dag fik jeg massage hos en fysioterapeut. Da jeg fik noget mere overskud, begyndte jeg også at træne i motionscenteret om fredagen. Derudover lavede jeg kognitiv adfærdsterapi hver dag. Jeg forsøgte at gå imod mine tvangshandlinger, så det til sidst ville ende med, at jeg slet ikke følte trang til at udføre dem.
Mit humør gik fortsat op og ned. Jeg blev sat op i Cipramil til 60 mg og stoppede med Rivotril, fordi man kan blive afhængig af det, hvis man får det over en længere periode. Jeg kunne ikke klare mig uden noget at sove på, så jeg begyndte at få noget, som hedder Truxal. I de første par uger jeg var indlagt, kunne personalet næsten aldrig se, jeg havde det skidt. Jeg så altid ud som om, jeg var glad. Det var jeg ikke. Jeg bar blot rundt på en maske, som jeg havde gjort det, alle de år jeg havde været syg. De forskellige behandlere forklarede mig, at man godt må vise, man er trist. Da jeg begyndte at stole på det, lagde jeg langsomt masken på hylden. På et tidspunkt mens jeg var indlagt, fik jeg nogle voldsomme angstanfald. Det varede i nogle dage. Jeg var overbevist om, at jeg var syg, og at jeg meget snart ville dø. Jeg græd rigtig meget. Det medvirkede til, at jeg begyndte på en 3. medicin. Jeg fik en meget lille dosis af noget nervemedicin, som hedder Risperdal. Det så ud til at have en god virkning i løbet af kort tid. Mine dage fortsatte som tidligere med op- og nedture.
Mens jeg var indlagt, fik jeg også lært at spille pool. Det blev jeg meget bidt af. En dag hvor jeg sad alene i værkstedet, havde jeg det rigtig skidt, og mine tanker var meget ubehagelige. Der lå en kniv på bordet, som jeg tog og begyndte at skære mig med i hånden. Da jeg havde gjort det, begyndte jeg at græde. Jeg fik fortalt det til en sygeplejerske, for hun spurgte, hvad jeg sad der og græd for. Senere samme aften begyndte jeg at ridse mig voldsomt på hele armen, og smukt var det ikke. Efter den dag blev det en beskæftigelse, som tit fandt sted, når jeg havde det skidt. Behandlerne ville vide, hvorfor jeg gjorde det, og min forklaring i dag er: "Det gjorde ondt indvendigt i mig, det er der ikke nogle, som kan se." "Når jeg ridser mig, kan det ses og mærkes." Man kan vise sin arm frem og sige: "Her gør det ondt."
En dag først i december måned spurgte min psykiater mig om, hvornår jeg troede, jeg var parat til at blive udskrevet. Jeg svarede, at jeg ville udskrives inden min fødselsdag, som er i marts måned. Om fredagen i den samme uge var vi til familiesamtale, her sagde min psykiater, at jeg skulle udskrives sidst i december måned. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg begyndte at græde og kunne slet ikke stoppe igen. Vi lavede derfor en aftale om, at jeg kunne blive udsluset langsomt i de første to uger af januar. Det gjorde det lidt mere overskueligt. I den sidste måned jeg var der, knoklede jeg ekstra hårdt på, for at jeg kunne komme mine tvangshandlinger til livs, inden jeg skulle udskrives. Jeg kom af med cirka 10 ud af de 21 tvangshandlinger, jeg havde, da jeg blev indlagt. Derudover blev jeg også trappet ud af Truxal. Jeg skulle begynde at sove uden at få Truxal om aftenen.
De sidste to uger jeg var indlagt, var de første uger i januar måned. Jeg var skiftevis hjemme og på afdelingen. Fra fredag eftermiddag til onsdag formiddag var jeg hjemme. Mandag, tirsdag og lidt af onsdagen gik jeg i skole. Jeg var så ked af at komme tilbage til klassen, hvor jeg gik før, jeg var blevet indlagt. Der var kommet en ny pige, som altid skulle lave ballade i fællesskab med en anden pige. Stemningen var meget negativ, hvilket var mere, end jeg kunne klare. Det fandt jeg allerede ud af efter to dage. Da jeg kom op på afdelingen om onsdagen, sagde jeg, at jeg gerne ville gå ud af 10. klasse og så komme i praktik i stedet for. Jeg fik besked på at tænke over det en ekstra gang. Jeg tog hurtigt en beslutning, og det var, at jeg ville gå ud. Mine forældre kontaktede kommunen og fik dem sat ind i situationen. Det blev aftalt med kommunen, at jeg skulle i praktik i en børnehaveklasse om formiddagen og en skolefritidsordning om eftermiddagen.
Sidste dag, jeg var i Risskov, var fredag den 14. januar. Da jeg skulle pakke, blev det hele for meget for mig. Min psykiater kom forbi og sagde, jeg ikke så særlig godt tilpas ud, så begyndte jeg at græde. Hun sendte min kontaktperson ned til mig, så jeg kunne snakke lidt med hende. Min 1. kontaktperson var jeg blevet rigtig glad for, og jeg kunne slet ikke klare tanken om, at jeg ikke havde hende at snakke med mere. Det hele var bare så forfærdeligt, og jeg troede ikke, jeg ville overleve, når jeg kom hjem. Jeg var til den sidste familiesamtale i Risskov, den fredag jeg blev udskrevet, det var meget hårdt, og jeg græd. Da vi var færdige med samtalen, kunne jeg desværre ikke trække det ud længere, nu skulle jeg tage afsked. Det var virkelig hårdt. Jeg græd og græd, jeg havde nær aldrig fået holdt igen. Jeg kunne ikke klare at forlade det trygge sted, de trygge rammer og det rare personale, som var så gode at snakke med, men det skulle jeg. Jeg fik taget afsked og satte mig ind i bilen. Nu skulle jeg hjem og tilbage til virkeligheden igen.
|
|
|